Et godt sted at dø

Hvad siger man, når man venter på at dø og kan tage afsked med sine nære? For Bent Lumholt er svaret indlysende.

Foto: Linda Henriksen

Man ser ud over bakker og bugt. Udsigten fås ikke bedre i Danmark.
Det er her, Bent sidder og venter på at tage af sted. Det er et godt sted at dø. »Det kan ikke blive meget bedre,« siger han. Slet ikke når familien kommer og deler horisonten med ham.
Men hvad siger han til sine nærmeste? Til sine kære?
Bent tænker først lidt. Så genspørger han: »Hvad mener du med ’hvad siger man?’ Det kan du da regne ud, kan du ikke?«
Men det kan man ikke. For det må være svært, synes man.
Bent Lumholt skal dø. Det skal vi ganske vist alle, eller som han selv siger med sprukken stemme: »Der er ingen, der er gået fri endnu.«
Forskellen på Bent Lumholt og de fleste andre er, at han skal dø nu. Lige om lidt. Hans kone, Pauline, ved det. Hans børn ved det. Hans børnebørn ved det. Bent selv ved det. Det sker om nogle dage eller uger.
Bent er på Hospice Djursland med uhelbredelig kræft.
»Faktisk må det gerne komme snart,« siger han og hører straks selv, hvor opsigtsvækkende udsagnet er. Hvorpå han tilføjer, at han »har aldrig været verdens mest tålmodige mand.«
Bent Lumholt sidder i dødens venteværelse. Det mest interessante ved det er, bemærker han, at her ser helt anderledes ud, end de fleste forestiller sig. Modsat den gængse forestilling om et dødsleje i dæmpet belysning med et mumlende menneske halvt i dvale, halvt i feber og omgivet af sørgende familie, så er her lyst, åbent og imødekommende.
Denne dag er han stadig den ægtemand, far og farfar, som har udgjort det hængsel, hvorom familien Lumholt har drejet. Bent sidder med en guitar. Familien synger. De synger højt og flerstemmigt.
»Vi har altid sunget meget,« siger Bent.
Han er præst, men har i de seneste mange år ernæret sig som visesanger med eget repertoire. Eksempelvis har han skrevet to sange for hvert bogstav i alfabetet. Én om manden og én om kvinden. »Nu sner det på din grav/de mange blomster dækkes,« synger han i visen om »Mogens« over hvis grav, kæresten skræver og forsøger at råbe ham op. Men hun må væbne sig med tålmodighed. »Vi ses bestemt engang/hvornår det ved jeg ikke,« som visen slutter.

BENT LUMHOLT BLEV FØDT i 1930 i Vestjylland. Han var en kæk dreng, da Anden Verdenskrig brød ud, hvilket ikke var hans skyld, påpeger han. Den 78-årige Lumholt blev præst uden at vide, hvad han ville bruge det til.
Han lod sig bjergtage af en film om Grønland og drog af sted. Til Fiskenæsset. En lille bygd med en befolkning så fåtallig og en natur så stor og ubetvingelig, at han måtte iføre sig hundeslæde for at komme rundt i sognet.
»Grønland gjorde en præst af mig,« siger han. Bent Lumholt og hans første kone mistede et barn ved fødslen: »I det øjeblik man selv får brug for alle de ord, man siger fra en prædikestol, så bliver man en rigtig præst«.
Senere blev han gift med grønlandske Pauline, ekspert i polareskimoisk trommesang og trommedans, og han har i dag i alt otte børn og tretten børnebørn.
Det er det, der tæller, som han siger.
»Alt andet bliver betydningsløst. Selvfølgelig har man opnået ting undervejs. Man har haft ambitioner. Man har måske endda indfriet nogle af dem, men det er ligegyldigt. Store handlinger eller besiddelser betyder intet. I sidste ende er det menneskene og kærligheden, der betyder noget,« siger han.
Bent Lumholt ønsker ikke at være bange for døden. Døden er lige så naturlig som at blive født, siger han. Den er blot tabuiseret. Vi vil ikke tale om slutninger. Kun om begyndelser. Vi vil hellere mødes end tage afsked. Vi anerkender ikke døden som dagligdag. Den er kun hverdag for bedemænd og stenhuggerier.
»Vi har en kultur, hvor vi er dødsangste. I Grønland tager man døden med ind i hele sit tankeunivers. Livet i naturen er livsfarligt. Så døden er et dagligt vilkår. Det er den bare ikke i Danmark. Her vil folk helst sige tys-tys i et forsøg på at narre fjenden. Men de narrer jo ikke andre end sig selv,« siger Bent.
Han tror ikke på Paradis. Han tror ikke på Helvede. Han tror på Gud. Vor Herre er – i døden såvel som i livet. Gud er bare. Længere er den ikke. Selvfølgelig er der noget på den anden side. Når man spørger, hvad han forestiller sig, svarer Bent: »En diskret velkomstkomité.«

BENT LUMHOLT FORSTÅR DET IKKE. De fleste ønsker sig en hurtig død. Han forstår det slet ikke nu, siger han. Det skal gå stærkt, hører han folk sige. Det skal helst ske, uden man opdager det. Den store romantiske forestilling er, at man dør i et af de sekunder, hvor man lever allermest. Man får eventuelt et akut hjertestop midt i ens yndlingsbeskæftigelse. Døden kommer bagfra, så man ikke når at se den i øjnene. Det er det nådigste.
»Men prøv at tænke dig: Jeg har levet et lykkeligt og harmonisk liv. Jeg har haft ubetalelige oplevelser som sømandspræst i Japan og præst i både Grønland og Danmark. Men til min lykke hører mest af alt min kone, børn og børnebørn. Min kærlighed til dem og deres til mig. Og jeg har nu fået muligheden for at sige ordentlig farvel til dem. Det er jo fantastisk,« siger Bent.
Det er så her, man må vide det. Hvordan siger man farvel? Hvad siger man?
Men det er tillige her, man opdager, at det at spørge Bent Lumholt om, hvad man siger til sin familie, når man skal dø, svarer til at spørge om, hvad man siger til folk, der holder døren for en.
»Man siger selvfølgelig ’tak’,« siger han, som må der være grænser for, hvor uvidende man har lov at stille sig an.
Juleaften var hele familien med børn og børnebørn samlet hos en datter og svigersøn i København. Bent Lumholt rejste sig og holdt en lille tale til hver.
»Det lyder højtideligt, jeg ved det. Men det var også med humor. Det vigtige er bare at sige tak til hinanden. Og at gøre det med glæde, så man ikke kaster sorg på hinanden. Man skal ikke begynde på at være forfærdelig ked af, at man skal dø og sige ’mit liv har været en fiasko, jeg glemte sådan og sådan’ og så videre. Man takker. Det er, hvad man gør,« siger Bent Lumholt.
Så der synges omkring Bent. Ret beset er der ikke mere at tale om. Der er stille og roligt sagt farvel og tak i venteværelset på Hospice Djursland.
Om natten forsvinder bakkerne og bugten. Går man udenfor, ned ad bakken og ser tilbage, ligner bygningen med sine oplyste værelser ned mod Følle Bund og Kattegat et forbikørende tog på vej mod en eksotisk destination. Med passagerer i varmt oplyste sovevogne.

Bent Lumholt døde den 6. februar.