En tredje muslimsk friskole sættes under skærpet tilsyn

Iqra Privatskole på Nørrebro i København er sat under skærpet tilsyn, oplyser Undervisningsministeriet.

Foto: Søren Bidstrup. Arkivfoto af Iqra Privatskolen, som har adresse på Hermodsgade 28 2200 København N (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2017).
Læs mere
Fold sammen

Iqra Privatskole på Nørrebro i København bliver nu som den tredje muslimske friskoler sat under et særligt skærpet tilsyn.

Det oplyser Undervisningsministeriet til Berlingske.

I forvejen er friskolerne Nord-Vest Privatskole i København og Al-Salam Skolen i Odense sat under skærpet tilsyn.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet bad tilbage i maj om en redegørelse fra Iqra Privatskole, hvor tilsynet bl.a. ønskede svar på en række spørgsmål om, hvordan ligestilling mellem kønnene indgår i skolens undervisning, samt hvordan skolen praksis er i forbindelse med kønsopdelt undervisning. Det fremgår af en aktindsigt, som Berlingske har fået i kommunikationen mellem styrelsen og Iqra Privatskole.

I maj kunne Berlingske afsløre, at viceskolelederen på Iqra Privatskole i årevis har drevet en hjemmeside med råd til unge muslimer, som bl.a. blev vejledt til at holde sig fra ikke-muslimske venner. Ifølge viceskolelederens råd på hjemmesiden kunne muslimske kvinder i øvrigt blive straffet, hvis de ikke bærer tørklæde, ligesom det i viceskolelederen og imamen Shahid Mehdis bog heller ikke er tilladt for muslimer at arbejde ved kassen i supermarkeder og sælge svinekød og alkohol.

Derudover blev Shahid Mehdi i foråret dømt i retten i Malmö for at have seksuelt forulempet en kvinde i en park ved at have blottet sig og løbet efter kvinden.

Bestyrelsen på Iqra Privatskole afskedigede Shahid Mehdi som viceskoleleder dagen efter publiceringen af Berlingskes artikler.

Iqra Privatskole har også tidligere været i fokus, da en skolepsykolog ansat på skolen i et interview med Radio 24syv fortalte, at de med henvisning til Koranen frarådede pigerne på skolen at have kærester.

I alt er 13 skoler på landsplan underlagt et såkaldt tematisk tilsyn af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med henblik på at undersøge, om skolerne lever op til kravene i friskoleloven om skolernes uafhængighed og det såkaldte frihed- og folkestyrekrav, som skal sikre, at eleverne rustes til et liv i et demokratisk og ligestillet samfund som det danske. Ni af disse 13 skoler er muslimske friskoler, hvoraf tre altså yderligere er under et skærpet tilsyn.