Er vi ved at drukne i frygt for terror?

Er det irrationelt at være bange for terror, selv om tallene viser, at færre bliver ofre? Efter sommerens mange terrorhandlinger mener forsker, at det ligefrem er kynisk at berolige med statistik.

En kvinde afventer oplysninger efter terrorangrebet i Bruxelles' lufthavn i marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: KENZO TRIBOUILLARD

»Så skal vi til den igen«, skrev Berlingske i marts efter terrorangrebene i Bruxelles.

Det var dagen efter, at tre selvmordsbombere sprængte sig selv og 32 uskyldige mennesker i luften en tirsdag midt i myldretiden i lufthavnen og i metroen. Det var blot få måneder efter, at islamistiske terrorister i Paris i november 2015 dræbte 129 mennesker ihjel og sårede 433 blandt andet i Bataclan-teatret under en koncert. Islamisk Stat (IS) påtog sig ansvaret for begge angreb.

Igen aktiverede terrorens blodige vilkårlighed vores frygt for selv at ende som ofre. Ville det ingen ende tage? Det var, og er efter denne sommers utallige terrorhandlinger, som om terrorens død og ødelæggelse er større og værre end nogensinde.

Følelsen af, at terroren hvert øjeblik kan ramme os, fortalte Rasmus Ugilt Holten Jensen, ph.d. på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, om i Berlingske allerede i marts. Terrorisme er mest virksom, når den ikke finder sted.

Det er vores forestillinger om det næste terrorangreb, om hvad der kunne ske, vi frygter mest. Ikke det, der lige er sket, mente Rasmus Ugilt Holten Jensen.

Frygten for potentielle terrorangreb er, ikke overraskende, grundlag for den årlige trusselsvurdering fra Center for Terroranalyse CTA under PET. Her vurderer man, at truslen, især fra ISs militante islamisme, er alvorlig, og at der er personer, der har »intentioner og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark.«

Men CTA vurderer også: »Risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark dog fortsat er begrænset«.

Ser man på de kolde tal, har vi mindre grund til at frygte, at vi selv, vores familie og venner skal lide terrordøden på vej i et morgentog, eller mens vi nyder en koncert, end for 30-40 år siden. Ligesom flykapringer er antallet faldet betydeligt siden 1960erne og 1970erne.

Sort på hvidt

Ifølge tal bearbejdet af Global Terrorism Database (GTD), Statista og Berlingske er antallet af ofre for terror faldet siden 1972 i 25 vesteuropæiske lande:

1972: 389. 1974: 403. 1980: 404. 1988: 437. 1992: 174. 2006-2010: 41 (Den fredeligste periode). 2015: 163. 2016: 125 pr. 27. juli.

Sort på hvidt er det altså blevet mindre farligt at færdes på gader og stræder siden Rote Armee Fraktion, Action Directe, IRA, ETA og De Røde Brigader foretog deres snigmord, likvideringer og politiske mord med bilbomber i Europa.

For 30-40 år siden gik terrorister ofte efter let identificerbare mål f.eks. repræsentanter for det kapitalistiske samfund eller den politiske elite. Gerningsmændene havde et politisk program eller en utopi, de slog ihjel for. Herover ses lederen af Vesttysklands arbejdsgiverforening, Hanns Martin Schleyer. Han blev kidnappet af terrorgruppen Rote Armee Fraktion (RAF) og fundet død i bagagerummet af en bil i oktober 1977. Mordet betragtes som kulminationen på det såkaldt tyske efterår (Deutscher Herbst), der bød på en serie af terrorangreb i slutningen af det år. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

At bruge statistik til at fortælle os selv og hinanden, at vi ikke skal være så bange, fordi der jo var meget mere terror i f.eks. 1970erne, er misvisende mener Michael Böss, historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet.

Terroren udført af f.eks. IS slår blindt og tilfældigt ned, hvor mennesker samles og føler sig trygge. Den politiske terror i 1970erne havde klare mål og ofte nøje udvalgte ofre, som regel repræsentanter for kapitalismen og magthaverne.

Uden at skele til den lokale kontekst og den situation, terroren er foregår i, siger statistikken ikke ret meget, mener Michael Böss. Han kalder en sådan brug af terrortallene for »kynisk«.

»Det er kynisk, fordi det kan være med til at bagatellisere de forfærdelige handlinger og relativisere omfanget af terroren. Statistik kan på den måde være dehumaniserende og trække terroren ud af en menneskelig kontekst.«

Det er netop terrorens tilfældighed, der gør, at vi ikke bliver overbevist af sådan nogle statistikker, mener Michael Böss. Han kalder det polemisk for »numerisk humanisme«, når man med statistik forsøger at berolige befolkningen og vurdere den ene terrorhandling som værre end den anden.

»Terrorhandlingen i kirken i Normandiet (hvor en præst fik skåret halsen over, red.) er i princippet lige så slem som den i Nice (84 dræbte, red.) Det er ikke antallet af døde, der er vigtig, det er terroristernes menneskelige holdning,« siger Michael Böss.

At drukne i frygt

Lars Fr. H. Svendsen skrev i 2007 bogen »Frygt«, hvor han analyserer frygten som fænomen. Vi er ved at drukne i den, mener han.

Vores frygtkultur er vokset frem i kølvandet på terrorangreb de seneste 15 år – godt hjulpet på vej af mediernes og politikernes overdrivelser. Men også alle mulige smittefarer og fremmede på gaden frygter vi.

Selv om statistikkerne viser, at vi ikke bør være bange, og at risikoen for at blive terroroffer eller blive udsat for kriminalitet er faldende, så frygter vi alligevel. Frygten er blevet en af samfundets grundlæggende sindsstemninger, mener Lars Fr. H. Svendsen. Og frygten kommer tidligt:

»Man er gået fra at betragte frygt som en følelse, som børn bør lære at overvinde, til at betragte den som en naturlig del af deres liv,« skriver han.

Ifølge Rasmus Ugilt Holten Jensen er vores terrorfrygt den samme som for 30-40 år siden. Vi bliver bange, når vi oplever, at livet er skrøbeligt. Men den politiske virkelighed er en anden i dag, og medierne og diverse platforme er blevet flere, hurtigere og konstant til stede overalt. Det gøder vores frygt for den potentielle fare, mener han.

Selv ikke justitsminister Søren Pind kunne berolige os synderligt. Efter, at en islamistisk terrorist havde pløjet en 19 ton tung lastbil ind gennem folkemængden i Nice på den franske nationaldag den 14. juli, skrev han på Facebook:

»Vi er i krig med en dødskult. Ikke islam. Bliver det til en krig mod islam, slutter den aldrig.«

For hvad skal man frygte mest? En dødskult eller rabiate islamister?«