Enmandsbetjente tog er stadig kun en plan

For to år siden fik DSB besked på at køre enmandsbetjente tog på Kystbanen og i Nordjylland. 46 togførere blev fyret og 40 millioner investeret i TV-monitorer, men togene kører stadig, som de altid har gjort.

På alle perroner på Kystbanen er der opsat skærme for mange millioner. Indtil videre til ingen nytte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carsten Gregersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en mand med en fløjte, der bestemmer, hvornår togene på Kystbanen og i det nordjyske kører fra stationen. Det er samme mand eller kvinde, der griber ind, hvis en dør gør knuder, og som billetterer passagererne.

Men sådan burde togene ikke køre. Var det gået, som daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) for to år siden besluttede, skulle DSB Øresundstog køre med kun en lokofører til at holde øje med passagererne, når de stiger ud og ind i togene. Billetteringen skulle klares ligesom i S-togene, altså med stikprøvekontrol, og omstillingen skulle gennemføres per 15. december 2013. Formålet med omstillingen til enmandsbetjente tog var at spare 30 millioner kroner om året.

DSBs direktør for operationer, Anders Egehus, medgiver, at de enmandsbetjente tog er stærkt forsinkede. Da DSB sammen med skotske First vandt udbuddet af Kystbanen i 2007, blev der indsat en option, som gav transportministeren mulighed for at bestille omlægning til enmandsbetjening med et halvt års varsel. DSB Øresund gjorde som ønsket. 46 togførere blev fyret, og en investering på 40 millioner kroner i TV-monitorer på perronerne på Kystbanen blev sat i værk.

Sikkerhed på perronen

Men planen kørte frontalt ind i virkeligheden i form af en uafhængig assessor, der skulle have meget mere tid end forventet til at bedømme de sikkerhedsmæssige forhold.

Var det forhastet at afskedige de 46 togførere i 2013?

»Ja, men ikke med den viden vi havde på det tidspunkt. Det skulle vi i bagklogskabens lys ikke have gjort,« siger Anders Egehus.

Nogle af de fyrede togførere er blevet genansat, mens andre togførere er hentet til Kystbanen fra andre dele af DSB, hvor de efter effektiviseringstiltag i DSB var kommet i overskud.

DSB har efterfølgende besluttet at skabe en generel standard for sikkerhedsmæssige krav til enmandsbetjente tog, som kan bruges som grundlag for alle jernbaner i Danmark og ikke kun for Kystbanen og i Nordjylland.

»Vi arbejder på at skabe den sikkerhedsmæssige standard for jernbanen i Nordjylland og er tæt på at fremsende den til Trafikstyrelsen,« oplyser Anders Egehus.

Har DSB planer om at omstille flere jernbanestrækninger til enmandsbetjening?

»Det har vi ingen konkrete planer om, men med en standard for sikkerheden på plads skaber vi grundlaget,« siger Anders Egehus.

Han vil ikke give et bud på, hvornår arbejdet med en sikkerhedsstandard er færdigt, så enmandsbetjeningen på Kystbanen bliver til virkelighed.

Dansk Jernbaneforbund, der organiserer personel på togene, har flere gange advaret om forringet sikkerhed for passagererne, hvis en enkelt lokofører med TV-monitorer til at kigge langs et 240 meter langt tog skal skabe sikkerhed på perronen. Dertil kommer, påpegede jernbaneforbundets formand, Henrik Horup, for nylig i forbundets blad, at togpersonale er nødvendigt for at skabe tryghed ombord i togene. Han beklager, at opsyn og kontrol i offentlig transport til stadighed skæres væk.

»Tør vi overlade trygheden og den gode opførsel og adfærd til passagererne selv? For det er tilsyneladende den vej, vores politikere har valgt. Hvem vil tage ansvaret for trygheden i den kollektive transport, når alt tryghedsskabende personale skal fjernes?«, spørger formanden.

Ordning blev rullet tilbage

Pendlerformand på Kystbanen Michael Randropp er overbevist om, at enmandsbetjente tog vil medføre yderligere forsinkelser og togaflysninger, når det er lokoføreren, der skal forlade sin plads i lokomotivet for at lukke døre, der strejker. »Og det går bare ikke,« tilføjer han.

Michael Randropp gør opmærksom på, at DSB Øresund for et par år siden iværksatte en ny procedure på Kystbanen, hvor togføreren ikke skulle tjekke, om der var passagerer ved dørene, men blot lukke dørene ved afgang. Den ordning måtte man rulle tilbage på grund af forskellige hændelser, således at togføreren igen som i gamle dage sikrer sig, at dørene er fri, inden han fløjter og trykker på knappen, der lukker dørene.

»Den dag man rullede ordningen tilbage, døde planen om enmandsbetjente tog,« mener Michael Randropp, der derfor ikke forstår, hvorfor man fortsætter arbejdet med at skabe grundlag for enmandsbetjente tog.