Et »forrygende stunt« fik nær kronet prins Henrik som konge af Christiania

Det var blot en rolig gåtur og en kop kaffe en søndag formiddag i december 2013.

Men hovedpersonen var prins Henrik, stedet var Christiania og tidspunktet var opsigtsvækkende. Mildest talt.

Prinsen skulle have været i Vor Frelsers Kirke 8. december 2013, men han kom angiveligt på det forkerte tidspunkt, så i stedet gik han mod voldanlægget på Christianshavn og ind på Fristaden Christiania. Uden livvagter.

Her stod han roligt på det sted, landets øjne var rettet imod netop disse dage på grund af den såkaldte Christiania-sag.

»Aviserne var fyldt med overdrevne faremomenter ved at færdes på Christiania, og så kom Prinsen. Vi synes, han lavede et stunt, der var fuldstændig forrygende flot. Hvis ikke han havde fået demens, så tror jeg nok, vi havde udnævnt ham til konge af Christiania, når han nu ikke kan blive konge af Danmark,« fortæller Ole Lykke, der er med i pressegruppen på Christiania.

Christiania-sagen eksploderede i december 2013, da det kom frem, at PET angiveligt havde kigget i Pia Kjærsgaards (DF) kalender for at holde hende fra et besøg på Fristaden, fordi PET vurderede, at hendes tilstedeværelse på Fristaden udgjorde en trussel mod hele Retsudvalget.

Blot fem dage før, Prinsen satte kurs mod Christiania, meddelte daværende chef for PET, Jakob Scharf, sin afgang. To dage efter Prinsens gåtur trak justitsminister Morten Bødskov (S) sig.

Kongehusets pressechef bekræftede efter episoden, at prins Henrik havde været på Christiania på et »privat, spontant besøg.«

»Det siger noget om, at prins Henrik var en person, der gjorde, hvad han ville uanset, hvad folk tænkte. Han har altid gået sine egne veje og blæst fuldstændig på janteloven, vi har i Danmark, hvor man kun skal gøre det, alle synes er en god idé og ikke skille sig ud og være anderledes,« siger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

Paralleller kan drages til prins Henriks gentagne besøg på det folkelige, bramfri teater Bakkens Hvile, hvor han flere gange hørte sangerinderne på Dyrehavsbakken nord for København.

»Prins Henrik kom til Det Danske Kongehus med andre traditioner og måder at gøre tingene på. Da han kom i 1969, var Danmark meget lidt internationalt. Han har bidraget til at gøre Kongehuset mere mangfoldigt. Han åbnede danskerne øjne for et mere globalt udsyn og tilførte Kongehuset det noget farverigt,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Ifølge historiker og kongehusekspert, Sebastian Olden-Jørgensen har den danske offentlighed ikke haft ret meget sans for netop Prinsens mange facetter og talenter.

»Det, der er gået skævt i forholdet mellem ham og den danske offentlighed, har skygget for sider af hans liv og virke, som nu fx det her. Som er lidt morsomt og ukonventionelt. Det har været hans frustrationer og hans til en vis grad fremmethed, som har domineret i den brede offentligheds forhold til hans person,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Spoles tiden tilbage til søndag formiddag i december 2013 stod Leila Zama, der arbejder som kok på Christiania, og forberedte sig på frokostserveringen, da hun så prins Henrik ud af vinduet. Lidt efter kom en ven løbende: »Leila, prins Henrik er på vej ind på malerværkstedet, og Finn er der alene. Du er nødt til at komme«.

Hun smed forklædet og nåede over til Finn Opera i malerværkstedet, lige inden døren gik op, og prins Henrik kom ind sammen med en mindre gruppe heriblandt to nevøer fra Frankrig og sin chauffør.

»Finn var helt oppe og køre, for han er vild med Kongehuset. Han gav dem en rundtur på værkstedet, som er stort og meget æstetisk med sten og store vinduer. De gik ind i croquis-rummet, der er hjertet af malerværkstedet, men pludselig kom Finn farende ud til mig: »Aj Leila, du må overtage, jeg kan simpelthen ikke«. Han kunne ikke rumme det. Det var for stort,« fortæller Leila Zama grinende.

Hun gik derind og sammen med prins Henrik og resten af gruppen stod hun og så på collagen på bagvæggen, hvor kvinder med bare bryster illustrerer, at rummet er dedikeret til kroppen.

Da de kom ud, stod Finn Opera klar med en kande kaffe, og efter lidt betænkningstid takkede Prinsen ja.

»Så vi satte os rundt om bordet og drak kaffe sammen. Han var sgu meget flink,« fortæller Finn Opera.

De snakkede blandt andet om malerværkstedets køkken.

»Han kunne se, at det havde vi virkelig styr på. Vi fortalte, at vi næsten allesammen er kokke, og det var han meget interesseret i. Han kunne godt lide mad, har jeg indtryk af. Så snakkede vi lidt om kunst,« siger Finn Opera.

»Vi smalltalkede, og han lavede en joke om, at vi måtte ikke sige til Margrethe, at han havde været der,« fortæller Leila Zama.

Christianitternes glæde over Prinsens »stunt« kom til udtryk året efter, da hans ansigt kom på deres årlige mønt, som en mindre delegation afleverede tre eksemplarer af på Amalienborg. Til deres overraskelse fik de senere en stor mønt retur sammen med en hilsen fra Prinsen, fortæller Finn Opera.

»Modtag min hjertelige tak for de tre modtagne eksemplarer af årets »løn« med mit portræt, som det glædede mig at modtage. Jeg vedlægger her et eksemplar af en anden mønt med mit portræt, som blev lavet for mange år siden,« skrev prins Henrik ifølge det billede, Finn Opera umiddelbart efter lagde på Facebook.

»Vi holdt lidt kontakt med Henrik siden. Så når de var på Marselisborg om sommeren, så fik de gaver over til børnene, og jeg ved ikke hvad. Vi fik bare noget sjov ud af det. Men vi havde ikke rigtig forbindelse med ham til sidst,« fortæller Finn Opera, der synes, Prinsen var venlig og imødekommende.

»Han var en flink fyr. Han havde noget folkelighed i sig,« siger han.

Ifølge Leila Zama har de også modtaget et skærebræt i julegave med Prinsens monogram på.

»Det var virkelig hyggeligt, at vi var der et sted i hans bevidsthed,« siger hun.

Ole Lykke fra pressegruppen fortæller, at Christiania har det fint med Kongehuset.

»Vi har det absolut bedre med Kongehuset, end vi har det med Folketinget. Vi lærte Henrik at kende som en meget jovial og ligefrem og hyggelig mand,« siger han.