En person er livløs efter alvorlig trafikulykke

En firhjulstrækker med hestetrailer er stødt frontalt sammen med en mindre personbil på Vestsjælland.

En person er onsdag aften kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke på Gørlev Landevej ved Høng.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ved ulykken kørte en firhjulstrækker med en hestetrailer frontalt sammen med en mindre personbil.

- Der er en person, som er livløs, og der er en ambulancehelikopter på vej. Det er alt, jeg kan sige lige nu, siger politiets vagtchef Thomas Hartmann kort før klokken 22.

Han kan således heller ikke sige, om andre involverede i ulykken er kommet alvorligt til skade.

På Twitter skriver politiet, at Gørlev Landevej forventes at være lukket i længere tid efter ulykken.

/ritzau/