Et langt liv i topform

Ældre danskere dyrker i dag meget mere motion end i 1970erne. De færreste er dog så sporty som ægteparret Faldager-Høyer, der dyrker veteranatletik på eliteniveau.

Inge Faldager og Knud Høyer fra Greve kan slet ikke forestille sig et liv uden atletik. Hun er til hammerkast, han er til diskoskast. Hun er 66 år, han er 68 år, og de rejser verden rundt for at deltage i mesterskaber. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er blevet verdensmester 25 gange«.

Inge Faldager skal lige tælle efter, hun er ikke helt sikker, men omkring 25 gange har hun i hvert fald stået øverst på sejrsskamlen til VM i veteranatletik som verdensmester i hammerkast.

Dertil kommer flere end 100 andre mesterskaber herhjemme, i resten af Norden og i Europa, og dermed kan den 66-årige ingeniør fra Greve med rette kalde sig en endog meget aktiv, meget fit og meget veltrænet kvinde i en moden alder.

Dermed skriver hun sig også direkte ind i en moderne danmarkshistorie, hvor pensionister og seniorer løber, løfter vægte og træner som aldrig før, og hvor landevejene myldrer med gråsprængte cykelryttere, og hvor maratonløbere sagtens kan være bedsteforældre.

Ifølge en ny Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske dyrker hver tredje dansker over 60 år motion to-tre gange om ugen, mens 13 procent gør det fire-syv gange ugentligt.

Samtidig viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan), at antallet af ældre, der dyrker motion, er femdoblet siden 1975, i dag er det 62 procent, ligesom dem på 60 år og opefter i dag er lige så idrætsaktive som andre voksne i Danmark. Analytiker Ditte Toft Clausen fra Idan beskriver udviklingen som »en massiv stigning«.

Ikke mindst motions- og fitnesscentrene har aldrig set så mange ældre som i dag. Ifølge tal fra Idan er styrketræning i dag på top tre-listen over ældres foretrukne idrætsgrene.

»De fleste ældre opfatter sig ikke som gamle, og de ser idræt som selvfølgelighed,« fortæller Ditte Toft Clausen:

»Førhen var sport mest noget for børn og unge. Voksne dyrkede ikke så meget sport. Men i dag ser en oldboysspiller i fodbold ingen grund til at stoppe. Han bliver ved, til han ikke kan mere.«

Branchedirektør for Dansk Fitness & Helse Organisation, Morten Brustad, bekræfter, at flere ældre finder vej til fitness­centrene, som i dag bliver brugt af omkring 750.000 danskere. Han forklarer, at ældre har et andet forhold til centrene end unge. De vil gerne drikke en kop kaffe og snakke før eller efter træning. Ifølge Morten Brustad »dyrker de ældre i højere grad fællesskabet«.

»Man kan godt sige, at for de ældres vedkommende, der er det traditionelle foreningsliv rykket ind i fitnesscentrene,« mener han.

Der er plads til et glas vin

Inge Faldager kan slet ikke forestille sig et liv uden sport og konkurrence. Hun har altid været aktiv, hun har tidligere dyrket idræt på eliteniveau. Sammen med sin mand, Knud Høyer, lever hun et liv i sportens tegn, de rejser til konkurrencer verden over, og de har lige været til mesterskaber i Sydamerika. For dem er sporten, rejserne og oplevelserne det, der holder dem unge.

»For os er det livskvalitet. Vi har sagt til os selv, at vi vil på så mange sjove rejser, som vi kan nå,« fortæller hun:

»Vi er nok enestående på den måde, at vi som par går så meget op i det samme og kan dele det på den her måde. Der er ingen sure miner over, at den ene skal træne, at nu er weekenden igen gået med at kaste eller med at være frivillige dommere til et stævne,« fortæller hun.

68-årige Knud Høyer er også ingeniør og kan også se tilbage på et langt liv med sport. Han spillede i sine unge år bl.a. håndbold, men fandt siden vej til atletikken og kan bl.a. bryste sig af en tredjeplads i det, der hedder kastemangekamp, til veteran-VM i atletik i Sacramento i USA i 2012.

»Det er ikke kun motion for os på den måde, at vi træner og så går til et dansk eller østdansk mesterskab. Nej, vi går efter de store mesterskaber, og det er med til at motivere os,« fortæller Knud Høyer.I er begge slanke og veltrænede. Handler det her også om at forblive sunde og holde alderen fra døren?»Altså, det der med maven, der hænger ud over livremmen, det bliver aldrig os,« siger Inge Faldager og forklarer, at de træner næsten hver dag, og at der på træningsprogrammet alt efter årstiden står såvel vægttræning og løb som teknik og præcision.

Så den står ikke på en flaske vin hver aften?»Jo, det gør den så også,« griner hun:

»Det er så hyggeligt med et glas vin, og så er det jo så sundt.«

Men, understreger, Knud Høyer, de er begge bevidste om, hvad de spiser. De får sund og fedtfattig mad og »holder igen«, som han siger.

Ifølge Ditte Toft Clausen fra Idan får ældre opfyldt såvel sociale som sundhedsmæssige behov ved at motionere.

»En lang række undersøgelser påviser, hvordan man med motion får mere sundhed, bedre trivsel, lever længere og kan opretholde sit funktionsniveau og passe sine daglige gøremål langt op i alderen,« siger hun:

»De ældre er vant til at være sammen med andre fra arbejdsmarkedet, og da mange af dem er friske og fortsat klar på at møde nye mennesker, er idrætten jo et oplagt og godt sted at være sammen med andre.«

Der går konkurrence i det

Inge Faldager og Knud Høyer er enige.

»Man er ikke færdig i dag, fordi man forlader arbejdsmarkedet. Man har masser af tid og overskud, og så giver man sig i kast med motion,« siger hun:

»Man starter måske med at løbe, så deltager man i et motionsløb, og inden man får set sig om, går der måske konkurrence i det. Man vil gerne blive bedre. Måske kæmper man med sig selv, måske kæmper man mod andre.«

Ditte Toft Clausen har svært ved at få øje på problemer med seniorer i fuld firspring, og når hun kigger i krystalkuglen, ser hun kun endnu flere bedstemødre i tights. Hun er dog ikke blind for det, hun kalder »den sociale slagside«.

»Der vil være en gruppe, der ikke naturligt opsøger idrætten. Hvis vi som samfund har et ønske om at inkludere dem i idrætten, så er det nogle, vi skal være opmærksomme på,« fortæller analytikeren fra Idan.