En medalje kunne de ikke nægte

Mens Danmark prises som nær allieret med Storbritannien og USA og statsministeren er i spil som NATOs generalsekretær, er en dansk admiral i strid med NATOs egne regler bortvist fra NATOs vigtige hovedkvarter i Norfolk, USA.

Torben Ørting Jørgensen i 1999 som orlogskaptajn på »Peter Tordenskiold«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Solen skinnede over officersklubben på den amerikanske flådebase Navy Amphibious Base i Little Creek, USA og på golfbanen ved siden af, som amerikanske baser er rigt forsynet med. Sidst på den vejrmæssigt venlige efterårsdag ankom henved 30 mennesker til officersklubben, flest mænd, i militæruniform sammen med enkelte civile. Indenfor i officersklubbens festlokale ventede Tysklands forsvarsattache i Washington, brigadegeneral Hars med den tyske »Ehrenkreuz der Bundeswehr in Gold« i lommen. Medaljens modtager var den danske kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen, 49; en hidtil succesrig og karismatisk flådeofficer, kendt af gud og hvermand i dansk forsvar som »Thøger«. En bramfri mand, stor af fysik og med stor pondus. De fleste af gæsterne, der stod med et glas sekt eller juice i hånden, arbejdede i NATOs strategiske tænketank, Allied Command Transformation, ACT, i Norfolk en halv snes kilometer fra Little Creek.

MEN UNDER DEN PÆNE OVERFLADE gemte sig en ganske anden og uvenlig historie om magtkampe i NATO-hovedkvarteret mellem ellers nære allierede som Danmark og Storbritannien, og om personlige opgør i et strategisk hovedkvarter mere præget af stridigheder end af effektivitet. Historien under den lette konversation i officersklubben handler om en i NATO-sammenhæng helt uhørt, ydmygende og usædvanlig bortvisning af det danske forsvars repræsentant i Norfolk fra hans centralt placerede job. Historien handler om den amerikanske firestjernede general og chef for NATO-hovedkvarteret, general James Mattis, som gav pokker i NATOs regler om behandling af andre nationers repræsentanter, i hvert fald når modparten repræsenterede en af NATOs små nationer. Den danske kontreadmiral var dømt som besværlig og skulle sættes på porten. Det blev han.

DEN TYSKE MEDALJE, der blev givet som anerkendelse for Torben Ørting Jørgensens indsats for etableringen af en dansk-tysk mindre flåde af transportskibe til at fragte tropper på internationale missioner, skulle være overrakt på Tysklands nationaldag, 3. oktober, ved en reception i NATO-hovedkvarteret i Norfolk. Men da den tyske nationale repræsentant forelagde sit ønske om at hædre den danske kontreadmiral, nedlagde hovedkvarterets stabschef, den canadiske general Jan Arp, forbud mod at invitere den danske kontreadmiral ind i det NATO-hovedkvarter, som danskeren var bortvist fra. »Denne person kan modtage sin medalje, når han er returneret til Europa«, lød svaret til den tyske forespørgsel. Dét var baggrunden for, at tyskerne i stedet måtte låne festlokalet i officersklubben på Navy Amphibious Base i Little Creek og hæfte medaljen på Torben Ørting Jørgensens uniform med nogle ugers forsinkelse. »Men gæsterne talte vist ikke om bortvisningen. Man talte om det, som »Thøger« havde fået medaljen for«, siger den sikkerhedspolitiske forsker fra Dansk Institut for Militære Studier, Henrik Ø. Breitenbauch, der som udlånt til NATO-hovedkvarteret deltog i receptionen.

DEN AMERIKANSKE GENERAL James Mattis havde allerede i maj i år forsøgt at bortvise den besværlige danske kontreadmiral, men blev standset af den daværende danske forsvarschef, general Jesper Helsø. Helsø ville ikke finde sig i, at den amerikanske general tiltog sig retten til at fyre en dansk admiral. Den kompetence ligger ifølge NATOs regler hos den pågældende admirals egen nationale forsvarschef, altså Jesper Helsø. »SACT (den amerikanske general, red) kan ikke operere som om dette er 1. US Marine Corps«, skrev Jesper Helsø i en mail 30. maj til den danske nationale repræsentant ved NATO-hovedkvarteret i Norfolk, brigadegeneral Jørgen Jacobsen.

MEN FIRE MÅNEDER SENERE havde Danmark fået ny forsvarschef. Admiral Tim Sloth Jørgensen afløste 1. august Jesper Helsø, og i begyndelsen af september landede et formelt brev fra general James Mattis på Tim Sloth Jørgensens skrivebord på Holmen i København. »Kære admiral. Jeg beklager at måtte henlede din opmærksomhed på en besværlig sag allerede i de første uger af din tid som forsvarschef«, indledte general James Mattis sit brev. Derpå oplistede generalen klagerne over den danske kontreadmiral, inden han sluttede med at sætte trumf på: »Jeg anmoder om, at han straks beordres til anden tjeneste uden for Allied Command Transformation (NATO-hovedkvarteret, red)«. Det utænkelige var sket.

DEN NYTILTRÅDTE DANSKE FORSVARSCHEF skulle altså som en af sine første gerninger beslutte sig for enten at tage et slagsmål med den amerikanske general med lige så mange stjerner på skulderen som en dansk forsvarschef. Eller han skulle acceptere, at den højest rangerende danske officer i Norfolk allerede var bortvist med omgående virkning. Han valgte det sidste. Samtidig satte han Forsvarets Personeltjeneste i gang med den formelle proces med en undersøgelse, som sandsynligvis ender med, at Torben Ørting Jørgensen forflyttes til en anden stilling i Danmark. Mens de danske myndigheder tænker, triller Torben Ørting Jørgensen tommelfingre i hjemmet i Virginia Beach.

I TORBEN ØRTING JØRGENSENS FORSVARSSKRIFT til Forsvarets Personeltjeneste, den såkaldte partshøring, som Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af, er baggrunden for konflikten tydelig. I centrum står den britiske kontreadmiral Richard Leaman, som ifølge Torben Ørting Jørgensen allerede i september 2007 indledte forsøg på at gennemføre organisationsændringer, som ville overføre den centrale afdeling for policy i den danske kontreadmirals stab til Leamans egen stab. »Det gav mig anledning til at konstatere, at han her bevægede sig ind på danske kerneinteresser«, skriver Ørting Jørgensen i sit forsvarsskrift. Ørting Jørgensen påpegede over for ledelsen i Norfolk, at organisationsændringer ifølge NATOs regler kræver godkendelse af NATOs forsvarschefer i militærkomiteen. Men hovedkvarterets daværende chef, general Lance Smith, forsøgte alligevel - og rendte panden mod forsvarscheferne i militærkomiteen, der vendte tommelfingeren ned. Blandt forsvarscheferne, der afviste ændringerne i Norfolk, var den danske forsvarschef Jesper Helsø.

MEN I NORFOLK FORTSATTE DE INTERNE KAMPE med den britiske kontreadmiral Leaman som en drivkraft. I København fulgte forsvarschefen og hans daværende nære medarbejder, daværende generalmajor Per Ludvigsen udviklingen, og den 25. januar i år skrev en af Per Ludvigsens folk, kommandør Aage Buhr Jensen en mail til den danske forsvarsattache i London: »Vi er udsat for fjendtlig overtagelse af et ansvarsområde, som vi ikke uden videre vil acceptere. At det så oven i købet er en af vores nærmeste samarbejdspartnere, der som en tyv om natten udfører gerningen, gør ikke sagen bedre ... det er vores klare ønske, at det på passende måde tilkendegives overfor UK, at vi finder deres fremgangsmåde lidet passende for en så nær samarbejdspartner samt at vi forventer, at de stopper piben ind og står ved det der er aftalt...«.

MEN MENS DET LYKKEDES Torben Ørting Jørgensen at forhindre snigløbet på indholdet af den danske stilling i Norfolk, udsatte han sig personligt for angreb fra de interne fjender. I november 2007 anklagedes han af sin chef, den amerikanske vicestabschef, general Jim Soligan for lydighedsnægtelse, da han skulle have modsat sig Soligans ordre om, at en norsk general skulle tildeles opgaven som stedfortræder for Soligan. Anklagen blev senere trukket tilbage, og general Soligan undskyldte i et brev den 7. januar i år for anklagen. Men en påstand om, at Ørting Jørgensen i en mail skulle have fornærmet den britiske admiral Leaman blev fastholdt.

DEN 22. JANUAR I ÅR BEGIK Ørting Jørgensen en ny fodfejl. I en mail til sin personlige assistent, oberstløjtnant Henrik Lyhne om en sag, som en italiensk underordnet arbejdede med skrev Ørting Jørgensen: »Henrik...jeg (..) har behov for en hurtig samtale med den italienske flødebolle«. Mailen blev videresendt til pågældende italiener, som fik den oversat. En anklage om etnisk betonet chikane blev skrevet på Ørting Jørgensens regnskab. I marts måtte Ørting Jørgensen efterkomme en ordre om at skrive en formel undskyldning til kontreadmiral Richard Leaman, som Ørting Jørgensen skulle have omtalt fornærmende over for en af sine underordnede. »Rear Admiral Leaman is loosing«, havde Ørting Jørgensen skrevet i en mail, som han selv videresendte i kopi til stabschefen. Det kostede en advarsel.

I MAJ I ÅR KOM FØRSTE FORSØG på at fjerne Ørting Jørgensen. Men daværende forsvarschef Jesper Helsø, der havde fået anklagerne forelagt af stabschef Jan Arp, afviste dem. I flere mails i maj og juni skrev Jesper Helsø blandt andet: »Sagen er død, eller rettere ikke-eksisterende – for mig. Det sagte og usagte klæder ikke ACT (NATO-hovedkvarteret, red) og bekræfter mig i, at der ikke har været noget i sagen«, og i en anden: »Der (er) ikke fugls føde på den sag«.

I SOMMER BEGIK ØRTING JØRGENSEN de sidste fejl. Selve den firestjernede chef, James Mattis, bad Ørting Jørgensen om at finde en stilling til hustruen til en af generalens nære medarbejdere. En opgave, som Ørting Jørgensen mente smagte af nepotisme, og det skrev han ligeud til chefen: »This tasking sucks« – denne opgave stinker. Den sidste sag drejede sig om styringen en af hovedkvarterets vigtigste projekter, som Ørting Jørgensen skulle gennemføre. Men instrukserne fra toppen var så mangelfulde, at Ørting Jørgensen bad sin chef, Jim Soligan, overtage den. Der er simpelthen for mange lag mellem mig og toppen til at jeg kan give mine medarbejdere ordentlig instruktion, lød Ørting Jørgensens frustrerede begrundelse.

DA ØRTING JØRGENSEN I SEPTEMBER blev forvist til gaden, iværksatte stabschefen, Jan Arp, en operation for at fjerne ethvert spor efter ham i NATO-hovedkvarteret. Chefen for hovedkvarterets ledelsessekretariat fik ordre til at fjerne Ørting Jørgensens navn og foto fra hovedkvarterets publikationer, hjemmeside og opslagstavle med fotos af ledergruppen. Og oveni kom altså forbudet mod at lukke ham ind til medaljeoverrækelse. Men denne »udrensning« blev for meget for den nye danske forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen, som satte foden ned. Ørting Jørgensens stilling er dansk, og på hjemmesiden skal det fremstå som om, Ørting Jørgensen stadig bestrider den. Norfolk har på det punkt rettet ind. General James Mattis har desuden beklaget, at medaljeoverrækkelsen blev forbudt.

MENS FORSVARSMINISTERIET i Danmark overvejer situationen, gør Ørting Jørgensen i sin partshøring opmærksom på, at han af hensyn til sine to teenagebørn og hustruen, som er ved at tage en MBA, er villig til at påtage sig ethvert andet job, inklusive udsendelse til eksempelvis Irak, hvor han tidligere har gjort tjeneste, når blot det gør det muligt for hans familie at fuldføre uddannelserne i USA frem til næste sommer. Men det bliver der efter alt at dømme næppe taget hensyn til, når Forsvarsministeriet træffer sin afgørelse, forventeligt inden jul.

I SINE AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER til Forsvarsministeriet advarer Ørting Jørgensen mod at bøje sig for kravet om fyring: »I de seneste mange år har Danmark – relativt set – været en af USAs mest loyale og kvalificerede partnere i Golfen og i Afghanistan. Danmark fortjener derfor ikke den behandling, denne sag forekommer at lægge op til. En imødekommelse af det uberettigede og ubeføjede krav om min fjernelse fra mit job i HQ SACT, vil, af et stort antal af vore NATO-allierede, utvivlsomt blive udlagt som en ydmygelse af Danmark.«

Men det er, hvad der er lagt op til. Efter al sandsynlighed sender Danmark en ny mand for at sikre dansk indflydelse i de halvandet år, der er tilbage, inden stillingen roterer videre til Portugal.