I begejstringen over Cityringens åbning og almindelige lækkerhed har de fleste sjovt nok overset, at ringen i tilknytning til sine stationer har givet København 17 nye byrum. Ikke alle lige spektakulære – nogle af dem var her jo i forvejen – og ikke alle lige nyttige, men allesammen formgivet med den samme omhu og øje for detaljen, som karakteriserer hele metroprojektet (der i parentes bemærket må være et af de bedste stykker offentligt design i Europa i de seneste 50 år – mindst).
Fredeliggørelsen af Gammel Strand er en skøn tilføjelse til Højbro Plads, og den lille plads, der er opstået omkring metronedgangen ved Hovedbanegården, skal også fremhæves. Mindre vellykket er pladsen ved Nørrebro Station, hvor DSBs ønske om en rulletrappe til perronen har ødelagt både pladsen og den fredede station. Men man kan jo altid knibe det ene øje i, når man går forbi.
Enghave Plads er både blevet renoveret i et kommunalt projekt og udstyret med Cityringens standardgarniture. Det sammenstød er ikke altid lykkeligt, og hvis man tager de fine arkitektbriller på, er der meget at kritisere. På den anden side kan man hver dag se, at pladsen er populær, og det må selv en københavnersnude bøje sig for.
Læs uddrag af anmeldelsen her:
»Desværre er selve formgivningen af pladsen ramt af den samme horror vacui, som plager de fleste byrumsdesignere for tiden. Angsten for det tomme rum har fået kommunen og dens arkitektteam til med løs hånd at drysse bede, træer og bænke ud over pladsen i en slags villet tilfældighed.
Der er et par større åbne områder, men ellers domineres den nye Enghave Plads af en serie specialdesignede, slyngede, orangefarvede bænke. Disse bænke er uden tvivl tænkt som et festligt indslag, men de er altså ikke ret vellykkede.
De er kluntet formgivet, og i en sammenligning med en traditionel københavnerbænk er det sjovt at se, hvor svært de har ved helt simpelt at træde ned på pladsen. De står og ligner tilfældigt placerede havemøbler, selvom de er boltet fast til fliserne.
Det andet store problem er, at bænkene i den frie komposition har en så ucharmerende bagside. En klassisk bybænk er smuk fra alle vinkler. De nye orange ormebænke duer egentlig kun, hvis man ser dem lige forfra, og det bliver et problem, når man vælger at opstille dem i en retningsløs komposition.«