Enhedslisten i splid om støtte til irakiske oprørere

Christiansborg-politikere uenige med folketingskandidaten Asmaa Abdol-Hamid på spørgsmål om støtten til irakiske oprørere.

Skal man støtte den væbnede irakiske modstandsbevægelse? Det spørgsmål giver anledning til intern uro i Enhedslisten, hvor en gruppe medlemmer opfordrer til aktivt at bakke op om bevægelser, der bekæmper koalitionens tilstedeværelse.

»Manglende støtte vil være et svigt af det irakiske folk,« sagde folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid på partiet årsmøde i maj, hvor hun blandt andet pegede på de irakiske oliearbejderes fagforening som oplagt støttemulighed.

Hun gav på mødet sin tilslutning til et forslag fra partimedlem Finn Hermann, der sammen med en håndfuld andre opfordrer til at støtte modstandsbevægelsens 'progressive dele'.

»Modstanden kan foregå med våben i hånd, men der er også bevægelser i Irak, der bekæmper den amerikanske tilstedeværelse uden våben,« siger han og opfordrer til, at partiet gør brug af sine internationale kontakter for at kunne udpege bevægelser, man kan støtte - væbnede eller ej.

»En vigtig hjælp er at ytre opbakning til dem. Det kan ske på offentlige arrangementer i organisationernes hjemland og ved demonstrationer,« siger Finn Hermann til Information.

Men opfordringen til også at støtte væbnede modstandsbevægelser møder intern kritik fra gruppen på Christiansborg:

»Jeg kender ikke en eneste fornuftig, progressiv, demokratisk væbnet modstandsbevægelse i Irak, som man kan støtte,« siger udenrigsordfører Rune Lund.

Han understreger, at partiet fuldt ud tilslutter sig irakernes principielle ret til at øve modstand mod besættelsesmagten. En udtalelse, der ellers har givet folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid kraftig modvind.

»Civil modstand bakker vi fuldt op om. Den holdning har vi haft siden 2003. Asmaa udtaler sig på det principielle plan, og når det får så megen opmærksomhed, skyldes det alene, at det er hende, der taler, og ikke en af os andre,« fastslår Rune Lund.

Også partiets tidligere internationale sekretær Kenneth Haar afviser støtte til konkrete væbnede modstandsbevægelser.

»Jeg er spændt på at høre, hvem man tænker på. Jeg kender ikke nogen væbnede bevægelser i Irak, som Enhedslisten bør støtte,« siger han og understreger som Rune Lund partiets brede konsensus om et besat folks ret til modstand.

På baggrund af debatten lyder partiets officielle udtalelse:

»Enhedslisten allierer sig med de dele af modstandsbevægelsen, der både kæmper imod besættelsen og kæmper for den irakiske befolknings ret til social, demokratisk og økonomisk udvikling.«

Men hvorvidt der kan blive tale om væbnede organisationer, er partiet altså ikke enig om.

»Folk, der mener, at sådanne bevægelser eksisterer, må kunne pege på dem. Finn Hermann må se at blive politisk voksen,« siger Kenneth Haar til Information.

Kilde: Information