Eritreanere til Danmark: I må være blevet vildledt

Et netværk af eksil-eritreanere har skrevet et åbent brev som reaktion på Udlændingestyrelsens opsigtsvækkende rapport om Eritrea. Rapporten kritiseres, men samtidig opfordres der til stramninger.

Asylansøgere fra Eritrea risikerer tortur, hvis de danske myndigheder sender dem hjem, lyder det fra professor, der trækker sit navn tilbage fra omdiskuteret rapport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udlændingestyrelsen har fuldstændigt misforstået eritreaneres mulighed for at vende tilbage til Eritrea. Det mener det europæiske netværk af eritreanske eksilorganisationer, Stop Slavery in Eritrea, om konklusionerne i Udlændingestyrelsens rapport, der har været omdiskuteret den seneste uge.

I rapporten er argumentet, at flygtede eritreanere trygt kan vende hjem, hvis de betaler to procent af deres løn og i øvrigt underskriver et såkaldt angrebrev. Selv desertører fra den frygtede nationaltjeneste og folk, der har forladt Eritrea illegalt, anses ikke af Udlændingestyrelsen som i fare for forfølgelse. Derfor bør nationaltjenesten og illegal udrejse ikke længere være grundlag for asyl i Danmark, fastslår rapporten.

Men det er en chokerende konklusion, fastslår Feruz Tewelde, talsmand for Stop Slavery in Eritrea, et regimekritisk netværk.

»De danske myndigheder må være blevet vildledt,« siger Feruz Tewelde til Berlingske. Talsmanden forklarer:

»Der findes eritreanere, som kan rejse til og fra Eritrea, selv om de har fået asyl i Europa. Men antallet er minimalt. Kun venner af regimet kan vende tilbage uden frygt for repressalier. Desertører fra national­tjenesten vil ikke være i sikkerhed uanset hvad,« siger hun.

I et åbent brev, som er en direkte respons på Udlændingestyrelsens rapport, opfordrer netværket ligefrem til en asylstramning. Stramningen bør gælde eritreanere, som »genetablerer« forholdet til regimet, selv om de har fået asyl i Europa. Disse venner af regimet bør miste opholdstilladelsen, for de har netop intet at frygte, mener eksil-­eritreanerne.

»Vi vil ikke have problemer med, at Danmark eller andre lande returnerer sådanne folk til Eritrea,« skriver organisationen i brevet og advarer mod »at forveksle det lille antal regimetilhængere med det store flertal af asylansøgere, som lever op til kriterierne for beskyttelse i flygtningekonventionen«.

Norge på strammerkurs

Norge giver asyl til flygtninge fra Eritrea, men har i år grebet ind over for muligheder for at besøge hjemlandet, siger Udlændinge­direktoratets direktør, Frode Forfang.

»I slutningen af maj indførte vi begrænsninger i rejsedokumenterne for flygtninge fra Eritrea, så de ikke kan rejse til Eritrea, Sudan og Etiopien. Vi så tendenser til, at folk med flygtningestatus besøgte Eritrea. Det blev opfattet som et misbrug af asyl­ordningen. Derfor blev der indført stramninger på rejsedokumenterne,« siger han.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, er enig med eksil­eritreanerne i, at hjemrejse bør udelukke asyl. Han er også positiv over for den norske model med at bremse muligheden for at rejse tilbage, hvis man først har fået asyl.

»For vi har set mange eksempler på, at folk er flygtet, har fået ophold og herefter tager på ferie i hjemlandet,« siger Martin Henriksen.

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, henviser til, at kan man rejse tilbage, er man ikke forfulgt.

»Men vi skal være opmærksomme på, at flygtninge med ophold skal kunne rejse hjem, hvis situationen pludselig ændrer sig i hjemlandet,« siger hun.

Oplysninger fra flere kilder

Udlændingestyrelsens vicedirektør, Lykke Sørensen, skriver til Berlingske:

»Vi må henholde os til, at vores rapport fremlægger en række kilders oplysninger, og de indgår i sagsbehandlingen ligesom en række andre baggrundsoplysninger. De nye oplysninger vil for nogle ansøgere betyde, at asylmotivet tilbagevises, men det fremgår af rapporten, at der i andre tilfælde utvivlsomt vil være grundlag for at give asyl. Hvis en person får opholdstilladelse i Danmark som flygtning, vil den pågældende som udgangspunkt ikke have mulighed for at rejse til sit hjemland.«

Både SF og Enhedslisten har kaldt justitsminister Mette Frederiksen (S) i såkaldt samråd om den danske rapport.

Tidslinje over Eritrea-sagen (klik på pilene eller træk i billedet):

LÆS MERE