I dag er det 1. marts – dagen, hvor genåbningerne træder i kraft.
Det er nu igen muligt at besøge butikker og handle lidt mere normalt i forhold til, hvad man tidligere har kunnet. For, ja, der medfølger selvfølgelig en stribe krav og bemærkninger, og dem finder du her.
Butikkerne
Først og fremmest slår mange af landets butikker her til morgen atter dørene op. Der er tale om udvalgsvarebutikker – altså andet end dagligvarer – som er under 5.000 kvadratmeter i størrelse. Dermed kan man købe tøj, sko og andet, man måtte have brug for.
Den del af detailhandlen har været lukket siden slutningen af december, hvor smitten i Danmark var særlig høj.
Udvalgsvarebutikker, der ligger i storcentre, venter stadig på det grønne lys fra regeringen og skal altså fortsat holde lukket.
Store butikker på over 5.000 kvadratmeter må genåbne med kravet om, at kunder skal bestille tid, og at der skal være hele 250 kvadratmeter til hver enkelt kunde. For butikker på mellem 5.000 og 2.000 kvadratmeter hedder kravet 20 kvadratmeter per kunde, og for de mindre butikker er kravet på ti kvadratmeter.
Zoo og Tivoli
Også flere udendørs kulturinstitutioner kan fra i dag genåbne, og det kommer gæsterne i Zoologisk Have i København, Odense og Aalborg samt Tivoli i København til gode.
I dag må de genåbne for aktiviteter, der foregår udendørs, men der følger et krav om, at gæsterne kan vise dokumentation for en negativ coronatest, som er højst 72 timer gammel.
Idræt og foreninger
For udendørs idræts- og foreningsaktiviteter bliver der fra i dag løsnet op i restriktionerne for forsamlingsforbuddet, der stadig i mange andre sammenhænge begrænser sig til kun fem personer.
Det er nu muligt at forsamle sig op til 25 personer til denne type aktiviteter.
Nord- og Vestjylland
Nordjylland og Vestjylland bliver særligt tilgodeset i den nye fase af genåbningen. Fra i dag får alle afgangselever i grundskoler, på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser lov til at komme tilbage med 50 procents fremmøde, såfremt de bliver testet to gange om ugen. Ansatte opfordres kraftigt til at blive testet to gange om ugen.
Efterskoler åbner med fuldt fremmøde og særlige smitteforebyggende foranstaltninger.
Bornholm er den store vinder
Og så kommer vi til solskinsøen i Østersøen.
Bornholm har blandt alle kommuner og regioner i landet trukket det længste strå i genåbningen, fordi smitten i ugevis har været lav, og fordi Bornholm i sagens natur er geografisk afsondret.
Alle skoler, herunder efterskoler på Bornholm, åbner med fuldt fremmøde – og med en kraftig opfordring til to ugentlige test af elever og ansatte.
Alle øvrige uddannelser åbner med krav om to ugentlige test.
Liberale serviceerhverv på Bornholm genåbner med krav om negativ test, der er højst 72 timer gammel. Herudover hæves forsamlingsforbuddet fra fem til ti personer.