Er den gode krig for god til at være sand?

Danskerne vil gerne i krig igen. Krigsberedtheden er baseret på en idé om, at de seneste krige har været gode og succesfulde krige. Men hvis den idé er forkert – hvad så?

Danske og britiske soldater sikrer i fællesskab området efter et angreb med en vejsidebombe i Basra i det sydlige Irak i 2006. Fold sammen
Læs mere
Foto: Atef Hassan
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lyden af stilhed er lyden af den sidste danske kampsoldat, som har forladt Afghanistan, og af et Danmark, som for første gang i umindelige tider ikke er i krig.

Og hvis stampersonel, officerer og politikere får deres vilje, bliver det kun et øjebliks stilhed. Lige præcis nok til at skifte underbukser og tanke flyene, for danske soldater er så gode, og dansk know-how er så stort, at det vil være synd og skam ikke at bruge det i en urolig verden, har de i de seneste uger sagt til Berlingske.

Det er udtryk for, hvad to militærforskere, Peter Viggo Jakobsen og Karsten Jakob Møller, har kaldt »Danmarks rejse fra Venus til Mars«. »The Danish way of war« er i Danmark blevet en populær krig, og mens krigstrætheden rusttærer andre lande, er danskerne klar igen, som de skrev sidste år i årbogen for Dansk Institut for Internationale Studier.

Den danske krigsberedthed hænger nøje sammen med, at de danske krige bliver opfattet som gode krige, skriver de. At Danmark ude i verden har kæmpet for frihed, demokrati og menneskerettigheder og mod undertrykkelse og uvæsen, det er læren fra Kuwait, Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen, og vi har gjort det uden jordomstyrtelser på hjemmefronten. Som forsvarsminister Nick Hækkerup sagde, da han forsvarede de danske bombemissioner i Libyen: »Vi fik meget for pengene.«

Eller sagt på en anden måde: Den danske krigsberedthed hænger nøje sammen med en forestilling om, at krigene har været vellykkede og virkningsfulde uden at rumme de omkostninger, som tidligere østfrontslag af opslidende storkrige rummede. Danmark har kort og godt været med til at opfinde den gode krig.

Spørgsmålet er, om det er rigtigt?

I USA og blandt militære teoretikere hærger en debat, som netop handler om det spørgsmål, og som forsøger at destillere krigene efter Berlinmurens fald.

Den kendte kommentator Fareed Zakaria hører til dem, der tror på den gode krig. Han skrev således i Time efter indsatsen i Libyen, at den vestlige verden nu havde blodoptaget de tidligere missioner og fundet formlen for moderne krig: En krig som havde lokal legitimitet, og en krig hvor de vestlige magter delte opgaven og bidrog med efterretninger, materiel, missiler og luftvåben, og som på landjorden blev udkæmpet af indfødte styrker.

Den estimerede krigsforsker Stephen Biddle hører til på den modsatte fløj. Han mener ikke, at der kommer andet end billig succes fra billig krig, som han har skrevet, og han tilhører dermed, hvad vi kan kalde luft-skeptikerne – for debatten har i høj grad udviklet sig til et luftslag.

Luftangreb er ikke nok

Op gennem det 20. århundrede har fremtrædende teoretikere hævdet, at luftvåben netop var fremtidens våbenart, den våbenart, som kunne vinde krige. Tænkere som Thomas Schelling, Giulio Douhet og John Warden har hævdet, at luftangreb per definition ville tvinge fjenden i knæ. Det er historiens lære. Men skeptikerne fastholder, at det netop ikke er historiens lære.

I 1996 skrev professor Robert Pape sin omdiskuterede bog »Bombing to Win,« som fastslog, at luftangreb til dato ikke har vundet krige. Under Anden Verdenskrig blev alle større tyske og japanske byer udsat for en sønderbombning, men nyere forskning viser, at det ikke havde den store effekt på krigen og moralen. Det samme i Korea og Vietnam. Professor Mark Clodfelter nærstuderede luftkrigen i Vietnam og nåede i 2006 i sin bog »The Limits of Air Power« til den samme konklusion. Selv det bedste eksempel på effektiviteten af luftkrig, Kosovo, er ikke et godt eksempel, siger de. Eksperterne lovede forinden, at luftangrebene kun ville vare tre dage, men de varede i knap 12 uger, og de gjorde meget lidt militær skade. NATO hævdede at have ødelagt 300 serbiske kampvogne og bombet serbiske militærinstallationer i Kosovo til pindebrænde, men de ødelagde reelt kun 14, og den serbiske hær marcherede ud af Kosovo i højt humør.

Det var ikke luftangreb, som fik den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, til at trække sine soldater ud, men derimod et russisk ultimatum, siger skeptikerne.

Det samme i 2001 i Afghanistan og i Libyen. Det var ikke luftangreb, som væltede regimerne, men soldater på landjorden og politisk pres.

Vesten betalte en høj pris

Problemet med Fareed Zakarias gode krig er også, at man får, hvad man betaler for. Måske er det politisk bekvemt at foretage luftangreb og lade indfødte styrker føre landkrigen, men dermed opgiver man politisk kontrol, og resultatet kan blive noget, som den vestlige verden ikke havde regnet med.

I Kosovo blev landkrigen ført af Kosovos Befrielsesfront, som præsident Clintons udsending på Balkan kort forinden havde omtalt som »utvivlsomt en terrororganisation«, og en FN-resolution konkluderede det samme. Kort efter var Vesten allieret med fronten, som siden har spillet en dubiøs rolle i landets politik, og dens tidligere politiske leder er i dag Kosovos premierminister.

I Afghanistan blev landkrigen i 2001 ført af soldater fra den såkaldte Nordlige Alliance, assisteret af 300 amerikanske rådgivere og bombeangreb på alt, hvad der bevægede sig. Det meste af Afghanistan faldt i november 2001, men fraværet af amerikanske styrker førte til et politisk tomrum, som Taleban udnyttede, og i marts 2002 var talebanerne tilbage i Afghanistan, og Vesten måtte til massivt og posthumt at engagere sig militært.

Men hvad med Libyen? Krigen kostede kun USA 1,1 mia. dollar, ingen amerikanere døde, og efter blot otte måneder og syv dage var Gaddafi-regimet faldet og krigen overstået.

»Vi opnåede succes i Libyen for en tiendedel af én procent af prisen for Irak og Afghanistan. Det er ikke en dårlig model for fremtiden,« fastslog Fareed Zakaria.

Igen vil skeptikere sige, at succesen er kvalificeret. Vesten betalte en høj pris for ikke at have støvler på landjorden. Da støvet lettede, og den libyske opposition stod i Tripoli, var Mahmoud Jibril, en islamist og tilhænger af sharia-lov, pludselig ved magten, og Vesten kunne intet gøre. Han er siden blevet afløst af den nuværende og mere liberale premierminister, Ali Zeidan, men det illustrerer tydeligt risikoen ved krig med let fodaftryk.

Fremtidens krige kan blive værre

Den danske kampberedthed er baseret på en idé om, at de tidligere krige var effektive, gode og styrkede Danmark indadtil og udadtil. Derfor er vi klar til krig igen. Men som Peter Viggo Jakobsen og Karsten Jakob Møller fastslår: »Det er vildt optimistisk at basere fremtidig militær planlægning på best-case scenarier.«

Fremtidens krige kan blive meget værre og meget længere og koste meget mere i kroner og i menneskeliv, siger de, og Vesten kan komme op mod modstandere, som er langt stærkere end hidtil. Hvilken pris vil vi betale for en krig? Vil vi f.eks. være villige til at involvere os i en langvarig krig i Syrien, hvor modstanderne kan vise sig at være Assad-regimet, Iran og Hizbollah?

Det andet spørgsmål post-Afghanistan er endnu mere fundamentalt, og det er det spørgsmål, som amerikanerne kriges om: Kan man overhovedet føre krig med let fodaftryk, eller viser netop erfaringerne fra Kosovo, Afghanistan og Libyen det modsatte af, hvad myten vil: At den slags god krig i virkeligheden er for god til at være sand?