Erik Berre Rolandsen

Dræbt af en vejsidebombe den 7. august 2010, 26 år

Erik Berre Rolandsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De skulle slet ikke have kørt den sidste tur. Alligevel sad 26-årige overkonstabel af første grad, Erik Berre Rolandsen, sammen med soldaterkammeraten Kristian Dreholm, tre andre danske soldater og to engelske i et infanterikampkøretøj, der krydsede vej gennem de to lejre, Clifton og Malvern, midt i det afghanske landskab.

Det var den 7. august 2010, og det nye hold, der skulle afløse Hærens Hold 9, var forsinket. Lejren var allerede pakket sammen, og det var lettere bare at klare opgaverne selv, for jo hurtigere kunne de komme hjem. Knap var Erik, Kristian og de fem andre soldater kørt af sted, før køretøjet ramte en sprængladning.

Eksplosionen var så kraftig, at den sendte det 35 ton tunge kampkøretøj fire meter gennem luften. I et inferno af støv, gasser og partikler kom Kristian Dreholm til sig selv. Han lå under vognen, slynget ud af den kraftige sprængladning. Han var dog sluppet med en brækket næse og en ordentlig rystetur. Erik Berre Rolandsen derimod sad stadig inde i vognen, hvor sort røg fyldte det skævvredne indre af køretøjet, da Kristian Dreholm kiggede ind. En besværet stemme fandt vej fra vognens inderste. Erik var i live. Han sad fast, råbte han, men det var umuligt for Kristian Dreholm at hjælpe ham ud, selvom han stædigt forsøgte flere gange. I stedet forsikrede han Erik om, at hjælpen var på vej.

Der gik næsten ti minutter, før assistancen kom. For Kristian Dreholm føltes det som en evighed. Han løb frem og tilbage mellem de fem soldater, der lå spredt uden for køretøjet, mens han skiftevis ydede dem førstehjælp. En handling, der formentlig var med til at redde fire af soldaternes liv. Gentagne gange forsøgte han også at komme i kontakt med Erik, men for hver gang blev svaret svagere og svagere. Til sidst var der ingen kontakt.

Et par timer senere tikkede de første nyhedstelegrammer ind hjemme i Danmark. To danske soldater var afgået ved døden, efter at deres infanterikampkøretøj var blevet ramt af en vejsidebombe i Afghanistan. Den ene var Erik.

Stædighed førte til kærlighed

Forud for ulykken havde Erik haft en kort, men mindeværdig karriere i militæret. Han var vokset op i Køng ved Vordingborg hos sine forældre sammen med flere hel- og halvsøskende, og som garder i Prins Jørgens Garde i Vordingborg mødte han Christina, der spillede i Greve pigegarde. Både Erik og Christina var vokset op med musik, og de stødte derfor ofte på hinanden gennem en fælles omgangskreds. Christina var dog ikke umiddelbart interesseret i den noget yngre garder, men Erik var stædig - et karaktertræk, som både Christina og Eriks soldaterkammerater påpeger, når de i dag mindes ham.

”Stædighed gennemsyrede alt, Erik gjorde. Hvis der var noget, han ikke vidste, gik han hjem og læste otte bøger om emnet. Han var umulig at diskutere med. Selvom han kunne se, du havde ret, gav han sig ikke,” fortæller soldaterkammeraten Peter Schneider Clausen, som i dag læser på Hærens Officersskole. Der gik da heller ikke lang tid, før Christina var overtalt, og hurtigt fik Erik også charmeret sig ind på hendes familie.

”Jeg husker, første gang min mor skulle møde Erik. Efter han var gået, var hendes kommentar: ”Han havde rigtige sko på.” Min tidligere kæreste gik i tennissko, men Erik gik i pæne sko, og det havde min mor lagt mærke til,” fortæller Christina Berre Rolandsen i dag.

Stædigheden skulle vise sig at spille endnu en vigtig rolle i Eriks liv. Efter aftjent værnepligt i Søværnet blev han overført til tamburkorpset samme sted, og efter en periode i det civile, skiftede han til Livgardens tamburkorps. Men selvom Erik syntes at have fundet sit ståsted med et sikkert job, et tæt forhold til sin svigerfamilie og rollen som far til sin og Christinas førstefødte søn, manglede der noget. Som en af Danmarkshistoriens to eneste tamburere meldte Erik sig til at blive udsendt til Afghanistan.

”Hans argument over for mig var, at han hellere ville slås med fjenden på deres hjemmebane i Afghanistan, end at Taleban kom til Danmark. For ham handlede det om at gøre sin del og at have ren samvittighed,” fortæller Christina Berre Rolandsen.

En målrettet ung mand, som gjorde fordommene til skamme

Men der syntes ikke at være meget soldat over den lidt bamsede Erik, der mødte første dag i forsvaret, husker soldaterkammeraten Kristian Dreholm: ”Det første vi andre tænkte, da Erik kom med på holdet, var ”nu kommer ham den tykke, som har spillet fløjte, og nu vil han være soldat. Hvorfor skal vi have ham med?” Men den tanke blev hurtigt gjort til skamme.”

Erik trænede nemlig hårdt. I militæret blev han uddannet sygehjælper, ligesom han brugte sin fritid på at lære de ting, han ikke kunne i forvejen. Blandt andet opsøgte han en række læger på Rigshospitalet for at få lov til at følge nogle sygeplejekurser, som militæret ikke udbød. Hvad han ikke vidste, skulle han nok lære.

Under en øvelse i Oksbøl fik Erik for første gang brug for sin kunnen, husker soldaterkammeraten Anders Bo Thulstrup, som i dag er civil. En soldat var kommet i klemme mellem tårnet og undervognen på et infanterikampkøretøj, og Erik var den første, som kom ham til undsætning. Blodet flød, og den skadede soldat var på vej i chok, men Erik gik resolut i gang med at behandle ham. Derefter var der ingen tvivl hos de øvrige soldater. Erik var en af dem.

Da Hold 9 senere nåede Afghanistan, havde Erik taget sin egen sygehjælpertaske med. Propfyldt med ekstra grej han selv havde samlet.
”Når vi patruljerede i området, og der kom børn hen for at hilse på os, skulle Erik altid lige hen og rense deres sår eller give dem et plaster,” fortæller Peter Schneider Clausen: ”Jeg tror, at han var fascineret af livet i militæret. Han kom ind et sted, hvor han fandt sin rette plads.” Hjemme i Danmark kunne Christina også mærke, at Erik trivedes. Selvom hun i starten ikke var glad for, at han skulle udsendes som soldat, blev det meget hurtigt hverdag igen.

Tre måneder inden Eriks udsendelse havde hun født parrets anden søn, og i familiens hjem i Greve gik tiden under Eriks udsendelse for Christina derfor med barsel og børnepasning, ligesom hun var ved at lægge en sidste hånd på forberedelserne til Eriks hjemkomst.

Eriks sidste valg

Den 7. august – ni dage før Erik efter planen skulle lande i København - satte meldingen om hans død en brat stopper for alle planer.
”Jeg tænker stadigvæk, at udsendelsen var den rette for Erik, så jeg bærer ikke nag. Man kan ikke gøre den slags op i liv og død, og jeg ved, at Erik og hans kolleger har udført et stort stykke arbejde i Afghanistan,” siger Christina Berre Rolandsen.

Den 18. august 2010 dannede Vor Frue Kirke i København rammerne om Eriks begravelse.  Valget af kirken kom bag på Christina Berre Rolandsen, for de to blev gift i Holmens Kirke. Men i sin ”sidste vilje” havde Erik skrevet en udførlig plan for, hvad der skulle ske, hvis han ikke kom levende hjem fra sin udsendelse, og Vor Frue Kirke var Eriks valg. Ud over nedskrevne afskedsbreve og taler til sønnernes fremtidige konfirmationer, indeholdt Eriks ”sidste vilje” også oplysninger om, hvem der skulle arve hans militærting, og hvem der skulle bære hans kiste ud af kirken, mens vennernes brassband akkompagnerede dem.

Erik ligger i dag begravet i Hvidovre, ved siden af Christinas farmor og farfar, endnu et af ønskerne i Eriks ”sidste vilje”. ”Min familie betød enormt meget for Erik, og Erik betød enormt meget for dem. Min far sagde det meget tydeligt efter Eriks død; det var ikke en svigersøn, han mistede, det var som at miste en søn,” siger Christina Berre Rolandsen.

Eriks betydning for Christinas familie blev atter åbenbar, da Christinas søster året efter Eriks død, fødte en søn.

”Da jeg står med ham i armene, spørger jeg, hvad han skal hedde. Min søster siger, at hun vil spørge mig, om hun må kalde ham Erik,” fortæller Christina Berre Rolandsen:

”Jeg tænkte med det samme, at det var en enorm smuk tanke, men jeg tænkte også, at den lille dreng får noget at leve op til.”