Et ego i størrelse large

Politikeren Naser Khader finder meget lidt støtte i sin egen autoritære opdragelse, når han skal forsøge at forme sin lille datter. Sofia Bella skal være stolt af sig selv og lære ikke at lefle for den danske middelmådighed.

Et ego i størrelse large - 1
"Det er rigtigt, at det kan virke lidt som en syrisk drengeopdragelse, men dernede går det ofte ud på at give drengene et meget stort ego - for stort. Det er i strørrelsen extra large, og jeg synes, at Sofies ego kun skal være large. Men det normale i Danmark er jo medium", siger Naser Khader om sin egen datters opddragelse. Fold sammen
Læs mere

Han er opdraget med lussinger fra moderen og bedsteforældrene og i skolen blev han slået på hænderne og under fødderne, hvis han pjækkede eller ikke havde lavet sine lektier.

Den syrisk-danske politiker Naser Khader har taget adskillige mentale og kulturelle krumspring, siden han kom til Danmark som 10-årig. I dag, 27 år efter, har den radikale folketingskandidat - sammen med sin danske ekskæreste - selv ansvaret for at opdrage et barn. Men selv om Naser Khader tager afstand fra sin egen opdragelse i et patriarkalsk samfund, så henter han parakdoksalt nok mest inspiration til opdragelsen af datteren fra sin afdøde far.

11 måneder gamle Sofia Bella pludrer lystigt, som hun sidder dér i sin mintgrønne overall i klapvognen, der er presset ind på Naser Khaders trange kontor. Der er smil i de brune øjne, og munden flækker i et gevaldigt grin, da faderen stikker ansigtet ned og laver en grimasse. Det er tirsdag og dermed den dag, hvor Naser Khader har Sofia Bella hele dagen.

Politikere, der dikker små børn, er guf for enhver medierådgiver og Khaders sekretær takker da også hurtigt ja til et interview om børneopdragelse. Men kort efter indløber der betingelser. For datteren skal ikke i avisen.

»Min tidligere kæreste og jeg vil ikke have hende i medierne,« siger han til fotografen, da denne møder op på kontoret i en mørk butikslejlighed på Christianshavn.

Her er mørke skrivebordsmøbler og et væld af bøger i stopfyldte reoler. På den øverste hylde af en reol står en række tykke bind med arabiske guldbogstaver, og en kort stund føler man sig hensat til et kontor i Damaskus - lige indtil fotografen begynder at blitze ad Naser Khader og Sofia Bella, der med et pæredansk »nej!« viser, at hun har forstået lidt af sine forældres ord.

Hvordan blev du opdraget?

»Det var meget autoritært. Jeg blev opdraget i kontrol, ikke tillid. Det var ikke nok at sige sådan og sådan har jeg gjort. Der var mistro til ens handlinger og skam spillede en stor rolle. Man blev ikke belønnet for at erkende skyld, og nogle gange kunne det bedre betale sig at benægte skyld, fordi der var straf. Der blev brugt magt i opdragelsen, og det kunne jeg ikke lide,« siger Naser Khader og giver Sofia Bella en rød sut at gumle på, da hun bliver utålmodig over sin fars manglende opmærksomhed.«

En vis form for magt kommer man vel ikke udenom, hvis man som forældre skal markere nogle grænser?

»Nej, men magt kan gradueres. Der var fysisk irettesættelse og vold skaber ikke respekt, men angst. Det er en falliterklæring at bruge vold i opdragelsen. Den bør være præget af omsorg og kærlighed i stedet for magt.

Jeg blev også opdraget af bedsteforældre og onkler. Det var en kollektiv opdragelse og faktisk fik jeg flere lussinger af dem end af min mor. Lussinger var konsekvensen, hvis man overtrådte kollektivets regler. Det kunne også betyde udstødelse eller man kunne få hele familien på nakken inklusiv dem, som egentlig var enig med én. Det var familiens regler frem for den enkeltes,« siger Naser Khader og peger på, at ét familiemedlem skilte sig ud. Naser Khaders far, der flygtede til Syrien og siden emigrerede til Danmark og som nu står i glas og ramme sammen med Nasers mor øverst på en bogreol, slog aldrig sin søn.

»Min far var en af de mest fordomsfrie, arabiske mænd, jeg har mødt. Han var åben over for det, der er anderledes, hvor mange arabiske mænd er chauvinister. På det område var han en rollemodel for mig, mens han ikke var det på andre områder,« siger Naser Khader og forklarer, at faderen var en John Wayne-type med stort, busket overskæg og en meget maskulin udstråling, men at han samtidig rummede en blidhed over for andre mennesker.

Faderen nåede i sit liv at få to børn med en kvinde på Vestbredden, fem børn med Nasers mor i en landsby i Syrien og to børn med en kvinde i Danmark, som han giftede sig med, inden han fik familiesammenføring med sin syriske kone og de fem børn i Danmark.

»Det er ikke smart at rende rundt og have børn her og der. De har savnet en far. De holder meget af ham, men jeg ved, at de synes, at han har svigtet dem,« siger Naser Khader.

Du lever ikke sammen med Sofia Bellas mor. Er du ved at gå i din fars fodspor på det område?

»Det ville selvfølgelig være det mest optimale for Sofia, hvis vi boede sammen. Det er ikke sjovt det her, men der kan være omstændigheder, der gør, at det bedste er nogle gode aftaler. Vi har det fint med hinanden, vi er gode venner og så bor vi næsten lige ved siden af hinanden.«

Er der noget fra din egen opdragelse, som du gerne vil give videre til Sofia Bella?

»Jeg vil gerne give hende den stolthed, som man føler der, hvor jeg kommer fra. Hun skal være stolt af sig selv og glad for sig selv og hun skal vise, at hun er god til nogle ting. Jeg ønsker ikke, at hun præges af den danske middelmådighed. Danmark er præget af forsigtighed, forbehold og reservation. Jeg vil hellere sige til hende, at hun skal give alt det, hun har i sig, springe ud i det og engagere sig fuldt ud. Hun skal vide, at det betaler sig at gøre en ekstra indsats. Jeg kommer fra en baggrund, hvor man er nødt til at knokle, men der er så mange i Danmark, der ikke mener, at det betaler sig at gøre noget ekstra.«

Danskerne vil ikke tage omkostningerne ved at stikke næsen frem?

»Nej, og i Danmark giver man heller ikke enerne gode betingelser, mens toerne ofte får gode vilkår. Folk som Svend Auken, Uffe Ellemann og Ritt Bjerregaard fik vanskelige forhold. Man giver sig ikke tid til enerne og de udsatte grupper, men lefler for middelmådigheden. Du oplever det også i folkeskolen. De knalddygtige elever bruger lærerne ikke meget tid på.

Nogle gange bliver jeg spurgt »hvad laver du om ti år?« Jeg svarer gerne, at jeg er minister, men så får jeg at vide, at det må man ikke sige i Danmark. Man må ikke skilte med sine ambitioner. Min ven Klaus Bondam har aldrig fået så mange tæsk som da han sagde, at han gerne ville være kulturminister. Det er derfor vi ikke har så mange enere i dansk politik og kulturliv. Der skal være plads til flere originaler og til at skille sig ud fra mængden. Min datter hedder Sofia Bella Juhl Khader, så hun har da i hvert fald et statsministernavn. Dronning kan hun ikke blive - posten er jo besat af en iøvrigt dygtig dronning.«

Prøver din familie ikke at præge Sofia Bellas opdragelse?

»Jeg tror, at der i mange familier er en svigermor-konflikt. Svigermødre kan ikke holde fingrene for sig selv. Min mor kan godt finde på at klippe Sofia uden at spørge mig. Hun ser hende som sit eget barn, og der har været konflikter mellem min mor og alle hendes danske svigerdøtre, der synes, at hun er grænseoverskridende. Min mor er stadig præget af den der med, at Store Bastian kommer og tager dig, hvis du ikke sidder stille, mens du spiser. Min mor kan også godt finde på at tage Sofia op, mens hun ligger og sover. Det bryder Birgitte, min eks-kæreste, sig ikke om. Det er fordi min mor bliver for ivrig. Det kan godt skræmme Sofia. Hun bliver også bange, når min mor faster og har tørklæde på. Så tænker jeg, åh shit, jeg har fået en datter, der er skabsracist, hun kan ikke lide tørklæder.«

Hvad siger dine muslimske omgivelser til, at du har et barn uden for ægteskabet?

»De kan ikke blive overraskede længere. (Naser Khader flygtede engang under stort postyr fra en kusine, han blev gift med, og måtte betale 30.000 kroner i kompensation, red.) Jeg kan godt få perfide kommentarer fra andre. En araber skrev i Politiken i forbindelse med Mona Sheikh-sagen, at Mona bare skulle drikke alkohol og få et barn uden for ægteskabet, så skulle hun nok blive accepteret af de radikale. Alle vidste, hvem der blev hentydet til. Min familie hører en del spydige kommentarer fra traditionelle muslimer, men hvad fanden tænker de mennesker på i et land, hvor halvdelen af børnene fødes uden for ægteskabet?«

Hvordan ser du Sofia Bellas fremtid i Danmark, der bliver mere og mere polariseret omkring indvandrere?

»Det ser lidt sort ud i øjeblikket, og der er ikke grund til den store optimisme. Selv om jeg nogle gange er ved at kaste op over at blande mig i indvandrerdebatten, så kan jeg ikke lade være, for det kommer til at betyde noget for Sofia og mine søskendes børn. Jeg føler mig ikke på bølgelængde med så mange i debatten. Dem, der fylder meget, kører meget på indvandrernes offerrolle og så er dem, der benægter alt og bliver fuldstændig assimileret. Hvis tingene skal mødes, kræver det nogle ildsjæle.«

Du bliver indimellem selv beskyldt for at være blevet så dansk. Hvordan sørger du for, at din datter bliver bevidst om sine rødder?

»Jeg lærer hende arabisk. Jeg tror, at det er en fordel, at hun bliver to-sproget. Så kan hun læse bøger og sætte sig ind i kulturen. Jeg vil gerne tage hende med derned, hvor jeg er født. Jeg har talt med min eks-kæreste om, at hun skal sige, at hun er dansker med arabiske rødder, og mange gange skælder min eks-kæreste mig ud for ikke at tale nok arabisk med hende.«

Har du diskuteret opdragelse med din eks-kæreste?

»Vi boede sammen i flere år og forsøgte at få børn, men det lykkedes først, efter vi flyttede fra hinanden. Før vi fik Sofia, talte vi om livets store spørgsmål. Det er meget vigtigt i blandede ægteskaber. Det går ofte galt, hvis folk får børn kort efter, at de har mødt hinanden. Vi blev enige om, at barnet hverken skulle døbes eller gennem et islamisk ritual, for ingen af os praktiserer vores religion. Jeg betragter mig selv som kulturel muslim, og Birgitte går lige så lidt i kirke som de fleste danskere. Hvis man lader sit barn døbe, skal man også opdrage det i den kristne tro. Det har konsekvenser, det er ikke for sjov. Jeg spiser ikke selv svinekød, men det skyldes mere en indre væmmelse end religion. Så Sofia skal ikke regne med at få svinekød hos mig, men jeg har da ikke noget imod, at hun får sig en pølse hos sine bedsteforældre. Vi har også talt med vuggestuen, hun skal begynde i, om, at de ikke skal give hende svinekød.«

Opdrager du i virkeligheden ikke din datter, som man ville opdrage en dreng i Syrien?

»I byerne i Syrien og Jordan er der også halvdemokratiske familier, der opdrager piger lidt friere end man gør i landdistrikterne. Men det er rigtigt, at det kan virke lidt som en syrisk drengeopdragelse, men dernede går det ofte ud på at give drengene et meget stort ego - for stort. Det er i størrelsen extra large, og jeg synes, at Sofias ego kun skal være large. Men det normale i Danmark er jo medium.«

Hvad vil du gøre, hvis hun engang vil giftes med en fundamentalist?

»Det vil jeg have det dårligt med. Jeg vil ikke slå hånden af hende, for hun må selv vælge i kærlighed, men det vil svare til, at en dansk pige kommer hjem med en mand fra Moon-bevægelsen. Jeg vil forsøge at opdrage hende, så hun ikke føler sig tiltrukket af fundamentalister af enhver slags. Så hun bliver immun.«