År 1956: Eurovision Song Contest begynder som et fredens projekt.
Europa er en splittet verdensdel. Landene har besat, bombet og til sidst befriet hinanden. Statsledere planter tanken om europæisk enhed og etablerer et fællesskab om udveksling af kul og stål.
Og sammenslutningen af europæiske TV- og radiostationer følger op med en idé om uhøjtidelig udveksling af kultur.
Syv nationer stiller op til det første Melodi Grand Prix i de schweiziske alper. Programmet er især rettet mod radiolyttere og bæres derfor af musikkens kvalitet – kun få hjem har TV endnu. Dommerne er to tilrejsende eksperter fra hvert land. Alle medvirkende synger på deres eget sprog.
År 2014: Det europæiske Melodi Grand Prix er blevet en milliardindustri.
Flere lande i årenes løb har takket nej som vært af mangel på midler. En gruppe på fem nationer kan ikke længere miste retten til deltagelse i næste års konkurrence – fordi det er dem, der betaler mest.
Tilblivelsen af nye lande i øst har også sendt antallet af deltagere på himmelflugt. Fagfolk og lægdommere skal vurdere hele 37 numre. En næsten urimelig opgave.
Og pointen handler ikke længere om forskelle. Mange sange er på engelsk og lægger sig i det fælles kølvand fra tidens popkultur. Det musikalske fokus er for længst byttet ud med parametre som vildeste udklædning eller længste ben.
Hvilket sådan set kan være hip som hap. Regionerne stemmer jo alligevel på hinanden. Subsidiært på dem, de ikke har været i krig med for nylig.
Eller hvad? Har fordommene om verdens største lysshow noget på sig?
Berlingske lader det vigtige spørgsmål gå videre til Johann Sørensen – journalist og formand for Danmarks officielle Melodi Grand Prix Fanklub.
Er det show ikke bare en overfladisk leg med udklædning og fladskærmens finesser?
»Nej, slet ikke. Eurovision Song Contest er så meget mere end vindmaskiner, lysshow og fancy kostumer! Som noget af det eneste i dag formår Eurovision Song Contest at samle hele Europa på kryds og tværs af grænser. Alene finalen bliver fulgt af 170 mio. TV-seere. Samtidig har konkurrencen den mest mangfoldige fanskare, der overhovedet findes. Det er helt særligt selv at opleve denne fankultur med udelukkende glade og festlige fans, som også hepper på deres modstandere. Jeg synes, det er tankevækkende, at når de samme lande mødes til EM i fodbold, så er slagsmål mellem fodboldhooligans en fast del af »showet«. Den første grand prix-hooligan er ikke opfundet endnu.«
Har det nogensinde været en konkurrence på god og dårlig sang?
»Ja, selvfølgelig er det også en konkurrence på god og dårlig sang. Når deltagerne står live på scenen, så afsløres det jo med det samme, om det er skønsang eller falske toner, der strømmer ud over scenekanten. Hvis det sidste er tilfældet, så bliver det næsten altid straffet, med mindre der er tale om nogle charmerende russiske bedstemødre. Sidste år blev f.eks. Bonnie Tyler og tyske Cascada straffet med bundplaceringer på grund af dårlige vokaler. Fordi Eurovision Song Contest er gået fra udelukkende at være en sangkonkurrence til en underholdningskonkurrence, kan manglende sangevner nemmere skjules – så derfor er det nødvendigvis ikke altid den bedste sang som vinder.«
Abba var gode nok. Dario Campeotto kan synge. Men er der ikke alt for langt mellem snapsene ellers?
»Nej da! Grand Prixet har fostret mange hits gennem tiderne, og så sent som i 2012 leverede svenske Loreen med sangen »Euphoria« konkurrencens største kommercielle hit nogensinde. Den største udfordring er, at mange danske radiostationer har en berøringsangst over for at spille grand prix-musik – hvilket i sig selv er brandærgerligt. Indrømmet: Der findes selvfølgelig sange, som hurtigt går i glemmebogen igen. Men jeg synes virkelig, at kvalitetsniveauet er højnet i Eurovision Song Contest efter krisen i midten af 1990erne.
Landene stemmer politisk. Resultatet kan efter sigende forudsiges ad statistisk vej. Har selve konkurrencemomentet nogen troværdighed tilbage?
»Den køber jeg heller ikke. Ingen havde for eksempel forudset Brødrene Olsens sejr i 2000. Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle lande deler musiksmag og derfor har en tilbøjelighed til at stemme på hinanden. Se bare Norge, Sverige og Danmark. De seneste to års vindere – Sverige og Danmark – vandt blandt andet med hjælp fra en række 12ere fra flere østeuropæiske lande, der lod politik være politik og i stedet for stemte på den bedste sang.
Om der går politik i pointafgivningen mellem Rusland og Ukraine i år det, må tiden vise. Men én ting er sikkert, havde konkurrencemomentet ikke nogen troværdighed i Eurovision Song Contest, var konkurrencen for længst pillet af skærmen.«
Hvis man kan skabe et show, kan man også lukke det igen. Synes du ikke, Eurovision Song Contest har haft sin tid?
»Selvfølgelig kan man det. Men jeg mener, at Eurovision Song Contest anno 2014 har sin berettigelse. Hvis konkurrencen ikke løbende havde formået at udvikle sig, ville den ikke lige om lidt kunne fejre sit 60 års jubilæum. Det er helt enestående at opleve, hvordan musikken formår at samle forskellige nationaliteter på tværs af grænser. Og hvordan nye venskaber hvert år ser dagens lys.«