Næste pris var en pris, der efter min mening tjener »Forskønnelsen« til ære: Et lillebitte projekt, der næsten ikke gør væsen af sig, men som i al beskedenhed er et mægtigt byindgreb med meget store kvaliteter: Vega Landskab har i Bispebjerg Kirkegårds lange, lange mur skabt en lillebitte plads, der både er som en foyer til kirkegården og en trædesten i egen ret.
Pladsen, der skubber kirkegårdsmuren 10 meter tilbage bevarer de store birketræer og har som ekstra gimmick et indbygget lysshow, der på trods af alle fordomme virker fuldstændig relevant lige her.
Læs et uddrag af anmeldelsen her:
»Pladsen, der konceptuelt er opstået ved at skubbe 30 meter mur ti meter tilbage fra gaden, har hverken klatrestativer, skaterramper, urban farming, basketkurve, dansepavillon eller noget andet af det hysteriske byudstyr, der er så hot på mode blandt kommunale parkafdelinger i disse år.
Den er bare en plads – bum. Med to store gamle birketræer og med en nyplantet løn og et nyplantet fyrretræ. Der er bænke omkring de to birke, der står på to sceneagtige plateauer, som er opstået, fordi grunden bliver nødt til at hælde ned mod vejen, mens jorden omkring birkene skal blive liggende i kirkegårdens niveau, fordi birkens rødder ligger meget højt«
