En speget affære

Hvor går grænsen for politikeres krav på privatliv i en verden, hvor offentlighedsbegrebet er under revolutionær forandring? Afsløringen af den franske præsidents scooteriserede utroskab har givet ny næring til debatten.

Foto: VALERY HACHE, THOMAS SAMSON. Den franske skuespiller Julie Gayet og den 18 år ældre franske præsident, Francois Hollande.
Læs mere
Fold sammen

BARCELONA. Da præsident Félix Faure i 1899 pludselig døde i en alder 59 år, var det ifølge den officielle forklaring som følge af et slagtilfælde. Hvilket for så vidt var rigtig nok. Men alle, som dengang færdedes i Paris’ politiske miljø, vidste samtidig, at det næppe var hele sandheden. Faure var efter alt at dømme faldet om midt i kampens hede, mens han dyrkede sex med sin 30 år yngre elskerinde i Élysée-palæets soveværelse. Kun en enkelt avis fandt det imidlertid på sin plads at nævne, at præsidenten »var blevet ofret på Venus’ alter«, mens en anden ironisk præciserede, at han var død »på trods eller måske nærmere som følge af sit lige lovlig gode helbred«.

En del vand og andre væsker er løbet i Seinen siden Faures tragikomiske endeligt. Alligevel var det indtil i forrige uge endnu comme il faut blandt franske journalister at nøjes med kryptiske ordspil og antydninger, når det handlede om præsidenter og andre folkevalgtes ofte farverige kærlighedsliv. Mens et enkelt sidespring eller en minimal seksuel afvigelse andre steder på kontinentet og især i de angelsaksiske lande længe har kunnet koste karrieren, holdt Frankrig som den lille gallerby, vi kender så godt fra Asterix, fortsat stand midt i et romerrige af nyfigen puritanisme og sensationsliderlighed.

Det var denne sidste skanse, som faldt, da sladdermagasinet Closer fredag i sidste uge valgte at fortælle, hvordan præsident François Hollande de seneste måneder på scooter har drønet frem og tilbage mellem Élysée-palæet og en elskovsrede, hvor han mødtes med skuespilleren Julie Gayet. Hollande gik omgående ud og forlangte respekt for sit privatliv, men selvom 77 pct. af franskmændene umiddelbart støttede hans krav, er der formentlig ingen vej tilbage.

Det viser Alain Barluets dilemma. Le Figaro-journalisten fik tirsdag som den første ordet under et pressemøde, der egentlig skulle handle om regeringens økonomiske genopretningsplan. Barluet undskyldte bagefter på Twitter, at han havde benyttet lejligheden til at spørge om affæren. Men trods ubehaget gjorde han det alligevel. Fordi hele Frankrig og resten af verden med sad foran TV og ventede utålmodigt på at høre præsidentens forklaring.

Spørgsmålet er, hvorfor det er blevet sådan: Hvorfor kunne ikke blot Hollandes forgængere i Élysée-palæet, men også amerikanske præsidenter, eller for den sags skyld danske politikere, indtil for relativt nylig slå sig løs uden frygt for de medier, der i dag overvåger hvert skridt, de måtte træde ved siden af dydens smalle sti?

Først og fremmest har teknologi revolutioneret offentlighedsbegrebet. Ikke blot paparazzier, men også almindelige mennesker afpatruljerer konstant såvel det offentlige som private rum bevæbnet med smartphones og konti på de sociale netværk. De traditionelle medier er ude af stand til som før at kontrollere dagsordenen, og politikernes symbiose med indviede journalister eller deres redaktører er ikke længere nok til at beskytte dem.

Samtidig har globaliseringen konsekvenser, også for den offentlige mening. De internationale medier behøver ikke at tage samme hensyn som de nationale, og deres indflydelse er voksende. Eksempelvis accepterede den spanske premierminister Mariano Rajoy først en parlamentsdebat om korruptionsanklagerne mod ham, efter at toneangivende europæiske aviser sidste sommer skrev om dem på forsiden. Og da den franske oppositionsleder Jean-François Copé efter nogle dages tøven kritiserede Hollande for affæren med Gayet, skete det netop med henvisning til verdensopinionen.

»Når man læser den internationale presse, omtales Frankrig for øjeblikket udelukkende på grund af denne affære, og det er katastrofalt for præsidentembedets omdømme,« sagde Copé.

Adskillige folkevalgte sætter desuden det øgede fokus på deres privatliv i forbindelse med den politiske journalistiks deroute. I forsøg på at sælge et tørt og svært stof vælger rapportere og analytikere ofte at fokusere på taktisk spil frem for substans. Samtidig er det i de sydeuropæiske lande efterhånden ikke til at se forskel på politiske debatprogrammer og dem, hvor lyserøde journalister og ugebladskendte sidder og råber i munden på hinanden. I begge tilfælde handler det især om personsager, og hverken støj- eller argumentationsniveauet blandt debattørerne adskiller sig nævneværdigt.

Der er imidlertid også en anden side af denne peopolisation af det politiske rum, som franskmændene med en sær anglicisme betegner fænomenet. For det er i lige så høj grad politikerne – i hvert tilfælde nogle af dem – der bidrager til »folkeliggørelsen« af deres fremtræden i medierne.

Mesteren over dem alle, Silvio Berlusconi, omskabte i lange perioder, både med og mod sin vilje, Italiens politiske debat til ét stort realityshow med sig selv som hovedperson. Og selvom der – heldigvis vil mange mene – kun er én Cavaliere, har han i en vis forstand dannet skole. I hvert tilfælde var inspirationen tydelig hos Hollandes forgænger, Nicolas Sarkozy, der bevidst brugte såvel sin skilsmisse som det efterfølgende forhold til den glamourøse sangerinde Carla Bruni i sin politiske iscenesættelse.

Når politikerne kræver respekt for privatlivets fred, handler det med andre ord som regel kun om de ufordelagtige sider af det. At interessen alligevel samler sig om netop dem, kan ses som en slags »tak for sidst«. Det mener i hvert tilfælde den spanske filosof José Luis Pardo, der sætter fænomenet i forbindelse med politikernes ansvar for de seneste års forskydning i grænserne mellem det offentlige og det private på en række områder.

Eksempelvis bryder regeringer over hele kontinentet systematisk deres løfter afgivet som led i den offentlige debat for i stedet at tækkes de private interesser, der også er kendt som finansmarkederne. De har ikke noget valg i forhold til de store samfundsøkonomiske spørgsmål, hævder de, hvilket ifølge Pardo skaber et paradoksalt politisk tomrum i det repræsentative demokrati, der fyldes ud med personfikserede hundeslagsmål om symbol- og værdipolitik.

Sideløbende pumpes offentlige midler over i private kasser via bankpakker, samtidig med at offentlige serviceydelser overlades til private virksomheder, som ofte nogle år senere ansætter politikerne bag beslutningen i ledende poster. Og i en anden boldgade står de magtesløse over for eller deltager måske endog i fremmede staters systematiske spionage og krænkelse af almindelige borgeres telefonsamtaler og korrespondance.

»På den baggrund kan det ikke undre, at den journalistiske interesse har forskubbet sig i retning af politikernes eget privatliv, også fordi deres formelle og offentlige funktion er stadig mere blottet for indhold, der kan give anledning til gode historier,« skriver filosoffen i en kronik.

Og en god historie er Closers reportage om den franske præsidents kærlighedseventyr unægtelig. Måske oven i købet lige lovlig god? Flere franske iagttagere tvivler i hvert tilfælde på, at en erfaren politisk ræv som Hollande blindt har stolet på den århundredgamle gentlemanaftale mellem franske folkevalgte og journalister, og at han så åbenlyst har udsat sig for paparazziernes lange linser uden bagtanke.

»Præsidenten er fra alle sider blevet beskyldt for at være en svag leder og en tøffelhelt i forhold til sin officielle partner (journalisten Valérie Trierweiler, red.). Spørgsmålet er, om han reelt har forsøgt at holde forholdet til Gayet hemmeligt,« siger eksempelvis sociologen Eric Fassin og tilføjer:

»Måske har han blot spillet et spil for at skabe sig et nyt image.«

Én ting er i hvert tilfælde sikker. Ligesom afsnittet om Félix Faures død fylder næsten halvdelen af leksikonartiklerne om ham, vil også billedet af Frankrigs nuværende statsleder, der bag på en scooter lader sig transportere gennem Paris’ nattetomme gader til stævnemøde med en smuk, 18 år yngre skuespiller, blive stående. Om det er godt eller skidt for hans præsidentskab, vil de kommende måneder vise.