En mand i 20erne er dræbt efter skyderi i Herlev: Politiet søger vidner

En person er død efter et skyderi i Herlev natten til tirsdag, hvor to personer blev ramt, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Den anden - en 25-årig mand - er ramt i hovedet og uden for livsfare.

 
Over de seneste seks døgn har fire skyderier fundet sted i hovedstadsområdet - torsdag, fredag og lørdag i sidste uge og nu natten til tirsdag. Klip: Ritzau/Scanpix. Redigering: Emma Märtens Christensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Københavns Vestegns Politi gør i en pressemeddelelse status over en skudepisode, der fandt sted i Herlev natten til tirsdag.

Her oplyser politiet, at en person er afgået ved døden efter skyderiet.

Omkring klokken 03 natten til tirsdag, fandt en hundepatrulje en yngre mand, der var dræbt af skud på et grønt område ved Krebsdammen. Manden identificeres som i 20erne, og politiet oplyser, at de pårørende endnu ikke er underrettet.

Anmeldelsen kom klokken 01.04 om natten. En mand med en skudlæsion var indbragt til et hospital fra Ring 4 ved Krebsdammen i Herlev.

Politiet oplyser, at en 25-årig mand ved episoden blev ramt af skud i hovedet.

Manden er uden for livsfare, men bliver i øjeblikket behandlet på hospitalet.

Københavns Vestegns Politi har siden været talstærkt i området omkring Krebsdammen og koncentreret sin indledende efterforskning her, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Fire skyderier på seks dage

Skyderiet er det seneste i en række på kort tid. Over de seneste seks døgn har fire skyderier fundet sted i hovedstadsområdet - torsdag, fredag og lørdag i sidste uge og nu natten til tirsdag.

Det første skyderi torsdag fandt sted om eftermiddagen på Nørrebrogade, hvor en mand i midten af 20erne blev dræbt af skud i ryggen.

Fredag modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse 11.27 om skud i en frisørsalon på Islev Torv i Rødovre Kommune, hvor en 17-årig bulgarsk dreng blev dræbt. En 28-årig mand er såret, mens en 15-årig dreng kom til skade med hånden.

Lørdag aften fandt et skyderi sted på en vandpibecafé på Åboulevard mellem Frederiksberg og Nørrebro. En 39-årig mand blev ramt i hovedhals-regionen, og den seneste melding fra mandag lød, at manden var i kritisk tilstand. Politiet vurderede, at han ikke var bandemedlem, men færdedes i miljøet omkring bander.

Indtil videre har det været for tidligt for politiet at sige, om skyderierne er banderelateret, men seneste melding har lydt, at politiet arbejder med den hypotesen.

Om det seneste skyderi i Herlev, oplyser politiet, at en sort personbil af mærket Skoda Roomster befandt sig i nærheden af Krebsdammen. Politiet mener, at den har forbindelse til sagen.

Bilen er stjålet med rette nøgle nær Roskilde den 1. december og Københavns Vestegns Politi søger vidner, der måtte have set bilen siden – for eksempel parkeret et sted – eller op til hændelsen i nat.

»Vi arbejder lige nu intensivt på at klarlægge hændelsesforløbet, og derfor hører vi gerne høre fra vidner, som har bemærket noget omkring Krebsdammen omkring 1-tiden. Vi er også interesseret i oplysninger om den sorte Skoda, som kan være set i Herlev-området efter midnat eller være set et andet sted i løbet af den sidste uges tid,« siger efterforskningschef og politiinspektør Michael Hellensberg, Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.

Politiinspektøren tilføjer, at hændelsen bliver efterforsket ud fra, at der meget vel kan være en sammenhæng med de seneste skyderier i Storkøbenhavn. Han understreger dog samtidig, at der efterforskes bredt for at klarlægge det præcise hændelsesforløb og motiverne bag.

Opdateres …