En mand er alvorligt kvæstet efter en trafikulykke i København

En mand i 30-års-alderen er kommet slemt til skade, efter at han sent i aftes påkørte en bus i høj fart.

København. En mand i 30'erne er alvorligt kvæstet, efter at han kort efter klokken ti lørdag aften påkørte en bus på Amager.

Det fortæller Henrik Brix, der er vagtchef ved Københavns Politi.

- En bus holder for rødt og skal til at svinge til venstre, da den bliver påkørt bagpå af en varebil. Føreren af bilen var fastklemt, da vi kom frem til stedet. Han blev hastet på hospitalet, hvor han er blevet lagt i respirator, siger vagtchefen.

Der var ingen andre end føreren selv i bilen, og ingen af passagerne i bussen er kommet noget til.

Buschaufføren har forklaret politiet, at han selv kun mærkede et lille bump, da bussen blev påkørt.

- Men så kan han se ud af vinduet, at varebilen efter at have påkørt bussen er fortsat over i en lygtepæl, og at det ikke ser godt ud, fortæller Henrik Brix.

Politiet er nu ved at undersøge, hvordan ulykken kunne ske.

- Vi kender ikke årsagen, men vi undersøger selvfølgelig, om han skulle have været påvirket eller kørt med en for høj hastighed.

- Bilen er helt smadret, så den har ramt med en rimelig kraftig hastighed. Havde det været en almindelig personbil, så havde vi nok haft flere alvorligt tilskadekomne, vurderer vagtchefen.

/ritzau/