Er dette forklaringen på optælling af flagstænger?

»Finansministeren kender ikke selv til sagen.« Eller: »Der skal ske noget med kongehuset.« Det vrimler med anonyme kilders gis­ninger i sagen om Finans­ministeriets krav om at tælle flagstænger.

Foto: Claus Bigum
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis det ikke kan være anderledes: Berlingske søger en anonym og troværdig kilde med et pornofilmtitelnavn i en mørk parkeringskælder, der kan give os nye oplysninger i flagstangsgate.

Vi har hørt adskillige, »jeg vil ikke citeres«, og »du har det ikke fra mig« samt en enkelt »jeg stammer, fordi jeg er nervøs«.

Men det har været med gætterier og uden den kvalificerede whistleblowers ædruelighed.

Lørdag formiddag ringede en hørligt nervøs og derfor stammende ansat i forsvaret til Berlingske privat. Han havde fulgt sagen. Han undrede sig. Nu var det nok.

»Stangtællingen er en spareøvelse og en del af nedturen i det offentlige,« slog han fast.

Hvis staten kan skære ned på offentligt ansatte til at hejse og nedtage Dannebrog ved solopgang og solnedgang og i stedet sætte spot på flagene, så er spareøvelsen hjemme.

Manden kan have ret. Ifølge flagreglerne er det tilladt at flage om natten, hvis flaget er belyst.

»Vi var flade af grin i frokoststuen over Finansministeriets henvendelse,« sluttede han lettet over ikke at få sit navn frem.

Samme person mente at vide, at der i henvendelsen stod, »dette har prioritet fra regeringen«. Rygterne om samme formulering, nogle endda med »højeste prioritet«, har Berlingske hørt fra andre.

Gælder det nye monogrammer på splitflag?

Har henvendelsen til de statslige institutioner »høj prioritet«, kan det ifølge en garvet rotte fra centraladministrationen, Christian S. Nissen, tale for, at et andet rygte har noget på sig. Nemlig at der skal ske noget med kongehuset – eventuelt med monogrammer på splitflag.

Måske er henvendelsen forskellig alt efter, hvilken statslig instans der er modtageren. E-mailen til universiteter, professionshøjskoler og andre statslige uddannelsesinstitutioner, som Berlingske er kommet i besiddelse af, indeholder i hvert fald ikke ord om, at tællingen af flagstænger skal nyde fremme. Til gengæld står der:

»I bedes at anvende vedhæftede Excel i jeres besvarelse«.

En oppositionspolitiker, der heller ikke vil stå frem, fortæller, at han/hun en dag mødte finansminister Claus Hjort Frederiksen på gangen på Christiansborg og inspireret af Berlingskes dækning af den prekære sag spurgte, hvad tællingen af flagstænger gik ud på.

»Det ved jeg ikke,« skulle finansministeren have svaret med et smil uden at uddybe.

En anden anonym politiker bekræfter, at Claus Hjort Frederiksen i sidste uge blev spurgt til flagstangssagens rette sammenhæng, og at det virkede som om, at sagen var ny for ministeren. Vedkommende mente, at dette nødvendigvis må afføde, at ministeren med sin nye viden om, hvad der foregår i hans ministerium, fortæller offentligheden mere, end hans embedsmænd gør.

Ministeren og hans ministerium er under alle omstændigheder tvunget til at løfte en flig af sløret i den aktindsigt, Berlingske har søgt i sagen, og i svaret til den politiker, der til Berlingske oplyser, at hun vil stille et såkaldt paragraf 20-spørgsmål om flagtællingen.

Hvad fanden er meningen?

Det nærmeste, Berlingske er kommet på en forklaring, er fra en anonym medarbejder i Finansministeriet, der kryptisk siger: »Det kan være, det er noget, der skal bruges til at finde ud af, om noget andet er realistisk.«

Til det spørger kommunikationschef i ministeriet Heidi Birgitte Nielsen retorisk og uden at gøre os klogere:

»Må man ikke nogle gange lave noget, som alle ikke skal vide noget om?«

Tidligere gammel rotte i etaten – Miljø­ministeriet, Budgetdepartementet med mere – og kender af centraladministrationen Christian S. Nissen siger ligeud om denne sag, hvor offentligheden intet må vide om en henvendelse til statens institutioner:

»Den slags sker jævnligt. Vi ved bare ikke noget om det. Noget, der umiddelbart for udenforstående kan virke som galimatias, kan godt have en form for fornuftig hensigt. Men dét med flagstængerne – hvad fanden er meningen?«