En sand ørken i Vadehavet

Sydvest for Mandø i Vadehavet ligger en 30 kvadratkilometer stor sandbanke, som højvandet dækker to trediedele af hver dag. Men der er stadig god plads til flere hundrede sæler.

Den 78-årige Herluf Andersen sidder bag rattet i sin Massey-Fergusson. Når tidevand og vejr tillader det, kører han turister ud på Koresand ¿ en næsten hemmelig ørken i Vadehavet. Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

Nysgerrigheden vinder over skyheden hos godt 25 af beboerne på Koresand, som vi forstyrrer, mens de ligger og holder siesta i solen. Hurtigt vælter de sig ud i bølgerne for kort tid efter at stikke hovederne op af vandet som små sorte badebolde med store øjne, der følger det mærkelige syn inde på stranden:

En traktor med en ladvogn, hvor en snes børn og voksne i respektfuld afstand nyder synet af de spættede sæler med deres unger.

Koresand ligger 25 minutters traktorkørsel gennem Vadehavet fra Mandø. Det er Europas største sandørken og et af Danmarks mest forunderlige naturområder, ca. 30 kvadratkilometer stort ved lavvande og næsten 10 kvadratkilometer ved normalt højvande.

Det er betydeligt større end Mandø, der kun er små ti kvadratkilometer ved lavvande.

Men Koresand bliver oversvømmet i stormvejr. Derfor er der hverken planter eller permanente klitter på sandbanken, kun riflet sand, fire sælkolonier med hver et par hundrede sæler, enkelte vader, dvs. saltvandspytter, og på forskellige tider af året store fugleflokke på træk.

Vejret bestemmer
Koresand er et såkaldt højsande sydvest for Mandø og nordvest for Rømø. Fra april til og med september kører den 76-årige tidligere landmand Herluf Andersen fra Mandø derud, når tidevand og vejr tillader det, med ladvognen efter sin Massey-Ferguson. Man kan være på sandbanken i omkring tre timer, inden højvandet afskærer Koresand fra Mandø og Mandø fra fastlandet.

»Mandøboerne ejer Koresand. Vi købte det af Chr. IV for 400 rigsdaler og har skøde på det,« fortæller Herluf Andersen.

De har gjort en god forretning, for luftfotos viser, at Koresandet ganske langsomt bliver større og større.

»Indtil stormfloden i 1634 var Koresand beboet. Der lå en by, der hed Knokkeby, der forsvandt i havet. Men syv mand fra Koresand var på fastlandet under stormfloden, og de slog sig ned på Mandø og begyndte at sikre den med diger.

Det er derfor den hedder Mandø. Men nogle kvindfolk må de vel også have fået over,« funderer Herluf Andersen og ser polisk ud.

Eksistensen af Knokkeby er i øvrigt aldrig blevet bevist.

I hans barndom og ungdom hentede Mandøboerne deres brænde på Koresand. Der var så meget drivtømmer på sandbanken, at det kunne holde dem varme om vinteren, selv om der dengang var betydeligt flere beboere end de 52, der bor på øen i dag.

Drivtømmeret var skyllet over bord i hårdt vejr fra skibe, der fragtede tømmer som dækslast. Der har også været mange hvalstrandinger på højsandet i årenes løb, f.eks. i 1996, hvor 16 kaskelothvaler blev skyllet op på Rømø og Koresand.

Køreturen ud til Koresand, der starter ved Mandø Brugs, er dybt fascinerende. Når traktoren er kørt over diget og ud i vandet er næste stop tilsyneladende den engelske kyst. Bagud ser man traktorsporene i sandet under det lave vand, forud kun himmel og Vadehav.

Den dag, vi tager turen, hænger store hvide skyer lavt på himlen og ligner drivende isbjerge, når de spejler sig i det sølvgrå, blikstille vand.

Pludselig kører vi over nogle sandrevler og tror, vi er fremme, men Herluf kører videre en ti minutters tid til traktoren kravler op på Koresand.

Fatamorgana?
Man tror næppe sine egne øje, for sandbanken fortsætter, så lang man kan se.

Vi ved selvfølgelig, at vi ikke er de første mennesker på Koresand, men havet sletter som bekendt alle spor, også de fodspor og sandslotte, de besøgende dagen før måtte have efterladt sig.

På de højeste steder, der er næsten halvanden meter over havoverfladen, kan sandet blive helt hvidt, hvis der går lang tid uden regn og de storme, der presser Vadehavet op og dækker hele Koresand.

Hvis man har lyst, kan man gøre som sælerne og hoppe i vandet. Ellers kan man vandre ud over det jomfruelige sand, hvor der ikke er nogen steder, man kan gemme sig.

Efter en halv times pause kører Herluf efter de spadserende for at tage alle med ud til den nærmeste af sælkolonierne. Børnene jubler og kikkerterne kommer frem, da vi får øje på den solbadende sælflok, hvoraf de fleste foretrækker at studere os ude fra vandet.

Herefter kører Herluf ind mod midten af Koresand, hvor toppen af en flyvemaskine pludselig dukker op af sandet. Resten af flyet med besætningen er begravet under sandet.

»Det er et engelsk fly, der blev skudt ned af tyskerne i 1943. Kun piloten reddede sig ud med faldskærm,« beretter Herluf.

En morgen sad han og malkede sine køer, da en mand kom gående og bad om noget at drikke. Det var piloten, som Mandøboerne holdt skjult en uges tid, til de kunne få ham videre i sikkerhed.

»Sidste år var pilotens datter herovre og ude ved flyet på Koresand. Hun viste os billeder fra sin fars skotske hjemegn og takkede for redningen,« fortæller Herluf, inden han lader traktoren sætte kursen mod Mandø igen.

For tidevandet er ved at vende og der er syv kilometer ind til Mandø.

På køreturen ad Låningsvejen fra Mandø til fastlandet føler man sig hensat til en anden verden af frodighed og vækst efter besøget på ørkenøen i havet. På forlandet græsser får, og på begge sider af vejen er der sat lave pilehegn ude i vandet, der opfanger det fede slik - mudderet, der aflejres med tidevandet - som skal blive til inddæmmet land. Strandskader og andre fugle har travlt med at spise de småfisk og insekter, det fører med sig. Prøv at bide i en af de saftige grønne kveller, der skyder op i det nyinddæmmede. De kaldes også salturt - og smager derefter.

Imens forsvinder størstedelen af Koresand som en luftspejling i Vadehavet, der skyller vore fodspor derude væk.