En urinstinkende støvklump langt, langt borte

Rumsonden Rosetta, der cirkler rundt om kometen P67 i skiftende baner og højder, har opfanget en stank, der ville få mennesker til at snappe efter vejret – hvis man ellers kunne trække vejret derude.

Udsnit af kometen 67P. Foto: ESA/Rosetta/MPS Fold sammen
Læs mere

Hvis du stod i en rumdragt i dette stejle og stærkt fremmedartede landskab, ville du i princippet kun veje et enkelt gram eller deromkring. Du ville derfor uden synderlig anstrengelse kunne hoppe 100 meter op i luften. Ja, du ville formentlig være i stand til at hoppe så højt, at du ville fortsætte ud i rummet og blive en ensom og hastigt døende rejsende i det tomme intet.

Billedet øverst er et af de skarpeste og mest iøjnefaldende blandt en række nys frigivne optagelser fra den europæiske rumsonde Rosetta af den mærkværdige komet 67P. Det er taget ca. otte km over det omtrent fire km brede og badeands-formede himmellegeme og er så skarpt, at en enkelt pixel svarer til 15 cm. Fra bunden af billedet og op til den store tinde er der omkring en halv kilometer.

I en skygge under et fremspring et eller andet sted i dette landskab (men uden for billedet) gemmer der sig en køleskabsstor maskine fra Jorden: Kometlanderen Philae, der forulykkede i november sidste år.

Philae nåede at sende lidt måledata og enkelte svært dechifrerbare billeder ned til Jorden, før den efter et par dage løb tør for strøm. Siden har den været tavs, og trods intense analyser af detaljer på billedoptagelser fra Rosetta er det endnu ikke lykkedes at opdage den på kometoverfladen.

Alligevel har forskere tilknyttet den allerede historiske Rosetta-mission kunnet fravriste den mærkværdige klump godt en halv milliard km ude i rummet forbløffende mange hemmeligheder. Mange af disse opdagelser er netop blevet offentliggjort i et helt temanummer af det videnskabelige tidsskrift Science: De første officielle forskningsresultater om kometen.

Rosetta, der cirkler rundt om kometen i skiftende baner og højder, er blandt andet udstyret med »sniffere«, der kan opfange og analysere noget af det støv og gas, der slynges af kometen i forbindelse med den opvarmning, som Solen udsætter den for.

De har eksempelvis opfanget en stank, der ville få mennesker til at snappe efter vejret – hvis man ellers kunne trække vejret derude. I kometens hale er der nemlig molekyler, som er identiske med dem, man finder i urin eller i rådne æg, herunder ammoniak og svovl. Det vil sige komplekse organiske forbindelser, der i vidt omfang kan opfattes som byggesten til liv.

Men ellers er det mest overraskende, hvor markant anderledes kometen er. Hvis man kigger nærmere på det porøse sand- eller rettere sneagtige tæppe, der synes at dække en større del af overfladen, kan man se op til tre meter brede og glat udseende småklumper, der ifølge forskerne formentlig er himmellegemets oprindelige byggeklodser. Rosettaforskerne har døbt dem »gåsehud« eller »dinosaurusæg«.

Det er i givet fald noget af det ældste, uberørte materiale, man overhovedet kan forestille sig i vores egn af kosmos – levn fra dengang for mere end 4,5 mia. år siden, da solsystemet endnu ikke var blevet dannet, men kun bestod af støv- og gasrester fra en eksploderet urstjerne.

Teorien er, at disse »dinosaurusæg« er tilfældige sammenklumpninger i universet af det oprindelige gas og støv. Efterhånden har nogle af disse klumper så fundet sammen og dannet en begyndende kometkerne. Noget andet overraskende er hvor hyperaktiv, kometen er.

Tag for eksempel det forhold, at den rummer noget, der minder om klitter. Dannelse af klitter (fra sand og støv) kræver, at der blæser. Men blæst kræver tyngdekraft og en atmosfære, for ellers bliver støv liggende. Ude på 67P er der bare praktisk taget ingen tyngdekraft og slet ingen atmosfære. Alligevel indikerer målinger, at det kan blæse med op til 300 meter i sekundet derude, når Solen stråler varmer gas og støv op. Hvilket – trods fraværet af en atmosfære – må være årsagen til, at støvpartikler i nogen grad kan hvirvle op og danne klitter.

Den vedvarende aktivitet som følge af Solens indflydelse kan formentlig også forklare dannelsen af mange af kometens dybe kløfter. De kan være blevet skabt, når indre ophobninger af frossen kuldioxid er blevet opvarmet og har eksploderet sig vej gennem det stærkt porøse himmellegeme. Nærmest som vulkaner eller som rystede sodavand.

Endelig har det overrasket forskerne, hvor relativt lidt vand kometen indeholder. Og det vand, der er, har en anden kemisk signatur end Jordens vand, hvilket indikerer, at vores vældige oceaner ikke er blevet til som følge af voldsomme kometnedslag i klodens barndom. I stedet består kometens fnuglette is især af kuldioxid og kulilte. Hvilket gøre betegnelsen »sneagtig støvbold« mere nærliggende end den ellers gængse beskrivelse af kometer som »beskidte snebolde«.

Rosetta – og med lidt held også Philae – kommer i de kommende måneder til at afsløre mange flere hemmeligheder om den mærkværdige klump urstof. Imens kan vi fordybe os i de skarpe optagelser af de forunderlige landskaber på den lille og velstuderede plet langt, langt borte.