Som belønning for en ekstraordinær indsats under coronakrisen blev Bispebjerg Hospital i København for nylig tildelt en ekstra pengepulje. Det var dog ikke alle medarbejdere, der kunne nyde godt af bonussen.
Anæstesiafdelingen fik tildelt en af puljerne på 250.000 kroner, og her valgte afdelingslederen at uddele et engangstillæg til en gruppe, som primært bestod af mellemledere. Det skriver TV 2 på baggrund af en e-mail, som mediet er kommet i besiddelse af.
I e-mailen skriver afdelingslederen, at man har haft et valg mellem at »tørre et tyndt lag ud«, så hver medarbejder kunne købe en flaske rødvin, eller at fordele pengene således, at de »reelt kunne mærkes«.
»Vi har valgt den sidste løsning og givet engangstillæg til en gruppe, primært mellemledere, der har løftet en ekstraordinær indsats i forbindelse med omstilling af hospitalet til covid-19-situationen, og som ikke på anden vis er kompenseret lønmæssigt,« fortsætter afdelingslederen i e-mailen.
Ifølge B.T. er der tale om mellem 12 til 14 mellemledere, som hver især har modtaget cirka 20.000 kroner.
Frustration blandt medarbejdere
Hospitalsdirektør Anne Jastrup bekræfter over for TV 2, at e-mailen har skabt frustration blandt de øvrige knap 300 medarbejdere på anæstesiafdelingen.
Også Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har kritiseret fordelingen af beløbet.
»De giver mellemlederne en bonus, mens dem, der har været allertættest på og har været udsat for stress, øget smitte, og hvad der ellers har været, ikke får noget. Det synes jeg simpelthen er urimeligt,« siger Liselott Blixt til B.T.
Anne Jastrup beklager »ordlyden« i e-mailen, men afviser, at man har haft til hensigt at støde andre medarbejdere. Hun forklarer samtidig, at puljen ikke kan omfordeles, idet de pågældende mellemledere nu er blevet lovet pengene.