Endnu en fængsling i større sag om cigaretsmugling

En 39-årig mand er anholdt og sigtet for at smugle millioner af kopicigaretter til Danmark.

Endnu en mand er blevet anholdt i en større sag om ulovlig indsmugling af falske cigaretter til landet.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen sker i forbindelse med optrevlingen af et smuglernetværk, som ifølge politiet har forsøgt at smugle 16 millioner kopicigaretter ind i Danmark fra Polen.

Den 39-årige mand, der kommer fra Polen, blev anholdt på en adresse i Randers mandag eftermiddag, efter at politiet havde lokaliseret ham.

Manden er tidligere blevet fængslet in absentia, hvor den mistænkte ikke var til stede i retssalen. Han har siden været eftersøgt.

Den 39-årige sigtes for at have været med til grov indsmugling af de mange cigaretter, der ville føre til et afgiftstab for staten på mellem 15 til 20 millioner kroner ifølge Østjyllands Politi.

14. marts blev seks mænd varetægtsfængslet i fire uger, efter politiet i længere tid havde haft et øje på dem.

De er mistænkt for både at have produceret og indsmuglet store mængder af kopicigaretter med henblik på at sælge dem til et større netværk i Danmark.

Den 39-årige fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus klokken 10 tirsdag formiddag.

/ritzau/