Erik er handikappet og ensom - blev udnyttet økonomisk af piger på Sugardaters.dk

En handikappet mand i 30erne mødte 19-årige tvillinger på Sugardaters.dk. Han håbede at få et forhold til pigerne, fortæller han, men de brændte ham af og udnyttede det til at få mere end 15.000 kroner ud af ham.

Arkivfoto. En handikappet mand i 30erne mødte 19-årige tvillinger på Sugardaters.dk. Han håbede at få et forhold til pigerne, fortæller han, men de brændte ham af og udnyttede det til at få mere end 15.000 kroner ud af ham. Fold sammen
Læs mere

Mænd der udnytter pigers drømme om tilbedelse og luksus. Piger som appellerer til mænds håb om hurtig kærlighed og rå sex og snyder dem for store summer. Det er fortællingen om Sugardaters.dk, vurderer en handikappet mand i 30erne. Han fortæller, at han er blevet bedraget af flere unge kvinder, som han har mødt gennem hjemmesiden.

En kølig aften i oktober mødtes Erik, der i virkeligheden hedder noget helt andet, med et sæt 19-årige kønne tvillingepiger, den ene lys, den anden mørk. Erik havde aftalt mødet via Sugardaters.dk og sat pigerne stævne på et hotel på Vesterbro.

Han lovede tvillingerne 8.000 kroner kontant mod at have sex med dem begge. Men under mødet fik han ondt af kvinderne og ville ikke være sammen med dem.

»Pigerne var studerende og i dyb pengenød. Og de fortalte, de var blevet voldtaget af fire mænd, som de mødte via Sugardaters.dk. Jeg fik medlidenhed med dem. Jeg ville ikke udnytte situationen til at have sex med dem,« fortæller han.

Erik smed otte tusindkronesedler på bordet; den aftalte pris for mødet, da han gik. Snart blev han kontaktet af en af tvillingerne igen, fortæller han. Hun manglede penge. Pigerne var angiveligt fra en velhavende, københavnsk familie, men ville ikke bede familien om penge. I stedet tryglede den unge kvinde Erik om 5.000 kroner. Som blev til yderligere 4.000 kroner. Og vist også 3.000 kroner mere.

»Jeg er handicappet og ensom,« siger Erik. »Det er svært at finde en pige. Mit håb var at blive venner med pigerne. Det var først hen ad vejen, at jeg forstod, at de udnyttede mig.«

Berlingske afdækkede i søndags, at Sugardaters.dk de facto formidler prostitution. Strafferetsekspert Jørn Vestergaard vurderer, at der kan være basis for en straffesag med udgangspunkt i bestemmelsen om rufferi. Handikappede Eriks fortælling føjer nye nuancer til billedet af datingportalen. Hjemmesiden har ikke blot stor trafik fra ældre mænd, der udnytter unge kvinder, som vil feteres og tjene penge og bliver hærdede af det. Der er også yngre kvinder, som udnytter mænd.

Tirsdag denne uge landede et spørgsmål på justitsministerens bord fra SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt. Retsordføreren forlanger, at justitsministeren tager stilling til, om bagmændene bag Sugardaters.dk kan være i konflikt med straffelovens rufferibestemmelse.

En test med kvindeprofil

Tvillingerne er ikke de eneste, der har set deres snit til at drage økonomisk fordel af handikappede Eriks drømme om sex og kærlighed. I de følgende måneder har mellem otte og ti piger bedraget ham for mellem 500 til 2.500 kroner pr. gang. Flere af pigerne forlangte, at han betalte før mødet via MobilePay. Derpå mødte de aldrig op.

»Jeg ville ikke opgive håbet om at møde en pige, der vil være sammen med mig. Det er lykkedes for mig før,« fortæller Erik.

Han er ikke i tvivl om, at Sugardaters.dk formidler køb og salg af sex. Og at udbyderne er klar over det. Han opdagede, at en af de kvindeprofiler, der snød ham, var et ansigt, han havde set før: smuk, udfordrende pige på 18 år.

»Jeg undersøgte det og opdagede, at billedet blev brugt på flere profiler.«

Erik mistænkte, at der var tale om fusk og afprøvede tesen ved selv at oprette »en kvindeprofil« med et fristende billede af en kvinde.

»I løbet af de første 15 minutter var der mindst 45 mænd, som reagerede. De tilbød mig 500 kroner for en times sex. Eller 1.500 for en nat. Priserne for sex er pressede, billige på Sugardaters.dk, fordi mange af pigerne er unge og mangler penge.«

Udbyderne af Sugardaters.dk reagerede i går ikke på Berlingskes anmodninger om en kommentar. Men en af bagmændene, forretningsmanden Rikki Tholstrup Jørgensen, har til Berlingske tidligere udtalt:

»Vi tillader ikke nøgenbilleder eller tekster, der lægger op til prostitution.«

Rikki Tholstrup Jørgensen nægter, at Sugardaters,dk formidler prostitution og mener ikke, Sugardaters.dk er hverken værre eller bedre end andre datinghjemmesider som Scor.dk eller auktionsdate.dk.

Men ifølge Erik flød hans profil »med priser for køb og salg af sex«.

»Hvis du spørger mig, er det et kødmarked. Det er sex og penge, der udveksles lige på og hårdt,« siger han.

Berlingske kender Eriks navn og virkelige identitet.