Er Thorium verdens nye olie - og skal Danmark så have atomkraftværker?

Regeringen vil fjerne »barrierer« for forskning i thoriumbaserede teknologier. Hvad i alverden snakker de om? Vores videnskabsjournalist dykker ned i fremtidens atomkraft.

Fransk atomkraftværk Fold sammen
Læs mere
Foto: REGIS DUVIGNAU
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har ikke påkaldt sig den store opmærksomhed. Men på side 76 i det nye regeringsgrundlag står følgende korte sætning:

»Regeringen vil fjerne eventuelle barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier.«

Hvorefter spørgsmålet hos mange utvivlsomt vil lyde: Hvad er thorium, og hvad er det for nogle barrierer?

Thorium er et radioaktivt grundstof, der i princippet kan anvendes som brændsel i kernekraftværker som erstatning for uran. Det er tilmed tilgængeligt i undergrunden i større mængder end uran, herunder i Grønland, og da man samtidig vil anvende mindre thorium end uran som brændsel, vil der være tilstrækkelige mængder thorium til tusinder af års elproduktion i et globalt netværk af thoriumkraftværker.

Allerede for 50 år siden udviklede amerikanerne et mindre forsøgs-thoriumkraftværk, og i atomkraftens barndom blev thorium vurderet stort set på lige fod med uran som hovedbrændsel i såkaldte fissionskraftværker.

Men uran vandt, hvilket der var to hovedårsager til. Den vigtigste var, at det simpelthen er lettere at håndtere fissionsprocessen, altså den energiudløsende kernespaltning, ved hjælp af uran end ved brug af thorium. Den anden og mere kontroversielle var, at uranbaseret atomkraft som »sidegevinst« kunne forsyne lande som USA med råstoffer til kernevåben.

Tilbage står thoriums indlysende fordel – at det skaber et mindre atomaffaldsproblem end uranbaserede kernekraftværker. Men det er kun i princippet.

Problemet er, at thorium under alle omstændigheder skal omdannes til en form for uran, uran233, for at kunne fungere som brændsel. Og den eneste måde, man i dag kan gøre det på, er ved at bestråle thorium i et konventionelt atomkraftværk. Det vil sige, at man i årtier vil blive nødt til at have gængse atomkraftværker kørende parallelt – med deres store mængder højradioaktive affaldsproduktion – for at kunne holde thoriumkraftværker kørende.

Til gengæld rummer en særlig teknologi mulighed for i et thoriumbaseret kraftværk at eliminere risikoen for kernenedsmeltning med tilhørende højrisikable radioaktive udslip. Det kan ske ved brug af en såkaldt flydende salt-reaktor, hvor atombrændslet har varmet salt op til omkring 500 grader.

Brandvarmt smeltet salt er bare stærkt ætsende, så dels skal man udvikle materialer, der kan modstå den voldsomme påvirkning, og dels skal bør man udvikle et topsikret depot, hvor det flydende og radioaktive salt kan løbe hen og størkne, hvis reaktoren skulle miste køling.

Det er her, at de nævnte »barrierer« i regeringsgrundlaget kommer ind. For alt peger på, at sætningen har sneget sig ind som følge af effektiv lobbyisme fra to nystartede danske virksomheder, Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies.

Sidstnævnte er stiftet af en række fysikere, der har udviklet et thoriumreaktor-design, som vækker opsigt helt ind i det internationale atomenergiagentur IAEA og i britiske thoriumforskerkredse. Meget peger dermed på, at de, på papiret i hvert fald, har skabt et interessant design med en række fordele.

Der har imidlertid aldrig eksisteret nogen officiel barriere for forskning i atomenergi i Danmark, heller ikke efter at den daværende regering i 1985 efter den amerikanske Three Mile Island-atomulykke besluttede, at der aldrig skulle være kommerciel atomkraft på dansk jord.

Men det er klart, at det har gjort praktisk atomforskning vanskeligere herhjemme, hvilket lukningen af de tre forsøgsreaktorer på Risø omkring årtusindskiftet vidner om.

Det gode spørgsmål er dermed, om den nye regering med sin lakoniske formulering atter åbner op for atomforskning herhjemme som andet og mere end ren skrivebordsfysik? Det vil sige med mulighed for på dansk grund at bygge en eksperimentel thoriumreaktor, der vil producere nye mængder atomaffald, om end i beskedne mængder.

Et andet og lige så godt spørgsmål er, om kommercielle thoriumkraftværker med flydende salt-reaktorer ikke under alle omstændigheder bliver overhalet inden om af endnu mere sikre fusionskraftværker, som verden i disse år ofrer snesevis af milliarder kroner på at udvikle?

Uanset svaret peger alt på, at kernekraften har en lys fremtid foran sig. Bare ikke i sin aktuelle version.