Er flygtninge på længere sigt en byrde eller en gevinst for dansk økonomi?

Cheføkonom og vicedirektør i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, Mads Lundby Hansen (v) & Analysechef i centrum-venstre-tænketanken Cevea, Frank Skov Kristensen (h) . Foto: Liselotte Sabroe og Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pro. Analysechef i centrum-venstre-tænketanken Cevea, Frank Skov Kristensen, er enig med Finansministeriet i, at flygtninge kan få en positiv effekt på dansk økonomi, fordi de er »en demografisk gave til Danmark«. Til gengæld er god integration afgørende, mener analysechefen.

Finansministeriet har regnet ud, at flygtningestrømmen allerede i 2035 kan blive en økonomisk gevinst for Danmark. Regeringen forventer, at de mange flygtninge vil forbedre de offentlige finanser med 0,15 procent af bruttonationalproduktet. Hvad tænker du om det?

»Det er rigtig godt, at Finansministeriet kommer ud med den beregning. Hvis man kigger på de flygtninge, som kommer til Danmark, kan vi se, at de kommer på et tidspunkt i deres liv, hvor det lige præcis er dem, vi mangler i Danmark. Vi har et stort hul i beskæftigelsen i aldersgruppen 25 til 35 år, og størsteparten af de flygtninge, der kommer til Danmark, er i den aldersgruppe. Derfor er de med til at fylde det demografiske hul, vi har på vores arbejdsmarked.«

»Det er fint at se på flygtningene som en demografisk gave til Danmark. Vores udfordring er så selvfølgelig at finde ud af, hvordan vi øger erhvervsfrekvensen for flygtninge i Danmark. Vi kan se, at andengenerationsindvandrere er lige så godt eller bedre uddannede end de etniske danskere, ligesom erhvervsfrekvensen for de to befolkningsgrupper er nogenlunde den samme. Den effekt tror vi også, vi kommer til at se med de flygtninge, der kommer til Danmark nu. Det er sådan set også det, tallene viser. Så lad os smøge ærmerne op og få dem ud på arbejdsmarkedet med det samme.«

Hvordan får vi flygtningene ud på arbejdsmarkedet?

»Flygtningene skal ud og have så mange brudflader med det danske samfund så hurtigt som overhovedet muligt. Både på arbejdsmarkedet og i fritidsklubberne. Det nytter ikke noget at samle 25 flygtninge i et klasselokale, hvor en lærer skal lære dem dansk. Integrationen sker i brudfladerne med danskerne, og det er også der, de lærer at tale sproget. Så simpelt er det. Vi skal skabe brudfladerne mellem flygtninge og danskere, fordi de skal lære om vores samfund af os. Ikke af en skolelærer eller et kursus. Hvis de ikke kommer til at indgå i samfundet, bliver de isolerede, og så putter vi en forfærdelig masse mennesker i nogle lukkede skoleforløb, hvor de stort set intet lærer og dermed ikke bliver integreret. Hvad får vi ud af det?«

»Jeg synes først og fremmest, at vi har en humanitær forpligtelse til at hjælpe de her mennesker. Samtidig skal vi som samfund selvfølgelig også forsøge at få mest muligt ud af de her mennesker, hvis de vælger at blive i Danmark. Der er ikke nogen, der får noget ud af, at de render rundt i en eller anden lejr i tre år.«

Contra. Cheføkonom og vicedirektør i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, Mads Lundby Hansen, genkender ikke Finansministeriets konklusion om, at de knap 100.000 flygtninge, som forventes at komme til Danmark frem mod 2020, på sigt kan blive en økonomisk gevinst for Danmark.

Finansministeriet har regnet ud, at flygtningestrømmen allerede i 2035 kan blive en økonomisk gevinst for Danmark. Regeringen forventer, at de mange flygtninge vil forbedre de offentlige finanser med 0,15 procent af bruttonationalproduktet. Hvad tænker du om det?

»Det er desværre et misvisende billede, Finansministeriet maler. Når flygtninge kommer til landet, vil de samlet set være en nettobelastning for de offentlige finanser. De skal have sprogkurser, de skal til lægeundersøgelser, de får en sagsbehandler og så videre. Efter tre år er det kun en tredjedel, der er i arbejde. Navnlig i starten koster de rigtigt mange penge.«

»Med tiden kommer cirka halvdelen af de ikke-vestlige indvandrere i arbejde, men på den korte bane belastes de offentlige finanser. Det gør de også på langt sigt, selv om belastningen er mindre. I Finansministeriets regnestykke har man ikke medregnet udgiften i de første år frem mod 2020, hvilket svarer til 6,4 mia. kroner. Så Finansministeriets regnestykke er misvisende i forhold til flygtninges negative påvirkning på de offentlige finanser. Det svarer samlet set til en forringelse på 0,3 procent af Danmarks bruttonationalprodukt frem mod 2020. Når det indregnes, at flygtninges beskæftigelse stiger lidt over tid, bliver nettoforringelsen på ca. 0,15 procent af BNP. Den gode nyhed er, at man kan lave om på det ved at lave store strukturreformer på arbejdsmarkedet, så langt flere kommer i beskæftigelse. Men det er ikke det, man lægger op til fra Finansministeriet og regeringens side. Desværre.«

Hvordan får vi flygtningene ud på arbejdsmarkedet?

»Jeg vil anbefale, at man indfører en indslusningsløn, hvor flygtninge kan få lov til at starte med en timeløn på 70 kroner. Så kan lønnen stige, når man med tiden bliver bedre til sit arbejde. På den måde kan der oprettes tusindvis af arbejdspladser på restauranter, cafeer, hoteller, byggepladser med videre. I den trepartsaftale, der er indgået, åbner man på nogle områder for en lavere løn. Problemet er, at aftalen er meget kompliceret, og der er krav om, at flygtninge skal på skolebænken i 20 uger. Det har arbejdsgiveren ikke lyst til at betale for.«

»Regeringen skal have ros for integrationsydelsen, hvor man sænker kontanthjælpen for flygtninge til det, der svarer til SU. Vi mangler stadig, at arbejdsmarkedet åbner sig for flygtninge. Rigtigt mange flygtninge kommer med en svag uddannelsesmæssig baggrund, og nogle har slet ikke en uddannelse. De kan naturligvis ikke det danske sprog, og de har heller ikke den relevante erhvervserfaring. For at komme ind på arbejdsmarkedet skal man kunne producere til 110 kroner i timen, der er den nuværende mindsteløn. Så hvis man kun kan producere for 70 kroner i timen, er man derfor ikke attraktiv for særlig mange arbejdsgivere.«