Et stigende antal inklusionsbørn går ikke i skole

Forældre til børn, der er blevet inkluderet i den almindelige folkeskole, holder deres børn hjemme fra skole. Det er et billede på, at inklusionstanken ikke fungerer, lyder det fra formanden for Landsforeningen Autisme.

Læs mere
Fold sammen

Det tyder på, at flere og flere af de børn, der er blevet inkluderet i almindelige skoleklasser, ikke længere går i skole.

Det skriver Jyllands-Posten, som henviser til en rundspørge, som 200 af Landsforeningen Autismes medlemmer har svaret på. 70 familier siger, at deres barn lige nu bliver holdt hjemme fra skole, og 32 familier, hvilket udgør knap 17 procent, siger, at deres barn ikke har været i skole i et halvt år. Sidst Landsforeningen Autisme lavede lignende rundspørge, var tallet en del mindre. Her svarede kun 15 familier, svarende til 8 procent, at deres barn havde været hjemme fra skole i et halvt år.

Svarene er et billede på, at inklusionen ikke fungerer, lyder det fra formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup.

»Jeg er overasket over, at det er så mange børn, der ikke går i skole – og politikerne kan ikke længere sige, at det er ganske få inkluderede børn, der ikke går i skole. Svarene gør mig trist, da det jo er udtryk for, at disse børn har det meget skidt – mange af dem lider af angst eller depression,« siger Heidi Thamestrup til Jyllands-Posten.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) skriver i en mail Jyllands-Posten, at det er uholdbart, at børn i længere tid ikke går i skole. Derudover henviser hun til en rapport fra SFI, som sidste år konkluderede, at inkluderede elever generelt trives godt i almindelige klasser. Ifølge avisen viser rapporten dog samtidig, at de inkluderede elever trives mindre godt end andre elever i klassen.