Indrømmet. Min krop og mine holdninger har de sidste 30-40 år været dækket af royal teflon over for prins Henrik. Alt, hvad han har foretaget sig, er gledet af som en smørklat på en stegepande.
Hans mærkelige jagtkostumer, hans efter forholdene dårlige danske sprog og hans kiksede udtalelser til pressen om dette og hint har i bedste fald været en kilde til megen moro. I værste fald hån, spot og latterliggørelse af den fejlplacerede franske aristokrat.
Og jeg har deltaget, egentlig uden at vide hvorfor. Men alle omkring mig fnisede og pegede og gjorde grin, så det gjorde jeg også.
Da jeg for mere end ti år siden var til bogreception, hvor prins Henrik skulle lancere en af sine bøger - jeg tror, det var på den franske ambassade - skrev han en sjov hilsen til den, jeg havde tænkt at give bogen. Om det var hans digte eller den med madopskrifter, husker jeg ikke.
Men jeg husker, at jeg havde svært ved at skjule min afstandtagen til ham, da jeg overrakte bogen til modtageren. Hun var helt rundt på gulvet over Prinsens hilsen, selv om navnet var stavet forkert. Jeg forstod ikke benovelsen. Jeg var nærmest indestængt hånlig over den.
I dag ville jeg ønske, at jeg selv havde bogen med Prinsens autograf i. Og jeg tænker på prins Henrik som en uortodoks, modig og humoristisk figur i det ofte stive danske kongehus.
Prins Henrik var et tiltrængt udansk krydderi.
Og, nej det er ikke kun, fordi man ikke taler ondt om de døde.
Så ja, jeg er skyldig, når kulturminister Mette Bock (LA) i sin kindhest til danskerne onsdag på Facebook skrev, at »hykleriet vil ingen ende tage« om vores mobning af prins Henrik for hans sprog og interesse for kunst, og nu, da han er død, kan vi ikke få armene ned over hans betydning og fantastiske personlighed.
Hvad er der sket med mig og danskerne, siden vi/jeg pludselig synes, at prins Henrik bidrog med noget? Var noget? Kunne noget?
Vi er bare blevet klogere. Lidt på prins Henrik, men mest på os selv. Stille og roligt som forældre, der nødvendigvis må give slip på deres børn for selv at komme videre. Min royale teflon har umærkeligt slidt sig selv ned og parallelt med tidsånden givet min indre andedam større horisont og forståelse for, at selv de kongelige kan opføre sig som mennesker.
De kan gå på Christiania, tage blaffere op og gå på jagt i tøj, man tror er løgn. Selvfølgelig. Men aparte både for ti, 20 og 30 år siden.
Jeg og tidånden er blevet mere modne. Hvem andre i Kongehuset end prins Henrik har kunnet bekræfte én i, at verden bliver større og mere interessant, når mennesker træder ud af deres forventede rolle, slår en skævert og overrasker?
Når de viser, at der er andre måder at opføre sig på end den, der står i manualen?
Vi er bare blevet klogere. Lidt på prins Henrik, men mest på os selv
Prins Henrik vandt måske ikke mit hjerte, men han viste, hvor meget fejl man kan tage, når man hopper med på en folkestemning.