Én teknisk fejl – og så blev Aalborg Universitet pludselig til skole for heksekunster og troldmandsskab

Et af landets fem universiteter er netop blevet mere unikt. Ifølge Google har Aalborg Universitet nemlig de seneste uger taget navneforandring til »Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab«.

Aalborg Universitet
(ARKIV) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

En serverfejl har givet forskere og projekter ved Aalborg Universitet (AAU) en ekstra arbejdsplads på CVet.

Ifølge Google var det nordligste af landets universiteter nemlig blevet omdøbt til »Hogwarts« efter J.K. Rowlings berømte troldsmandsskole, som spiller en central rolle i historien om Harry Potter.

Det opsigtsvækkende navneskifte bundede i en fejl under opdateringen af Universitetsbibliotekets hjemmeside. Konkret skulle skolen opdatere sin forskningsdatabase, hvilket betød at IT-holdet bl.a. testede systemet af, før det blev tilgængeligt for offentligheden.

I stedet for blot at navngive serveren »test« fik det dog navnet »Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab«, som snart var tilgængeligt for offentligheden.

Frygtede hackerangreb

Ved universitetet ender IT-sporet hos chefkonsulent ved Universitetsbiblioteket på Aalborg Universitet, Kasper Løvschall. Konsulenten havde tilpasset en ny version af skolens forskningsportal, og undervejs havde han oprettet en arbejdsversion, som han kunne bruge til at afprøve om hjemmesiden virkede.

»For at jeg ikke skulle være i tvivl om, hvad jeg arbejdede i, havde jeg kaldt det »Hogwarts«,« siger han og forklarer, at fejlen efterfølgende opstod ved, at en såkaldt pegepind – som sender brugere indhold – via en webadresse henviste til den forkerte server, der var opkaldt efter »Hogwarts«.

Resultatet: 400.000 hjemmesider, som pludselig endte ved den nyoprettede troldmandsskole ved Limfjorden.

Kasper Løvschall, chefkonsulent ved Universitetsbiblioteket

»Det første, jeg tænkte, var: Det er simpelthen løgn.«


»I dag er der stadig 8.240 sider – men det svinger lidt. Under alle omstændigheder, må man sige, at det er en klar forbedring fra, da det var allerværst,« konstaterer Kasper Løvschall.

Fra universitetets side, blev man opmærksom på problemet med hjemmesiden gennem flere henvendelser fra IT-support, hvilket hurtigt udløste en frygt for, at universitetet var under angreb for hackere, siger chefkonsulenten, som selv modtog et screendump af en af de besynderlige søgeresultater.

»Det første, jeg tænkte, var: Det er simpelthen løgn. Jeg havde lavet foranstaltninger, så systemet ikke var tilgængeligt på internettet, så jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det kunne lade sig gøre.«

#erdetmandag

Optrinnet har siden fået Aalborg Universitet til selv at italesætte den løbske internetportal, hvor de senest har været ude på sociale medier.

»Ca. 400.000 undersider fik pludselig overskriften »Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldsmandsskab« i stedet for »Aalborg Universitet« #erdetmandag,« lød meldingen i et Facebook-opslag, som uddyber, at læreanstalten nu udlover præmier til sjoveste eksempler på Googles søgeresultater.

I mellemtiden kan man altså gå på jagt i den midlertidige troldsmandsskoles arkiver på Google Scholar, hvor akademiske udgivelser som »En ny tradition er skabt« eller »Penis under lup« nu er »udgivet« på Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldsmandsskab– omend de fortsat er forfattet af AAUs personale.

Foto: Google.

Tilbage hos Kasper Løvschall, er han heller ikke i tvivl om, at han nok ikke får lov til at glemme episoden. Men, pointerer han:

»Når man arbejder med IT, laver man fejl. Uden dem har du jo heller ikke haft hænderne oppe af lommen,« siger han og konstaterer:

»Det her var jo en sjov historie, og der var ikke nogen uheldige oplysninger, som blev lækket, så når det nu skal være, er det en sjov ting at blive husket for.«

Selv går Løvschall ikke meget op i historien om Harry Potter. Det gør hans døtre dog.