Et af årtiets store mysterier har bidt sig fast – og boligejerne trodser fortsat risikoen

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til samtalen til nytårsfesten.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God morgen og velkommen til den sidste dag i dette årti. Det sidste overblik i år giver noget at have nytårsforsættet i. Arbejde mindre? Ja, hvorfor ikke, lyder det fra fra virksomheder og forskere.

Men behøver festen i aften absolut at være en sprængfarlig cocktail af alkohol og krudt og ild? Eller er det en tradition, der er på retur? Det kommer vi tilbage til og runder undervejs lige et af årtiets store mysterier, som boligejere må knibe sig selv i armen for at tro på.

Fire dages arbejde – og så fri igen

Mange vil begynde det nye år med to arbejdsdage inden en kærkommen weekend. Det er måske ikke helt det scenarie, der bliver trukket op i Berlingskes artikel om IT-virksomheden Abtion. Men at man her og andre steder eksperimenterer med fire dages arbejdsuge, kunne være en foræring til et nytårsforsæt.

I artiklen vurderer Janne Gleerup, der er lektor i arbejdsliv på Roskilde Universitet, at fire dages arbejdsuge er en af de tendenser, der sandsynligvis vil udbredes på arbejdsmarkedet i fremtiden:

»Vi ved fra forskning, at en reduceret arbejdstid kan styrke arbejdsmiljøet på flere parametre. Medarbejderne bliver mere motiverede og mindre stressede og dermed også mere effektive.«

Den besnærende tanke kan man få med sig ind i det nye år her.

Mysteriet om renten

En af de mystiske ting, som det seneste tiår vil blive husket for, er, at det sluttede med negative renter på mange boligejeres lån. Som Jyllands-Postens Finans beskriver det, betyder det ikke, at man direkte får penge i hånden for de lånte penge.

Men man får et ekstraordinært afdrag på sit flekslån med variable renter. Det betyder så også, at man er klar til at løbe en stor renterisiko, som Finans skriver. Men fristelsen er stor, og mange lader sig friste.

Det er måske ikke så magisk, men næsten lige så mystisk, at boligejere også kan låne til fast rente og høje kurser – og så alligevel slippe med én procent i rente.

Skal man forbyde fyrværkeri?

Der er endnu nogle timer til, at festen begynder. Men så kan man jo tale lidt om fyrværkeriet. Er det egentlig en god idé?

I en ny undersøgelse lavet af Megafon for TV 2 og Politiken erklærer et klart flertal sig enige i meningsmålingens formulering om, at »brugen af fyrværkeri for private skal begrænses til kun 31. december og 1. januar«.

Men er det egentlig en god idé i det hele taget at have en aften, hvor voksne drikker sig – ofte meget – fulde og derefter går ud og leger med ild og krudt sammen med deres børn eller med hinanden? Eller lader børnene gå ud selv med fyrværkeriet og så resten af året minder dem om, at de skal huske cykelhjelmen?

Eller er det en god og værdifuld ventil til en stramt styret tilværelse med orden og regler, at man kan slå sig løs én gang om året – og så huske beskyttelsesbrillerne?

Danskerne i målingen er langt mere splittede i spørgsmålet om et totalforbud mod brug af fyrværkeri for private. Det kan man læse om i Politiken og hos TV 2.

Forbud mod fyrværkeri i Sverige og Tyskland

Og nu vi er ved fyrværkeriet. Mens hundene bævrer, har nytårskåde mennesker taget forskud på festen i København og andre steder. Og nogle har fået den aldeles ufestlige idé at rette nytårsraketter mod politi, brandmænd og forbipasserende.

Men i europæiske lande omkring os har myndighederne besluttet at lægge festen i faste rammer – også for dem, der ikke har ondt i sinde. I Tyskland er det gjort ulovligt at affyre fyrværkeri i enkelte bydele, som man kan læse om her.

I Sverige er det nu forbudt at affyre nytårsraketter, hvis man ikke har fået en særlig tilladelse fra kommunen – og ikke mindst har taget et omfattende kursus i at håndtere fyrværkeriet. Ved overtrædelse af loven er festen helt forbi. Det kan koste op til tre års fængsel, som man kan læse om her.

Som Connie Hedegaard ser København

Vi slutter årets sidste overblik af med København set med Connie Hedegaards øjne. Hun fortæller i Berlingske til Trine Munk-Petersen om, hvordan nærheden til vand både definerer og afgrænser København og gør den overskuelig.

Connie Hedegaard glæder sig over, hvordan den danske hovedstad har åbnet sig. Og hun fortæller om den særlige følelse at cykle gennem byens nye kvarterer langs vandet, og »hvor det pludselig går op for én, at der ligger sommerhuse og noget, der ligner en landkøbmand, bare et par kilometer fra Rådhuspladsen«.

Når champagnen er lagt på køl og kransekagen har taget form, kan man bruge ventetiden til at tage turen gennem København sammen med Connie Hedegaard ved at trykke her.

Dagens citat

I Berlingske fortæller entertaineren og tusindkunstneren Jacob Haugaard om sit liv, der var ved at drukne i alkohol. I Jens Rebensdorffs fine portrætinterview kan man finde dette citat:

Jacob Haugaard

»»Det var sådan noget, der kunne ske med jævne mellemrum, fra jeg var 15, til jeg var 40 år. Når jeg var i København for at optræde, og de andre var taget afsted, kunne der godt gå en måned, før jeg kom hjem. Jeg kunne sidde i en måned ude på Christiania. Det var på den måde, jeg kom i forbindelse med hele holdet omkring Kim Larsen.««