De fleste af os kender til, at fingrene arbejder lidt hurtigere end hjernen. Eller måske rammer fingrene lidt ved siden af på tastaturet.

Sjældent er det dog, at en tastefejl koster 519 millioner kroner.

Men det er tilfældet for en uopmærksom medarbejder, der har kostet sin virksomhed en enorm bøde.

Det er de britiske finanstilsynsmyndigheder, der netop har givet Citigroup Global Markets Ltd. en bøde på 79 millioner dollar, svarende til 519 millioner kroner, for en fejl foretaget af én uopmærksom person, skriver Yahoo

Fejlen fandt sted i maj i 2022 og resulterede i markante fald på de europæiske aktieindekser. 

En uheldig weekend i 2022 

Det var en »erfaren handler« for Citigroup Global Markets Ltd., der lavede fejlen. 

Citigroup Global Markets Ltd. er en global finansiel tjenesteudbyder og en del af Citigroup Inc., en af verdens største finansielle institutioner.

Der var tale om en rutinemæssig handel, hvor handleren skulle sælge aktier for 58 millioner dollar til bankens institutionelle kunder.

Denne ordre blev dog tastet forkert ind, hvilket resulterede i en ordre om at sælge aktier for 444 milliarder dollar.

Og her er der altså ikke tale om en tastefejl fra Berlingske: Der var tale om hele 444 milliarder dollar.

Citigroups systemer blokerede 255 milliarder dollar af det, hvilket betyder, at 189 milliarder dollar blev sendt til handelsplatformen til salg resten af dagen. I alt blev der solgt aktier for 1,4 milliarder dollar, før medarbejderen annullerede transaktionen, skriver CNN.

Fejlen gik ubemærket hen i 15 minutter og udløste et kortvarigt krak på de store europæiske aktieindekser, der gik ned med mere end fire procent, skriver Yahoo og Business Insider.

Tilsynsmyndighederne har nu undersøgt Citis interne kontroller, som de mente skulle have forhindret en så stor og tydelig fejl i at nå ud på markedet.

Ifølge en officiel rapport udløste den fejlagtige handel en advarselsmeddelelse på den ansattes computer. Men advarslen blev ignoreret, og medarbejderen fortsatte gennem den sidste bekræftelsesside uden at opdage fejlen.

»Vi er glade for at have fået afgjort denne sag fra for mere end to år siden, som opstod fra en individuel fejl, der blev identificeret og rettet inden for få minutter,« siger en talsmand for Citigroup til CNN.

Virksomheden har nu taget skridt for at »forbedre og styrke« systemerne, lyder det.