Et barn er født

Danmark og hele den vestlige verden har et problem. Vi får alt for få børn, og vi får dem for sent. Både læger, økonomer og store organisationer advarer om, at vores velfærd er truet. Og antallet af børn, der skal undfanges med kunstig befrugtning, vil stige voldsomt. Men hvordan får man verdens stadig mere veluddannede og selvstændige kvinder til at ændre adfærd?

Charlotte Degn blev først mor til Sebastian som 37-årig - og det fortryder hun ikke: »Jeg har haft en stor vennekreds i mit voksenliv, hvor det ikke var exceptionelt at være barnløs langt oppe i 30erne. Jeg kunne da godt blive ret forurettet, hvis nogen indimellem sad og spurgte ind til mine valg og grunde til ikke at have mand og børn. På det punkt overskrider folk nemt hinandens privatsfære,« siger Charlotte Degn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

Mens hele den kristne verden i aften fejrer historiens mest feterede drengebarn, er det et andet lille væsen, der er i centrum hjemme hos Charlotte Degn og hendes mand, Tue. Nemlig Sebastian, der lige er fyldt et år.

For den knap 39-årige Charlotte er dét at have Sebastian lige så stor en livsomvæltning, som det er en kæmpe lykke. Som mange andre danske kvinder med en videregående uddannelse og fuld fart på karrieren, har familieforøgelsen ladet vente på sig:

»Det har ikke været en bevidst plan, men i mine 20ere handlede det om uddannelse og om at søge udfordringer. Det handlede om mig selv. Da jeg begyndte at tænke i andre baner, lå den rette mand ikke bare klar på et sølvfad,« siger hun, der i dag arbejder som konsulent og har været sammen med Tue i fire år. De kunne på lykkelig vis have tilbragt et par år mere sammen bare som par, siger hun, men aldersfaktoren lurede i baggrunden:

»Jeg var midt i 30erne, så det var jo ikke for tidligt at begynde at tage stilling til børn. Nu er alle spekulationerne lige meget, for vi har fået en skøn dreng, men jeg kan huske, at det irriterede mig, at den beslutning stod og pressede på,« siger hun.

Til gengæld er hun ikke sikker på, at Sebastian får søskende:

»Hvis jeg var 32 år i dag, ville jeg sige ja. Men Sebastian er kun ét år, så der skal gå et stykke tid, og så er det måske lidt sent. Jeg stiller også spørgsmålstegn ved, om det er det rigtige i forhold til vores livsstil. Med kun ét barn har man stadig meget frihed. Og jeg foretrækker klart en relativt harmonisk ét-barnsfamilie frem for en stresset flerbørnsfamilie. Der er mange ting i samfundet, som vanskeliggør at have flere børn og et travlt job,« siger hun.

Velovervejet og veluddannet
Det er svært at se de store minusser ved en velovervejet og veluddannet familie som Charlotte Degns. Mange unge kvinder for bare 20-30 år siden ville have givet en halv arm for de oplevelser og det arbejdsliv, hun har haft, før Sebastian meldte sin ankomst. Hendes muligheder er et resultat af brændte bh’er, af ligestillingskamp og en velfærdsudvikling i særklasse. Det strutter nærmest af samfundsoverskud.

Men tager man en masse Charlotte’r ­– og hende bliver der ifølge statistikken stadig flere af på det europæiske kontinent – sætter det alligevel grå hår i hovedet på økonomer og læger.

Faktisk bliver det til et problem så stort, at eksperter og store internationale organisationer mener, at det er på niveau med klimaforandringerne. Med andre ord; det truer menneskehedens fortsatte trivsel og eksistens!

Det er store ord. Men de fremmeste autoriteter i Europa har ikke holdt sig tilbage med at tage dem i brug.

Mens Paven sidste jul gjorde klar til den årlige markering af Jesu fødsel, lod han også forstå, at han gerne så flere undfangelser – også helt uden Helligåndens mellemkomst – over det ganske Europa.

»Europas problem – det synes ikke at ønske at få børn længere – gennemtrænger min sjæl. For udlændinge må Europa synes at være træt; som om kontinentet ønsker at forsvinde ud af historien,« sagde Paven i en juletale.

EU har udtrykt samme bekymring. Det faldende fødselstal er »en af de største udfordringer, EU kommer til at stå over for i de kommende år,« hedder det i den seneste meddelelse fra Europa-Kommissionen om emnet.

Tallene taler deres tydelige sprog.

I samtlige 27 EU-lande er fødselsraten nu for lav til at opretholde befolkningstallet uden massiv indvandring. Befolkningen reproducerer sig ved en fødselsrate på 2,1 barn pr. kvinde, Danmarks ligger efter katastrofale fødselstal i 1980erne nu på 1,85 barn pr. kvinde eller lavere, afhængig af hvilke databaser, man spørger. Men det er stadig for få, og EUs fødselsrate roder rundt helt nede på 1,5 barn pr. kvinde.

Særligt i de tidligere østlande og i Sydeuropa synes kvinderne med en fødselsrate på 1,2 helt at have mistet lyst til bleskift.

Det har voldsomme implikationer for EUs økonomiske fremtid. Allerede i dag er der flere ældre end børn i Europa; den skævhed vil kun blive endnu større de kommende år. Og hvem skal så betale for vores velfærd?

Verdenstendenser
I en klinik på fjerde sal på Nørrebro sidder overlæge Svend Lindenberg og forsøger at dæmme op for verdenstendenserne.

Udenfor, i Københavns Kommune, præsterer kvinderne landets laveste fertilitet: 1,5 barn pr. kvinde. Men herinde, mellem hvidmalede vægge og bag blå døre på privatklinikken Nordica, laver hvidkitlede specialister børn i petriskåle og varmeskabe.

Svend Lindenberg er bekymret.

Han var en af lægerne i det pionérteam, der i 1983 frembragte Danmarks første reagensglasbarn. Dengang var forskerne enige om, at hvis man kom op på 200 behandlinger årligt, ville det være helt vildt.

I dag udføres der en halv mio. reagensglasbehandlinger om året i Europa. De 12.000 alene i Danmark. Hertil kommer 10.000 inseminationer. Og det kan ses på fødselstallet; 7,2 procent af en dansk fødselsårgang, omkring 4.000 børn, er i dag resultatet af kunstig befrugtning, viser de seneste tal fra Dansk Fertilitetsselskab.

Det er noget nær en fordobling på et årti, og afspejler det simple faktum, at stadig flere danskere ikke kan få børn via naturmetoden.

»Den væsentligste årsag til, at barnløshedsproblemet bliver større herhjemme, er alder. Kvinderne er ved at dumme sig på befolkningens vegne, fordi de vælger børnene fra indtil sidst i deres reproduktive periode, hvor de har sværest ved at få dem. Og den beslutning er mændene, vores kultur og samfundsindretningen godt med til at støtte op omkring,« siger Svend Lindenberg:

»Det kan lyde som om, jeg vil bombe kvinderne tilbage til kødgryderne, men det har intet med mandschauvinisme at gøre. Jeg anfægter bare, at samfundet og vores kultur har indrettet det sådan, at det for mange kvinder først passer at få børn, når de har gjort karriere og er sidst i 30erne. Som reproduktionslæge kan jeg kun sige, at det er et katastrofalt dårligt valg«.

Lindenberg har efterhånden siddet over for mange kvinder sidst i 30erne. Nogle har deres mand i hånden, andre deres kvinde. En tredje gruppe er, som med alt andet i deres liv, tvunget til at tage sagen i egen hånd i 11. time:

»Mange af mine patienter er så veluddannede og selvstændige i deres livsførelse, at de har svært ved at finde en passende mand at få barnet med. Det er kvinder i deres bedste alder med utroligt stærke ressourcer. De fleste af dem har bare glemt at tænke på, at deres reproduktive alder ikke er blevet væsentligt forlænget siden stenalderen,« siger Svend Lindenberg.

Hans kollega, Anders Nyboe Andersen, professor og leder af Rigshospitalets fertilitetsklinik, er helt enig:

»Spørger man unge mennesker, forestiller mange sig, at de bare kan få børn, når de er mellem 40 og 45 år. Men det er altså vanvittigt få, det lykkedes for. Vi har kvinder, der kommer på klinikken som 35-årige og reelt ikke har flere æg,« siger han.

»Det er jo gode og anstændige motiver, kvinderne har for at udskyde det. Man vil gerne være etableret i et godt parforhold, på arbejds- og boligmarkedet. Men konsekvensen bliver altså, at der er en gruppe kvinder, der bliver snydt for børn eller skal gå grueligt meget igennem for at få dem,« siger han.

Både Anders Nyboe Andersen og Svend Lindenberg opfordrer derfor kvinder til at tænke sig godt om og overveje risici ved at udsætte børneprojektet, når de runder de 30 år:

»Vores bidrag som læger kan kun være at gøre opmærksom på det her. Vi har sejret vældigt flot med oplysning omkring prævention til de unge. Men tiden er måske inde til at forklare kvinderne, at de skal værne om deres fertilitet i den anden ende,« siger Anders Nyboe Andersen.

Forskellige forsøg i andre lande
Også politikerne og arbejdsgiverne kan hjælpe til med bedre forhold for nybagte mødre, mener lægerne.

I andre lande har man forsøgt sig med forbedrede barselsordninger, længere åbningstider i daginstitutionerne og skattelettelser. Og enkelte, Rusland og en svensk kommune eksempelvis, med mere »lige-til-stålet«-idéer; nemlig officielle »hop-i-kanen«-dage og -ferier. Men ingen steder er man nået over den magiske fertilitetsrate på 2,1.

Det kan virke som om, det er noget andet og mindre håndgribeligt, man skal have fat i: Nemlig kvindernes egen indstilling til tilværelsen og det gode liv. Men er det overhovedet muligt at vende årtiers tidsånd?

Spørger man Charlotte Degn, fortryder hun i hvert fald ikke, at hun gik i gang med »børneprojektet« sent i livet:

»Det ville være det samme som at sige, at jeg fortryder det liv, jeg havde før, og det ville jeg aldrig have været foruden. Hvis jeg stod i dag uden Sebastian, ville mit svar måske have været et andet, så havde mine valg haft meget store konsekvenser. At det ikke bliver til to børn; det kan jeg leve med.«

Spørgsmålet er, om samfundet kan leve med, at stadig flere kvinder vælger som Charlotte.

Berlingske Tidende undersøger i en række artikler over de kommende uger årsagerne til det lave fødselstal, konsekvenserne af de få børn – og hvad samfundet kan og vil gøre ved det.

Kilder: EU; EUROSTAT; FN World Fertility Report; Institute for Family Policies; Dansk Statistik; Vienna Insitute of Demography; Nordica; European Society of Human Reproduction and Embryology (ESHRE), SFI.