Endnu en person bliver varetægtsfængslet i terrorsag

En mand, der blev anholdt i stor antiterroraktion, og som er sigtet efter terrorparagraffen, blev løsladt efter grundlovsforhør i sidste uge. Men fredag har Østre Landsret besluttet, at han alligevel skal varetægtsfængsles.

 

En mand, der blev anholdt i forbindelse med politiets og Politiets Efterretningstjenestes store antiterroraktion onsdag i sidste uge, blev fredag varetægtsfængslet af Østre Landsret, sigtet efter straffelovens terrorparagraf 114, stk. 1, nr. 1.

Manden blev ellers løsladt efter et grundlovsforhør i Københavns Byret 12. december, selv om politiet ønskede ham varetægtsfængslet. Politiet kærede derfor løsladelsen til landsretten, der gav dem medhold. Manden bliver derfor varetægtsfængslet indtil 8. januar. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Af sigtelsen mod ham fremgår det, at han forsøgte at »finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug for en eller flere terrorhandlinger et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet«.

Blev løsladt

11. december anholdt syv politikredse og Politiets Efterretningstjeneste (PET) cirka 20 personer. Dagen efter blev tre personer – to mænd og én kvinde – varetægtsfængslet af Københavns Byret frem til 8. januar. De er sigtet for at ville fremstille sprængstoffet TATP – også kendt som »Satans mor« – og bruge det ved en eller flere terrorhandlinger i enten Danmark eller udlandet.

13. december blev yderligere to personer varetægtsfængslet, mens tre andre, som politiet også havde ønsket varetægtsfængslet, blev løsladt. De er alle sigtet for at ville købe våben til brug ved en eller flere terrorhandlinger. Manden, der nu er blevet varetægtsfængslet, var blandt de tre, der oprindeligt blev løsladt.

Sideløbende har der været en sag i Odense, der er blevet ført bag dobbelt lukkede døre, som menes at have en tilknytning til sagen. Den sag førte også til en varetægtsfængsling. Efter varetægtsfængslingen af de to i sidste uge meldte Københavns Politi dog ud på Twitter, at i alt fem personer dermed er varetægtsfængslet i sagen.