Endnu mere kulde på vej – og det vil gøre julen ekstra dyr i år

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Der er udsigt til endnu mere kulde og snevejr i resten af december, og det kan betyde store udgifter til varme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til dagens overblik.

I dag skal vi omkring en foruroligende vejrudsigt for december, der viser, at kulden langtfra er forbi. Det betyder ikke blot flere dage med vanter og hue, men også en stor ekstraregning til mange danskere for julens lune hygge.

Derudover skal vi forbi en skadestue, hvor problemer med at rekruttere speciallæger er blevet så stort, at der lige nu kun er besat halvdelen af de normerede stillinger.

Vi begynder dog med at runde Tyskland, hvor spøgelser fra nazismen stadig viser sig af og til. Men er det nyeste eksempel med et planlagt statskup fra højreekstremister et enkelttilfælde, eller er der dybere problemer i det tyske samfund?

Tyskerne troede, at problemet var væk. Men nu vækkes frygten for nynazismen til live igen

De seneste år har de tyske myndigheder gjort flere opdagelser af nynazistisk karakter.

En af de mest omtalte handlede om det tyske specialkorps Kommando Spezialkräfte, der er blevet et billede på, at nazismen stadig spøger i Tyskland.

Onsdag slog tysk politi og efterretningstjeneste til mod en række mistænkte højreorienterede i landet. De mistænkes for at planlægge et statskup og omfatter både læger, dommere og soldater.

Afsløringen understreger, at der er bund i den tyske frygt for ekstremister i landet.

Forrige år konkluderede Verfassungsschutz – en tysk efterretningsenhed, at cirka 1.400 ud af mere end en halv million ansatte i forsvaret og i politiet var mistænkt for at sympatisere med den ekstreme højrefløj.

Du kan læse hele artiklen her.

Udskældt skadestue mangler over halvdelen af speciallægerne

Mens det vælter ind med patienter til akutmodtagelsen på Nykøbing Falster Sygehus, så er der alt for få speciallæger og sygeplejersker.

Lige nu viser en redegørelse, at der mangler over halvdelen af de speciallæger, der er behov for, mens der samtidig er stor mangel på sygeplejersker.

Sygehuset i Nykøbing Falster er normeret til at have 16 speciallæger, men aktuelt er der kun syv ansat. Det løser man ved merarbejde, eksterne vikarer samt øget brug af yngre læger.

I stedet for de manglende sygeplejersker anvender man sosu-assistenter, og derudover har man reduceret antallet af senge.

Regionsrådsformand i Region Sjælland Anne Møller Ronex ser problemet som meget alvorligt.

»Vores akutmodtagelser er belastede og hårdt pressede. Det må ses i øjnene,« siger hun.

Du kan læse hele artiklen her.

Endnu mere kulde på vej – og det vil gøre julen ekstra dyr i år

Vinteren har netop vist sit bidende ansigt med snevejr og frostgrader, og det ser kun ud til at fortsætte.

På samme tid er energikrisen igen på fuldt blus, og gaspriserne og elprisen er i vejret. Det betyder, at julen i år bliver endnu dyrere.

Hos DMI oplyser vagthavende meteorolog Anja Bodholdt til Jyllands-Posten, at temperaturen i Danmark de kommende dage vil ligge omkring frysepunktet om dagen og falde til mellem to og otte minusgrader om natten.

De kommende ugers prognoser fra DMI viser, at danskerne vil blive budt på temperaturer væsentligt under normalniveauet for december på 2,8 grader.

»De temperaturer, vi går i møde, ligger under normalen for denne årstid. Og de steder, hvor der er faldet sne, vil det være muligt at se tocifrede minusgrader,« siger Anja Bodholt til Jyllands-Posten.

Og i en tid, hvor mange opholder sig inden døre og hygger sig ekstra meget, så er det ikke en god nyhed for danskernes pengepung.

»Efter et lille afbræk i oktober og en del af november er energikrisen nu tilbage med høje gaspriser og høje elpriser,« fortæller chefkonsulent Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark til Jyllands-Posten.

»Der er nok ikke så meget andet at gøre end at spare på energien og holde øje med energiprisen.«

Du kan læse hele artiklen her hos Jyllands-Posten.

Analyse: Moderaterne er igen inde i varmen, mens S og V står over for et afgørende valg

Mette Frederiksens puslespil om dannelsen af en ny regering har forskubbet sig siden sidste uge.

Både De Konservative og SF har forladt regeringsforhandlingerne, og deres manglende mandater giver nu igen Lars Løkke Rasmussens Moderaterne en afgørende rolle.

Det skriver politisk kommentator Bent Winther i en analyse.

»Moderaterne og De Radikale koketterer fortsat med, at de ikke vil være med i en regering for enhver pris. De vil have indrømmelser og kunne se sig selv i et regeringsgrundlag, hvilket man er i færd med at efterkomme. Men mon ikke de to partier, der er gået forrest i argumentationen for en bred midterregering, i det store og hele vil kunne finde sig til rette i et kompromis mellem Socialdemokratiet og Venstre?,« skriver han.

Bent Winther vurderer, at man i Venstre gerne ser, at Moderaterne og De Radikale kan være med til at skabe en flertalsregering, mens at Socialdemokratiet i højere grad blot ønsker at invitere Venstre indenfor i ministerierne.

Du kan læse hele analysen her.

Det sker i dag:

Valg på Færøerne: Færingerne går til valg for at vælge nye medlemmer til det færøske parlament Lagtinget.

Nye tal for udviklingen i boligpriserne: Boligpriserne er de seneste måneder faldet, og dagens tal viser om den faldende tendens fortsætter.

Aalborg Håndbold spiller Champions League: Aalborg Håndbold møder på udebane FC Barcelona i EHF Champions League.