Er det ok at kalde sit barn for særligt sensitivt?

Et stigende antal forældre henvender til skolepsykologer, pædagoger og lærere, fordi de anser deres barn for at være særligt sensitivt. Et populært begreb, der har ligeså stærke tilhængere som kritikere.

Giver det god mening at karakterisere børn som særligt sensitive? Berlingske har talt med to eksperter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Susanne Møberg

Pædagog, coach og forfatter til bogen »Særligt sensitive-børn«:

Susanne Møberg, pædagog, coach og forfatter til bogen »Særligt sensitive-børn«: Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er du tilhænger af den særlige sensitivitet?

»Det der går igen hos de voksne er, at de igennem hele livet har følt sig forkerte. De har følt, at omverdenen ikke har forstået dem og at de ikke har hørt til. Og de har taget tingene dybere ind. De har fået sat lighedstegn mellem at være forkert og anderledes. Når folk henvender sig til mig, græder de nærmest af lettelse over at blive genkendt. Der har altid været særligt sensitive mennesker. Da jeg var barn, gik jeg i klasse med nogen, der nok i dag ville betegnes som sådan. Man kaldte det også dårlige nerver tidligere. Nu har vi så et ord for det.«

Hvorfor giver det god mening at karakterisere børn som særligt sensitive?

»Det er ikke en diagnose og vi skal ikke udrede det. Men det at vi får kendskab til det, gør at vi kan møde de her børn med en større forståelse. Man anslår at cirka hver femte af os har det sensitive karaktertræk. Og vi kan lære at se børnene som andet end uregerlige og uartige. Men man skal som forælder ikke falde i en fælde, hvor man så opgiver at opdraget barnet. Man skal blive ved med at stille krav til sit barn og møde det med en tålmodighed og forståelse. Tingene kan tage mere tid at lære for et sensitivt barn.«

Hvor meget hensyn skal man tage til et særligt sensitivt barn?

»Det kommer helt an på situationen. Det er vigtigt at forældre ikke skåner barnet for meget. Nogle ting skal et barn jo. Så som at komme i skole om morgenen. Hvis man kan se, at ens barn ikke stortrives med lange dage i institutionen, så må man som forælder stå ved at man har truffet et valg om dagene er lange og støtte børnene i at kunne være i den verden. Jeg har voksne mennesker i min konsultation, der er blevet overbeskyttet som børn. Det giver dem altså svære vilkår senere hen.«

Hvorfor er den særlige sensitivitet blevet så populær?

»Der er ingen tvivl om at det giver god mening for en masse mennesker. Jeg kan godt forstå de kritiske røster. At vi ikke skal diagnosticere nogle børn og give undskyldninger for at vi ikke skal tage ansvar som forældre. Men der er noget fundamentalt godt i at få kendskab til det særligt sensitive. Særligt sensitive er udfordret i forhold til ikke at blive for overstimulerede og udmattede. Der skal mindre til før det sker, fordi man tager tingene mere ind og reflekterer dybere over det. Og vi lever i en verden med store valgmuligheder, stor pres og et stor krav om at være robust. Det er ikke i høj kurs at være sensitiv.«

Hvilke faldgruber ser du i forhold til udbredelsen i forhold til det særligt sensitive?

»Mange forældre kommer til skoler og børnehaver og regner med at der skal tages ekstra meget hensyn til deres børn. Og det kan man jo ikke. Forældrene viser også selv børnene, at de har en usikkerhed i forhold til at aflevere barnet i fagpersonalets hænder. Den usikkerhed mærker børnene, men børnene skal lære at indgå i fællesskabet ligesom alle andre.«

Rasmus Alenkær

Psykolog og foredragsholder

Rasmus Alenkær, psykolog og foredragsholder: Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er særlig sensitivitet som begreb et problem i dine øjne?

»Jeg møder primært fænomenet “særlig sensitiv” i forbindelse med mit arbejde med børn, der udviser problemadfærd i skolen. Jeg møder ikke fænomenet som et positivt personlighedstræk, men som en diagnostisk kategori, man forklarer et givet problem med. Det er ofte de bekymrede forældre selv, der forklarer deres børns vanskeligheder med “særlig sensitivitet”, velvidende at der ikke er tale om en anerkendt diagnose. Definitionen af “det særligt sensitive” er svær at afgrænse. Jeg anerkender 100 procent problemsymptomerne, der forklares med særlig sensitivitet. Jeg anerkender også de bekymringer man som forælder kan have. Men at forklare symptomerne udelukkende med, at barnet er “særlig sensitiv”, finder jeg ufagligt og utilstrækkeligt.«

Hvorfor tror du, at de danske forældre taget teorien til sig?

»Det er ofte appellerende for folk, hvis der er en forholdsvis simpel forklaring på en kompleks problemstilling. Især når det handler om bekymrende adfærd eller social marginalisering i skolen. Ikke at fænomenet “særlig sensitiv” som sådan er ukomplekst, men det har et navn og er måske lettere at forholde sig til. Vi lever også i en kultur, der er optaget af individet og personafhængige problemforklaringer. Om man har lyst til betegne sig selv som “særlig sensitiv” skal være op til folk selv. Men man skal passe på med teorien, når det handler om børn.«

Hvilke konsekvenser har det at karakterisere sit barn som særligt sensitivt?

»I mit arbejde med udsatte børn er det ofte problematisk, når man forstår børn i kategoriske kasser. Man begrænser i mange tilfælde sin forståelsesmæssige horisont og ser kun efter det, der passer ind i den forforståelse man har. Symptomerne kan være reelle nok, men forklaringen på symptomerne er ofte mere komplekse end som så. Et andet problem er, »det særligt sensitive« i nogle tilfælde er angst, og da der er forskellige behandlingsstrategier for de to fænomener, kan der ske det, at angst behandles forkert.«

Men er der ikke børn, som har brug for den ekstra ro og ekstra forståelse?

»Jo, det er der. Der sker mange ting på børneområdet, som ikke er hensigtsmæssige for børn. Skolereformen er jeg ikke imponeret over og vi har en inklusionspolitik, der er løbet af sporet. Heldigvis ser det nu ud til, at Inklusionsloven blødes op af regeringen inden længe. Jeg ser i flere tilfælde, at “særlig sensitivitet” er forældres ufaglige opråb til et skolesystem, der i længere tid ikke har lyttet nok til børnenes behov.«