»Hvordan jeg har det med min krop? Jeg har det rigtigt fint.«

Som hun sidder der på tæppet på Svanemøllen Strand i København, har Julie Elmquist da heller ikke grund til andet. Men den 36-årige mor til to drenge burde med egne ord »nok motionere noget mere«.

Dermed er Julie Elmquist en af de mange danskere, der ifølge en ny Gallup-under­søgelse foretaget for Berlingske har det godt med deres krop. Ifølge undersøgelsen er 57 procent af såvel mænd som kvinder enten tilfredse eller overvejende tilfredse med deres krop.

»Jeg dyrker ikke så meget motion. Det er svært at finde tiden med et arbejde, to børn og en mand, der arbejder meget,« siger hun og tilføjer, at hun »ikke tænker så meget på kosten«.

»Men selvfølgelig er jeg bevidst om at holde igen med sukker og slik,« tilføjer hun.

Omkring en fjerdedel af danskerne kan dog ikke sige som Julie Elmquist. De er enten utilfredse eller overvejende utilfredse med deres kroppe, og fælles for dem alle – tykke eller tynde, tilfredse eller utilfredse – er, at de lever midt i en slags kropstid, hvor løb er en folkesport, hvor seniorerne rykker jern, og hvor det lyse sødmælksfranskbrød er blevet en samfundsfjende.

Ja, de lever i en tid, hvor næsten hver femte unge kvinde ifølge Gallup-undersøgelsen har overvejet at få foretaget et kosmetisk indgreb i fremtiden, og hvor over halvdelen af danskerne mener, de vejer for meget.

Ifølge chefredaktør for Alt for damerne, Tina Nikolaisen, er det »meget nemt at blive utilfreds med sin krop« i et samfund, hvor der »overalt er fokus på krop og sundhed«.

»Når kvinder går en tur i København og ser, hvordan busserne kører forbi med reklamer for de perfekte bryster, så kan de jo godt se, at sådan ser deres ikke ud, når de ser sig selv hjemme i spejlet,« siger hun.

Flere mænd går op i udseendet

Nogle lever mere i kropstiden end andre. Ifølge ernærings- og sundhedsekspert Christian Bitz er det i særdeleshed blandt de danskere, der har tid, råd og overskud til at investere i gear og tænke i kulhydrater, pro­teiner og fedt, at kroppen bliver dyrket, passet og plejet som aldrig før.

»Der er kæmpe fokus på krop og sundhed. Det hænger i høj grad sammen med, at vi er blevet tykkere og tykkere. Over halvdelen af os er overvægtige. Det skaber modkulturer med mere ekstreme måder at leve sundt på. De har altid været her, men de har aldrig været så populære,« fortæller han.

Christian Bitz understreger, at det »som udgangspunkt er godt, at danskere går mere op i kost, krop og motion«. Men han oplever også, at mange har fået »et lidt for anstrengt forhold til mad og træning«.

»Spørgsmålet er, hvor sundt det er, at man har en sixpack, og at man kan løbe et maraton, hvis man ikke kan nyde et glas vin med andre,« siger han.

Ifølge Christian Bitz er mænd lige så ivrige som kvinder i jagten på at se godt ud. De dyrker en version 2.0 af fitness og bodybuilding med kettlebells og crossfit, hvor de nok har det sjovt sammen, men også træner af kosmetiske årsager.

»Det er helt acceptabelt, at mænd går op i deres udseende,« siger Christian Bitz.

Men dagens danske mand behøver nok ikke gå helt så meget op i sit udseende som den såkaldt spornoseksuelle mand. Han bliver beskrevet som afløseren for den velplejede og stilmæssigt eksperimenterende metroseksuelle mand, som er personificeret i bl.a. fodboldspilleren David Beckham. Den spornoseksuelle dyrker bare sin muskuløse krop, viser den hellere end gerne frem og finder inspiration til sin selvkult i sportens og pornografiens verden.

42-årige Frederik Klemmensen viser også gerne sin krop frem på Svanemøllen Strand. Men han dyrker den ikke. Han er heller ikke spornoseksuel. Han er bare på stranden med sin bror. Han træner heller ikke. Det er »svært i en hverdag med børn, familie og arbejde.« Men han cykler gerne. Han spiser han ikke så meget smør, »men til gengæld masser af ost.«

»Jeg er tilfreds med, hvordan jeg ser ud. Jeg kunne da godt træne noget mere, men jeg måler 182 centimeter og vejer 80 kilo. Det passer mig meget godt,« siger Frederik Klemmen­sen.

Op med brysterne

Nogle gange bliver kroppen ikke perfekt af motion og kost alene. Kirurgi må der til. Det er i særdeleshed kvinder, der får foretaget kosmetiske indgreb. Er der noget, de gerne vil have lavet om, er det brysterne. De er, som formanden for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, speciallæge Andreas Printzlau, udtrykker det, »på en eller anden måde kvindens signatur«. Han skønner, at omkring 1.500 kvinder årligt får foretaget brystforstørrelser herhjemme.

Han vurderer, at brystforstørrelser kan være udtryk for et ubevidst, kvindeligt ønske om at fremstå fertil og fødedygtig over for det modsatte køn. Et ønske der er direkte forbundet med en fortid, hvor bryster og bagdele var afgørende i kvinders forsøg på at tiltrække mænd. Omvendt signalerede mænd med »trekantede kroppe«, som kirurgen siger, styrke og kraft, hvilket gjorde dem særligt attraktive for kvinderne.

Ifølge plastikkirurgen er kosmetiske indgreb blevet mere acceptable, mere skånsomme og meget bedre, og »det er typisk dem under 40 år, der har taget det til sig«.

»De unge gør det, fordi det får dem til at føle sig mere som sig selv. De tager ejerskab over deres kroppe. De får et bedre fysisk jeg og oplever færre begrænsninger, og at de kan leve deres liv fuldt ud. Tidligere tilstræbte vi et ideal, størrelse C i brystmål for alle, i dag er trenden det individualiserede. Akkurat som unge jo også får lavet deres personlige tatoveringer,« siger han.

Men, understreger han, vejen til kropslig lykke går ikke altid forbi plastikkirurgen.

»Jeg kan ikke love, at man får det bedre af plastikkirurgi,« som han siger.

Fra korset til gymnastik

Mens det fysiske mandeideal med en stærk krop og et markeret ansigt er mere eller mindre konstant, er kvindeidealet i evig forandring i en slags variation over samme tema. Engang var en kurvet og barmfager kvinde som Marilyn Monroe hot, høje og slanke fotomodeller kommer og går, og i dag er muskuløse Madonna-overarme efterstræbt af mange kvinder.

Men for 100 år siden var en trænet kvinde slet ikke gået i det bedre borgerskab. En kvinde af en vis stand gik med korset for at gøre taljen smal og for at fremhæve barm, hofter og bagdel. Siden kom industrialiseringen, Første Verdenskrig og kvindebevægelsen. Kroppen blev mere frigjort, hvilket blev afspejlet i mere drengede, kortklippede piger og kortere kjoler. Kvinderne viste arme og ben som aldrig før. Det var, som om de blottede ben var et opgør med de tækkelige klæder og lange skørter og symboliserede kvindernes behov for bevægelsesfrihed. Efter Anden Verdenskrig vendte den indsnørede talje tilbage, og fyldige bryster blev fremhævet. I 1960erne blev det kvindelige nedtonet – som i 1920erne – og det moderne kvinde­ideal var aseksuelt. Siden kom 1970erne og rø­dstrømperne, 1980erne bød på en mere erotiseret mode, og i dag er det stadig den slanke krop, der bliver dyrket.

Professor emerita i idræt på Københavns Universitet, Else Trangbæk, er enig i, at moden er med til at skabe kvindekroppen. Men, understreger hun, idræt har også stor betydning. Så stor, at sport ifølge hende har været med til at frigøre kvindekroppen.

»Man kan sige, at idræt synliggør kvindekroppen i det offentlige rum,« siger hun.

Ifølge Else Trangbæk begyndte kvinder at trække i gymnastikdragter i 1960erne. Dermed afslørede de en mangfoldighed af kroppe i alle størrelser og former. På samme måde fandt kvinder for alvor vej til eliteidræt, hvilket var med til at gøre kvinde­kroppen endnu mere synlig.

»Når man trækker i sportstøj, får man den almindelige krop at se. Man lærer så at sige at se på kroppen. Det kan man se som et udtryk for en demokratisering af kroppen i en tolerant kultur med plads til forskellighed. Et opgør med en kropskultur, der ellers nok kan være undertrykkende,« siger hun.

Alt for damernes Tina Nikolaisen vil ikke afvise, at kvinder er ved at have nået det, hun kalder »et mætningspunkt« i forhold til krop, kost og motion. Altså at de begynder at efterlyse »et liv i balance«, hvor der er plads til såvel et motionsløb som en flødekage.

»Kvinder vil gerne have muligheder for at vælge, men de gider ikke få fortalt, hvordan de skal se ud. Begynder vi på det her på Alt for damerne, så siger de fra,« fortæller chef­redaktøren:

»Der er nok noget med, at vi kvinder aldrig bliver helt tilfredse med os selv. Men noget, vi kunne blive bedre til, er at rose hinanden noget mere. Vi er for nærige med komplimenter til hinanden. Det er næsten, som om vi mister noget af os selv ved at give andre kvinder komplimenter for deres tøj eller udseende. Et kompliment fra en anden kvinde betyder langt mere end et kompliment fra en mand. Måske fordi kvinder ved, hvad andre kvinder må stå igennem med kropsforandringer, fødsler osv.«

Mads Houmøller Klemmensen, 34 år:

 »Jeg er begyndt at styrketræne. Det er nok noget med, at jeg nu er i 30erne og er nødt til at tage min krop mere seriøst. Vi lever i en kropsfikseret tid, hvor træning er for alle. Jeg er fløjtende ligeglad med søde sager og mad. Jeg spiser, som jeg vil. Jeg har et godt stofskifte. Måske er jeg lidt for tynd, men sådan er det«.

Frederik Klemmensen, 42 år:

»Jeg er tilfreds med, som jeg ser ud. Jeg kunne da godt træne noget mere, men jeg måler 182 centimeter og vejer 80 kilo. Det passer mig meget godt«.

Julie Elmquist, 36 år:

 »Jeg træner kun lidt. Laver nogle maverulninger en gang imellem. Men jeg cykler rundt i byen og til arbejde og sådan noget. Jeg synes ikke rigtig, jeg kan finde tiden til at træne«.