En (skatte)jagt på anerkendelse

Jonas Stenbæk Christoffersen er far til tre og redaktør på Kids' News, som er Belingske avis til børn. Hver uge skriver han om sit arbejde og liv med børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Skattejagten til børnefødselsdagen. Okay, jeg går i gang med at arrangere den lige så snart, at jeg har lavet kaffe. Hov! Der er vægtløftning i fjernsynet ... Nå, ja ... den der skattejagt. Skal bare lige tjekke min telefon ... Skattejagt! Jep, skal bare lige finde min computer, som ligger under denne spændende artikel om ... SKATTEJAGT!

Jamen, jeg havde jo ikke travlt. Jeg var helt enig med mig selv om, at det skulle være en enkel skattejagt med få poster. Det var trods alt bare en fødselsdag for en førsteklasse, så det slag skulle overstås med lige dele Google, copy-paste og rå rutine. Men så stødte jeg ind i det mentale stopskilt: »Det vil de synes er for barnligt.« Ramte bommen: »Det er ikke sjovt nok.« Inden jeg blev standset ved muren: »Det her vil skuffe min datter fælt!« Og langsomt svulmede min skattejagt op som en vingummibamse i vand.

Senere samme aften stod jeg i det lokale supermarked og købte frugtfarve, gummibolde og sliksnore. Omkring midnat var jeg i gang med at oprette en e-mailadresse i falsk navn og klargøre en masse e-mails, som jeg kunne sende til mig selv fra mit fordækte alias. Tidligt næste morgen røg jeg ud af sengen for at fotografere ruten og lave spor. Og sidst på formiddagen fandt jeg mig selv i byggemarkedet i færd med at købe strandsand.

Flere gange undervejs konfererede jeg med min kone, fordi jeg måtte vide, om det var sjovt nok, godt nok og om børnene ville synes om det, og så fortsatte jeg ellers med at optimere, indtil jeg kort før velkomst måtte opgive symaskinen og den individuelle, hjemmelavede udklædning til gæsterne. Naturligvis var jeg drevet af ønsket om, at give min datter og hendes klassekammerater en formidabel og sjov eftermiddag, men noget af min iver skyldtes ikke mindst ønsket om at give hende en fed fødselsdag. En dag hun kunne være stolt af.

Ungdom og skoletid var for mig som så mange andre forbundet med tilbagevendende usikkerhed og bekymring om, hvad andre synes om én. Man sætter ring i øret for at stikke ud, så man kan passe ind. Min egen sad øverst i venstre øre. Men samtidig med at man smider clearasil-tuberne ud ryger noget af selvtvivlen samme vej. Man vokser fra det. Lærer at acceptere sig selv. Og i slutningen af 20’erne var jeg egentlig landet på min hylde i tilværelsens reol. Men så fik jeg børn. Og med dem kommer noget af tvivlen trillende tilbage. Særligt når de rammer skolealderen. Måske fordi det minder os forældre, om vores egen vaklevorne selvtillid i skoletiden. Nu handler det i stedet om, at man er bange for, at DE ikke vil passe ind, bliver udsatte og render ind i kedelige oplevelser. Og her skulle min skattejagt ikke være den gnist, der fik antændt lunten.

På den måde blev skattejagten også MIT forsøg på at opnå min datters anerkendelse. Det blev jeg tiltagende bevidst om, mens projektet fra sin simple rod forgrenede sig og skød nye indviklede kviste. Min datter og hendes gæster derimod virkede helt upåvirkede af den slags præstationsfeber. Deres største bekymring var, hvor Benny Brækjern og De Hårde Bananer havde gemt kisten med godteposerne. En skattejagt, som min datter bedømte: »Fin nok«.

»Fin nok« er selvfølgelig fint nok. Men hvad havde bedømmelsen ikke været, hvis jeg havde nået at sy sorte forbrydermasker til alle ungerne? Hvis ikke der havde været vægtløftning i fjernsynet ...