Et af frihedskampens sidste vidner er død

Elisabeth Bomhoff spillede en aktiv rolle i modstandsgruppen Holger Danske og havde et tæt forhold til Flammen og Citronen. Hun blev 102.

Foto: Keld Navntoft. Lis Bomhoff var en af de sidste øjenvidner tilbage, der kunne fortælle om en af de mest betydningsfulde begivenheder i Danmark. Derfor var hun også en af hovedkilderne til Ole Chr. Madsens film "Flammen og Citronen". Hun bevægede alle med hendes enestående evne til at fortælle. Hun gjorde ikke kun indtryk hos filmens hovedpersoner Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen.  Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary var ligeså betagede af hendes beretninger til gallapremieren på filmen i 2008. 
Læs mere
Fold sammen

Elisabeth Bomhoff var en af de få tilbage, der havde oplevet modstandskampen helt tæt på. Hun er natten til onsdag død, 102 år.

Hun vil blive husket for sin særlige rolle i modstandskampen, hvor hun selv var meget aktiv og havde de helt store profiler som Flammen og Citronen boende i sit hjem. Mennesker, som hun kom helt tæt på og senere med stor glæde har berettet om. Senest i Berlingskes særtillæg »Frihedens stemmer«, hvor fortællinger fra nogle af de sidste modstandsfolk, der er tilbage, er samlet. 

Elisabeth Bomhoffs liv begyndte langt væk fra modstandskampen. Hun voksede op i en fiskerfamilie i Faxe Ladeplads og her var drømmene helt andre, end hvad der senere skulle blive et stort kapitel i hendes liv. Elisabeth Bomhoff drømte både om at arbejde i en modeforretning og få en dansekarriere. To drømme hun formåede at føre ud i livet, da hun som ung kom i lære i Illum og senere drev en stor danseskole i København ved Rådhuspladsen med sin mand. 

Vejen ind i modstandskampen skete ved en tilfældighed. Elisabeth Bomhoff blev gift med Helmer Bomhoff, og sammen flyttede de i et hus i Hjortekær, som Helmers far, Gunnar Bomhoff, havde givet dem. Huset lå perfekt. Lige op til dyrehaven og blev hurtigt set som et ideelt opholdssted for modstandsfolk. 

Efter nogen tid blev Flammen (Bent Faurschou Hviid) afleveret hos det nygifte par. Det var sådan, de lærte hinanden at kende. Han boede i kælderen, og automatisk blev Citronen (Jørgen Haagen-Schmidt) også introduceret til Elisabeth Bomhoff. Ligesom hun også husede Frode Jakobsen, der var med til at danne Frihedsrådet. Elisabeth Bomhoff kom helt tæt på den absolutte inderkreds i modstandskampen.

Når Flammen havde været i Sverige til hemmelige møder, havde han altid gaver med hjem til Elisabeth omhoff. Han var meget ivrig og trippede ved siden af hende, mens hun pakkede op. Elisabeth Bomhoff fik næsten aldrig åbnet gaven, før han spændt spurgte, om hun kunne lide det. Det kunne Elisabeth Bomhoff altid.

Han kaldte Elisabeth Bomhoff for »Lillemor«. Hun var generelt en del ældre end de fleste modstandsfolk. Hun passede på dem, bekymrede sig om dem og fortryder aldrig, at hun var en del af kampen og satte livet på spil. 

Selvom hun blev taget til fange af Gestapo og blev ydmyget og udsat for mental tortur, så knækkede hun aldrig. Iskold stod hun over for den ene tysker efter den anden og blev forhørt. De kunne ikke nå ind til hende. Heller ikke da to tyske soldater tog ladegreb og sigtede mod Lis. »Så skyd da« havde hun sagt.

Elisabeth Bomhoff har aldrig været bange for at dø. For døden er en del af livet, og livet kan man ikke rende rundt og være bange for, var hendes leveord. Hun har heller aldrig haft mareridt efter hendes oplevelser i modstandskampen.

Efter forhøret hos Gestapo sad Elisabeth Bomhoff både i Dagmarhus og Vestre Fængsel for til sidst at ende i Frøslev-lejren, da hun var 32 år. Et sted Elisabeth Bomhoff faktisk oplevede
som en god tid. Alle hjalp hinanden. Alle var lige. Alle klasserne, der ellers
prægede samfundet, var visket væk. Det var ikke længere det, der betød noget. Sammen forsøgte man at holde humøret oppe. Når tyskerne meget tidligt lagde Elisabeth Bomhoff og de andre kvindelige fangere i seng, låste de døren og slog skodderne
ned for vinduerne. Efter fem minutter ramte det ene par kvindefødder efter det andet gulvet og der blev sunget sange og underholdt til langt ud på natten.

Det var i Frøslevlejren, at Elisabeth Bomhoff fik beskeden om, at
krigen var slut, og tyskerne havde kapituleret. Nogle i lejren havde tidligere
gemt en flagstang i jorden. Den blev gravet op, og inden længe blev Dannebrog
hejst mod himlen.

Men friheden rørte ikke ved Elisabeth Bomhoffs ansvarsfølelse. Hun
har altid været et ordensmenneske. Som formand for kvindebarakken havde hun
ansvaret for at holde ro og orden. Med køligt overblik lød hun hendes mand og
venner vente i lastbilen væk mod Frøslevlejren. Der var blevet spist hakkebøffer
med bløde løg i barakken og sådan kunne stedet absolut ikke forlades.

For selvom Danmark var blevet befriet, kunne det ikke ligne
en svinesti.

Elisabeth Bomhoff blev skilt fra sin mand i 1953 og drev efterfølgende blandt andet en eksklusiv modeforretning på Oslo Plads. 

Der skulle gå over 25 år, før Elisabeth Bomhoff begyndte at fortælle om sine oplevelser. Hendes indlevende og åbne væsen førte til mange samtaler og oplevelser gennem hele livet. Som et centralt øjenvidne var det ikke mærkeligt, at hun blev en af hovedkilderne til Ole Chr. Madsens film »Flammen og Citronen«. Og heller ikke mærkeligt at både filmens hovedpersoner Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen og kronprinsparret blev betaget af hendes enestående evne til at fortælle.

Hun gjorde indtryk. Ikke bare i modstandskampen, men også de steder hun senere i livet slog sine folder.