En succes fra kælder til kvist - ejerlejligheden fylder 50 år

Ejerlejligheden er en af vor tids bedste lotterisedler og et symbol på velstandens danske gennembrud efter besættelsen. Et halvt århundrede efter sin fødsel er den blevet en del af os selv.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Fredag fylder ejerlejligheden 50 år. Og sikke den er skudt i vejret.

Det er ikke til at tro, at dette barn af det brede og komplicerede boligforlig 1. juli 1966 er vokset til en moden og selvstændig boform ombejlet af alle. Inspireret af Tyskland, Frankrig og andre lande syd for grænsen blev det for 50 år siden for første gang i danmarkshistorien muligt at købe et stykke af et hus, en lejlighed, som en selvstændig matrikel og så EJE den. Og sælge den igen. Og tjene penge på det.

Når den oven i købet dufter af drømmen om eget hus og ligger inde midt i en by, så er ejerlejligheden en win/win-situation. Med mindre man er faldet i kløerne på en spekulant eller en finanskrise.

Tillad mig at dvæle lidt ved historien, selv om ejerlejligheden og dens værste fjende og bedste ven er den evigt dagsaktuelle rente.

En udbredt kliché, når man taler om sager, der er meget gamle, er »Allerede de gamle egyptere…«, men sådan er det faktisk med ejerlejligheden, for oldtidens egyptere, babylonere og grækere kunne eje en del af en bygning.

I Middelalderen dukker ejerlejligheden for første gangt op som fænomen i Europa, mens belgierne og ungarerne er blandt de første til at lave givning om et ejerlejlighedssystem. De fik det i 1924.

Termometer og pulsmåler

Gennem tiderne hænger fødselarens popularitet nøje sammen med udbredelsen af den private ejendomsret, drømmen om eget hus og befolkningstilvæksten.

Efterkrigstidens hårdtprøvede europæere så deres storbyer blive genopbygget blandt andet på grund af love om ejerlejligheder. De nordiske lande har modsat været langsomme i optrækket. Så sent som 1. maj 2009 indførte Sverige for første gang ejerlejligheder.

I 1981 var seks pct. af danskernes boligmasse ejerlejligheder. I dag er det 10,9 pct. af landets lidt over tre millioner boliger, der kaldes ejerlejligheder. Så fødselsdagen kan med rette siges også at markere en succes. Ikke mindst fordi ejerlejligheden i dag har fået rolle som både termometer på samfundsøkonomiens helbred og pulsmåler på privatøkonomien.

Den har endda fået sin egen lov ikke overraskende kaldet ejerlejlighedsloven. Loven er ændret et hav af gange alt efter de politiske flertals sammensætning. Første gang allerede i 1972, da man på grund af ublu spekulation vedtog, at kun ejendomme opført efter 1966 kunne opdeles i ejerlejligheder.

Foreløbig sidste eksempel på fødselarens turbulente liv er, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen agter at nedsætte et udvalg, der skal se på muligheden for at ændre andelsboligforeninger til ejer-ditto.

Fra start mente kritikere, at man ikke behøvede en lov om ejerlejligheder. Det hæderkronede danske andelssystem var rigeligt for danskerne, mente man og kaldte loven en skandale.

Mindrebemidlede folk ville ikke have råd til at købe ejerlejligheder, og de ville i bedste fald låne over evne, hed det. Desuden ville de mest privilegerede kunne høste profitter og spekulere i stort omfang.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Så forstår vi hinanden

På denne runde dag er det dog værd at fokusere på det positive.

Bevares, resten af boligfamilien – parcelhuset, andelsboligen, sommerhuset, kollegieværelset og nestoren: lejeboligen – høster jævnligt roser og anerkendelse og er også blevet en del af danskernes hverdag.

Men det er svært ikke at beundre ejerlejligheden for dens indflydelse på os som individer og nation.

Den er ikke kun tag over hovedet og vores ejendom. Den er en af vor tids bedste lotterisedler og symbol på velstandens gennembrud efter besættelsen. Ejerlejligheden er blevet vores fælles referenceramme – når vi måler vores lykke.

Når vi drømmer vores egne og vores børns drømme. Når vi spekulerer i køb og salg. Når vi indretter, udvider og planlægger.

»Hvad er den vurderet til?«, »hvad har I givet for den?« og »til hvilken rente?« er blevet samtaleklichéer på lige fod med »hvad skal I lave i sommerferien?«.

Når man samtidig kan sige slutsedler, liggetider, tinglysning og købsaftaler, så er vi med. Så forstår vi hinanden. Og vi smiler hele vejen til banken over ikke at skulle betale skat af det, vi –ofte uden at have rørt en finger – tjener, når vi sælger ejerlejligheden.

Vi elsker den konjunkturfølsomme ejerlejlighed. Når den er for dyr, drømmer vi våde drømme om den på mæglerens hjemmeside og i lokalavisens virkelighedsfjerne annoncer. Når vi vil sælge den, men ikke kan få det for den, vi håbede, bliver vores indre spekulant skuffet og nattesøvnen sparsom.

Ejerlejligheden bliver pludselig meget andet og mere end blot et sted at bo og en investering.

Den bliver en del af os selv.