Et studie i kærlighedens veje og vildveje

Kærligheden til ens egne børn vil altid være størst, mener Jan Rasch Petersen og Vibeke Bremerstent, der bor i en stor sammenbragt familie. Hvis børnene og de voksne bliver gode venner, er de sammenbragte familier nået langt, mener parret, der jævnligt holder familiemøder med børnene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi ses på søndag!«

Jan Rasch Petersen giver Jon på ni år en kæmpeknuser, inden Jon haster ind i intercity-toget mod Fyn de½nne fredag eftermiddag på Høje Taastrup station. Jon skal besøge sin far. Det gør han hver tredje weekend, og han glæder sig.

»Det er altid sjovt at besøge min far. Vi laver tit noget helt nyt,« siger han.

Jon finder hurtigt sin plads og vinker ivrigt farvel til Jan og Patrick, der er 11 år. Patrick og Jan er henholdsvis Jons bonusbror og bonusfar, fortæller Jon.

»Det er svært, hvad man skal kalde hinanden. Man kan jo blive drillet med hvad som helst, men bonus - det er sådan en ekstra én.«

Jon skal måske ud at fiske med sin far, der bor alene. Eller måske skal de i svømmehallen. Jon har ihvertfald taget dykkerbrillerne med.

Klokken er ti minutter i fem, da Jan og Patrick er færdige med at vinke farvel til Jon.

Så går køreturen til Taastrup, hvor Patrick skal afleveres hos sin mor. Patrick bor på skift hos sine forældre én uge ad gangen.

Hans lillebror Daniel bor derimod fast hos deres mor, hendes nye mand og fælles datter. Daniel kommer hjem til sin far, Jan, fra torsdag til mandag hver anden uge.

Ikke til at se
Indviklet? Sådan var det i hvert fald for Daniel på otte år.

»Det var for forvirrende for Daniel et bo hver anden uge hos os hver, så vi måtte lave det om. Men det var svært at forklare ham, hvorfor Patrick skal være mere hos mig og Vibeke, end han selv skal,« siger Jan.

Vibeke Bremerstent er Jans kæreste og mor til Jon. Sammen har Vibeke og Jan to børn, Bastian på to et halvt og Ronja på seks måneder.

»Det er dine, mine og vores børn. Sådan er vores familie. Hvornår, hvordan og hvorfor, så bliver det først rigtig svært at forklare,« siger Jan og griner, mens han instruerer Bastian i at afmontere den gule rapand fra motorcyklen, så de voksne kan høre, hvad de siger i parcelhusets stue.

Ved første øjekast er det svært at se, at familien ikke er én stor kernefamilie. Vibeke har de to yngste børn på hofterne, da hun på gårdspladsen foran det gule murstenshus kysser både Patrick og Jon farvel inden køreturen til Høje Taastrup station.

Ved sofabordet kalder Jan sin stedsøn for skat og spørger, om Jon ikke vil have et ekstra stykke wienerbrød, inden han skal til Nyborg. Jon smyger sig til gengæld kærligt op af Jan, som var Jan hans rigtige far.

Men der ér forskel.

Drømmen brast
»Jeg drømte i starten om, at vi kunne være som én stor kernefamilie. Men det kan vi ikke,« konstaterer Jan.

»Jeg troede for eksempel, at børnene næsten ville blive som søskende for hinanden. Men jeg er ved at indse, at sådan bliver det aldrig. Hvis der er problemer i skolen, er jeg sikker på, at de hjælper hinanden. Men hvis Vibeke og jeg bare boede på samme vej uden at være kærester, tror jeg ikke, drengene var blevet venner.«

Også Vibekes søn Jon mener, der er forskel.

»Jeg tror, Patrick, Daniel og jeg ville være sødere ved hinanden, hvis vi var rigtige søskende. Det ville være noget andet - lidt ligesom med Bastian og Ronja (Jons halvsøskende, red.). Dem giver jeg meget hurtigere efter over for,« siger han.

Hvem elsker hvem, og hvem elsker hinanden mest? Det er nogle af de svære spørgsmål, som Jan og Vibeke har talt med børnene om. Drengene kan være jaloux over for hinanden. Og de kan konkurrere om de voksnes opmærksomhed og kærlighed.

»Vi har snakket med de store om, at vi elsker dem alle sammen, men at Jan selvfølgelig elsker sine egne børn mest, ligesom jeg elsker Jon, Bastian og Ronja mest. Sådan vil det altid være. Det var ret vigtigt at fortælle drengene. Daniel var på et tidspunkt ret ked af det, fordi han troede, at hans far holdt mere af Jon end af ham, fordi Jon bor her mere, end han selv gør. Omvendt troede Jon, at jeg holdt mere af Daniel, fordi jeg tager mig meget af Daniel, når han er her,« siger Vibeke og sukker med et smil: »Det kørte bare rigtig, rigtig godt!«

»Men jeg tror virkelig, at der altid vil være den forskel, at man holder mest af sine egne børn. Og at de omvendt altid holder mest af deres rigtige forældre. Det lærte jeg ret hurtigt at sige til mig selv, da Jan og jeg blev kærester. Jeg blev så såret over, at det kun var Jan, der kunne bruges, når Daniel for eksempel var ked af det. Men som bonusforældre kan du ikke kræve, at den andens børn elsker dig. Og modsat kan de heller ikke kræve, at du elsker dem. Du kan bare håbe, at alle kommer til at holde af hinanden og opfører sig ordentligt indbyrdes. Da jeg først fik det på plads, hjalp det mig meget over følelsen af at føle mig utilstrækkelig overfor Jans sønner,« siger Vibeke.

Og når familierne på kryds og tværs af hinanden er uenige om børnenes opdragelse, hvad de må og ikke må, giver det konflikter.

At finde balancen
»Det er jo det, der gør de sammenbragte familier så besværlige! Hvis vi kun var to voksne, der skulle være enige, var det jo noget nemmere. Patrick og Daniel oplever, at de skal gøre tingene på én måde her i huset, men på en anden hos deres mor og hendes nye mand. Samtidig er det svært at finde balancen som bonusforældre. Hvor meget kan jeg opdrage på Patrick og Daniel? Hvor meget kan jeg tillade mig at skælde dem ud? Det har jeg tit været i tvivl om.«

Det var én af grundene til, at familien Rasch Petersen og Bremerstent på et tidspunkt besluttede sig for at indføre familiemøder.

Møderne bruges til at tage temperaturen på, hvordan alle har det i familien. Der bliver dømt hygge med te rundt omkring stuebordet, og alle får ubegrænset og uafbrudt taletid, én for én. Ingen må afbryde. Voksne som børn skal fortælle, hvad de synes går godt, og hvad der går mindre godt.

»Så kan vi finde ud af, hvordan børnene tackler det, der sker i vores familie, og hvordan det går dem i skolen. Der kommer mange ting frem, og det er gået op for os, at børnene faktisk er meget dybsindige,« siger Vibeke.

Og så kærligheden...
Hun og Jan er enige om, at der er én ting, der overgår alt andet i vigtighed, hvis en sammenbragt familie skal fungere. Det er de voksnes kærlighed.

»Der er dage, hvor vi tænker, at det her kommer aldrig til at fungere. På de dage er det vores kærlighed til hinanden, der får os til at fortsætte og ikke bare gribe til den nemmeste løsning, nemlig at opgive og endnu en gang udsætte børnene for opbrud i en familie. Men de fleste dage føler vi os rigtig heldige over at have en masse dejlige unger. Men man skal tænke sig godt om og være sikker på sin kærlighed, inden man stifter en sammenbragt familie. Og netop alle besværlighederne i en sammenbragt familie som vores, er det, der gør, at vi alligevel holder liv i drømmen om at kunne fungere som en kernefamilie,« siger Vibeke.

Hun har dog ligesom Jan for længst indset, at drømmen om kernefamilien netop blot er en drøm.

»Selv det at få fælles børn ændrer ikke på forholdene i vores familie. Vi bliver aldrig en rigtig kernefamilie,« konstaterer hun.