Mesterkokken Kristian Baumann har de senere år udforsket de koreanske aner gennem sit køkken. Med den nye inkarnation af Restaurant Koan på Langelinie ser det ud til, at han endelig har nået sin destination.

De koreanske smage og traditioner, som man kender fra Baumanns toer, Juju, er her løftet til højere og mere elaboreret gastronomi med alt, hvad dette indebærer af luksus i form af østers, caviar, jomfruhummer og hummer. En af byens mest spændende restauranter p.t., simpelthen.

Uddrag af anmeldelse:

»Caviar hører sig til på restauranter på dette niveau for tiden. Her var der tale om en særlig lys Oscietra-selektion fra Gastro Unika, som lå på toppen af hjemmelavet tofu af pinjekerner, jomfruhummer, sennepsfrø og tørrede jordbær. Det lyder måske vildt, men hillemænd, hvor det smagte:

Tofuen understøttede perfekt rognens nøddeagtige noter, mens de diskrete noter af hummer, sennep og jordbær fungerede som diskret krydderi. En af de bedste caviarretter, som har fundet vej til min mund i et godt stykke tid.«

Læs hele anmeldelsen her.