Engelske eksperter: Corona-vaccine gør ikke livet normalt igen til foråret

Selv med en effektiv corona-vaccine vil livet ikke blive det samme som før, covid-19 blev en del af vores hverdag, siger engelske eksperter.

En mulig corona-vaccine vil tage lang tid at distribuere og producere. RODGER BOSCH

En vaccine bliver ofte set som den hellige gral, der vil sætte en stopper som corona-pandemien. Men en række engelske forskere konkluderer nu, at vi er nødt til at være realistiske omkring, hvad man kan opnå med en vaccine og hvornår.

Eksperterne siger ifølge BBC, at det vil tage op til et helt år at rulle en vaccine ud, da mange millioner doser skal produceres og efterfølgende distribueres.

Flere vacciner er lige nu med i vaccinekapløbet – og i den forbindelse melder flere medicinalvirksomheder, at de vil have en vaccine klar i foråret 2021.

Eksperterne understreger dog, at blot fordi vi får en vaccine til foråret, så skal vi altså ikke forvente, at alt bliver normalt i marts næste år.

»En vaccine giver os håb om at ende pandemien, men vi ved – historisk set – at vaccineudvikling er fyldt med mislykkede forsøg,« siger Dr Fiona Culley ved det nationale hjerte- og lungeinstitut ved Imperial College London.

Eksperterne vurderer, at massevaccinationen vil give fuldtidsbeskæftigelse til op mod 30.000 mennesker i sundhedssektoren i Storbritannien.

Det er endnu også uvist, hvor mange doser af en corona-vaccine, det vil være nødvendigt at give og hvor ofte.

Ved visse vacciner skal man have to eller tre doser for at opnå den fulde effekt, og nogle vacciner kræver indsprøjtning årligt, som fx influenza-vaccine.