En kineser i Danmark

Kinesiskfødte Xukun Ji har oplevet mere end de fleste i sit 39-årige liv. Hun blev født under kulturrevolutionen, voksede op i millionbyen Beijing, har solgt traktorer i Tibet og været sponsor for Beijings første skønhedskonkurrence.

På de bonede gulve: Xukun Ji som udenrigsminister Per Stig Møllers ledsager på vej til gallamiddag på Christiansborg Slot under det svenske statsbesøg i 2007. Foto: Jeppe Michael Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Rasmussen.

At høre 39-årige Xukun Ji fortælle om sit liv er som at åbne en farvestrålende bog, fyldt med både dramatiske og eventyrlige historier.

Hun blev født i Beijing under kulturrevolutionen og voksede op i millionbyen i de år, hvor Kinas økonomiske udvikling begyndte at tage fart. Som 31-årig med en universitetsuddannelse, en god portion selvtillid og kinesisk erhvervserfaring i bagagen kom hun til Danmark for at studere Søren Kierkegaard, men fik i stedet arbejde, først i den humanitære organisation Care, senere i Dansk Industri. I dag rejser hun verden rundt som assistent for danske virksomheder, der vil outsource deres produktion til udlandet. Samtidig har hun startet sin egen lille importvirksomhed i håb om at kunne lære danskerne at bære deres købmandsvarer hjem i miljøvenlige, kinesiske stofposer i stedet for forurenende plasticbæreposer.

Derudover har hun i snart syv år været kæreste med udenrigsminister Per Stig Møller og færdes efterhånden hjemmevant ved hofballer og andre officielle lejligheder. De to mødtes ved en fødselsdagsreception hos en fælles bekendt og har dannet par siden, men fra hver sin adresse.

Og som om alt det ikke kunne være nok, er Xukun Ji netop debuteret på film i en lille, humoristisk rolle som grillmutter med sans for sort arbejde i den danske folkekomedie »Anja og Viktor – i medgang og modgang«.

»Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Man skal prøve noget nyt, når udfordringen kommer. Det var også sjovt – og slet ikke så svært, som jeg havde forestillet mig,« siger hun om filmrollen, som hun nærmest fik ved et tilfælde, da en veninde i branchen anbefalede hende.

»Jeg er et glad menneske, og jeg vil helst se tingene på en positiv måde. Jeg kan godt lide, at der sker noget. Måske er jeg en smule utålmodig. For mig er tålmodighed en undskyldning for at sløve – for ikke at gøre noget,« siger hun på velformuleret dansk med en charmerende accent.

OG XUKUN JIS LILLE HYGGELIGE lejlighed på Holmen bærer da også tydeligt præg af et både aktivt og alsidigt liv. Møblerne er en blanding af auktionsfund og ting, hun har hentet hjem fra sine rejser af moderne og antikt, vestligt og orientalsk. På væggene hænger antikke, kinesiske og tibetanske figurer side om side med moderne, abstrakt kunst. På det store skrivebord og rundt omkring i møblementet ligger bunker af bøger og papirer. På computerskærmen et signeret foto af en smilende Xukun Ji sammen med den amerikanske præsident Bush: »With Best Wishes George Bush«, står der. På et lille mahognichartol en forgyldt Buddha med en bedekrans skødesløst slængt omkring.

»Jeg er meget optaget af filosofi – og især den buddhistiske,« siger hun. »Jeg bruger det som vejledning i mit liv. Hvis man ikke har problemer, har man ikke brug for religion. Men hvis man har problemer, er religion et godt redskab.«

Xukun Ji er født i én af de mørkeste perioder i det moderne Kinas historie, under kulturrevolutionen, hvor hundredtusindvis af intellektuelle og højere partifunktionærer blev sendt på »genopdragelse« i fjerne landdistrikter eller i arbejdslejre for at lære den sande socialisme. Det gjaldt også både hendes forældre og hendes bedsteforældre.

»Mine forældres historie er en stor tragedie. Min far var diplomat i Frankrig, men blev kaldt hjem under kulturrevolutionen. De var næsten lige blevet gift, da han blev sendt ud for at arbejde på et stort dæmningsbyggeri i Sichuan-provinsen. Han styrtede ned fra et stillads og blev dræbt, da jeg var tre år gammel.«

Hun husker kun faderen fra fotos og fra, hvad andre har fortalt:

»De siger, jeg ligner ham meget. Og han gav mig noget helt specielt. Nemlig mit navn. Xukun Ji betyder ’Solopgang i horisonten’, og så vidt jeg ved, er jeg den eneste i hele Kina med præcis det navn. Så det var et godt navn, han fandt på.«

HUN VOKSEDE OP SOM ENEBARN hos sin mor, som gennem hele Xukuns opvækst brugte størstedelen af sin løn på at sende hende til de bedste børnehaver og de bedste skoler. Efter gymnasiet ville Xukun gerne studere kunst. Men hendes mor havde andre planer. Hun skulle være diplomat ligesom sin far.

»Så uden at jeg vidste det, ændrede min mor mine ansøgninger, så jeg i stedet kom til at læse statskundskab, økonomi, filosofi og historie plus engelsk og japansk.Men jeg ville ikke sidde på én eller anden lille fjern ambassade og drikke te og spilde mit liv. På det tidspunkt handlede alting i Kina om økonomi, om at lave forretning og tjene penge. Der var en stemning af, at man skulle gribe de muligheder, der dukkede op. Så allerede under studierne fik jeg job i et amerikansk joint venture-firma, noget dengang helt nyt i Kina, og efter eksamen blev jeg blandt andet headhunter for et japansk firma.«

Men Xukun ville mere. Hun stiftede selvstændig virksomhed og solgte små, fleksible traktorer til de bjergrige områder i Nepal. Det forretningseventyr varede i to år, inden stærkere konkurrenter fik øje på markedet.

»På et tidspunkt havde jeg også en skønhedssalon på det femstjernede Hotel Kempinsky og var bl.a. sponsor for Beijings første skønhedskonkurrence,« mindes hun. »Jeg havde ikke meget erfaring dengang. Det var bare learning by doing. Nu, hvor jeg snart er ved det skarpe hjørne, er jeg blevet meget mere forsigtig.«

Det var interessen for den danske filosof Søren Kierkegaard, der sendte Xukun Ji til Danmark:

»Søren Kierkegaard har været min store interesse, siden jeg læste filosofi på universitetet. Han har en enorm sensitivitet og en god observationsevne, der gør hans tankegang anvendelig også i dag,« siger hun.

Men for at studere Kierkegaard på Københavns Universitet skulle hun først læse dansk i fem år.

»Dengang forekom det mig helt urimeligt lang tid, og jeg skulle jo også have noget at leve af imens. Nu er der gået otte år med at arbejde, men jeg har endnu ikke opgivet drømmen om at studere Søren Kierkegaard engang. Måske, når jeg bliver pensioneret,« ler hun.

LIGE NU VIL HUN MEGET hellere tale om sit nye »poseprojekt«, som hun kalder det:

»Jeg har altid gerne villet arbejde med miljø og vedvarende energi. Men når vi taler miljø og energi herhjemme, skal det altid være så stort. Jeg ville gerne finde på noget nyt, som alle kan være med til,« siger hun.

»Danmark er et af verdens reneste lande – men hvorfor bruger vi stadig plasticposer? Jeg vil gerne lære danskerne at bruge indkøbsposer af stof, som ikke forurener, og som kan bruges igen og igen. Jeg ved, det er en stor udfordring at vende folks tankegang, men jeg synes nærmest, det vil være pinligt, når verdens førende miljøeksperter kommer til Danmark næste år og ser, at vi stadig bruger plasticbæreposer.«

Det seneste halve år har Xukun Ji arbejdet på højtryk for at finde de helt rigtige producenter i Kina, udvikle design og kontrollere kvalitet. Nu er en container med de første 400.000 poser på vej til Danmark, hvor de som det første sted introduceres i supermarkedskæden SuperBest i begyndelsen af november.

»Poserne er lavet af polypropylén, et biprodukt fra gasproduktion. De fylder ingenting og er lette at folde sammen og have liggende i tasken eller i bilen,« siger hun. »De kan holde i flere år, og når de brændes, bliver de bare til vand – intet CO2-udslip.«

I JUNI BLEV XUKUN JI dansk statsborger i selskab med 1.826 andre udenlandske ansøgere.

»Jeg valgte det først og fremmest af praktiske grunde. Når jeg rejser så meget, er det meget lettere at have et dansk pas,« siger hun. »Tidligere kunne det være svært for kinesere at rejse ud af Kina. Det var ikke en selvfølge at få et pas. Men i dag er det nærmest omvendt. Mange lande har regler, der gør det svært for kinsere at få visum og rejse ind. Det gælder også Danmark, hvor man f.eks. skal kunne stille et depositum på 50.000 kroner for at få et visum.«

Ændringen af statsborgerskab har ikke fået hende til at føle sig nærmere på Danmark – eller fjernere fra Kina.

»Jeg har begge lande i mit hjerte,« som hun siger. Netop derfor har det været svært for hende, især i forbindelse med sommerens OL i Beijing, at være vidne til mange danskeres hårde udfald mod Kina:

»Jeg har jo store følelser for både Danmark og for Kina, men når vi taler om Kina og menneskerettigheder, ser de to lande sagen ud fra et meget forskelligt perspektiv. Lige som når man taler om et halvt glas vin. I Kina er det halvt fuldt. I Danmark er det halvt tomt. På den måde kan de aldrig blive enige. De fleste mennesker i Kina er glade for deres levevilkår og for regeringen, som har bragt landet til den nuværende situation. Men det kan godt være svært at forklare til danskere og andre med et vesterlandsk synspunkt.«

Hun indrømmer gerne, at udviklingen af menneskerettigheder og demokrati i Kina ikke er gået nær så hurtigt som den økonomiske udvikling.

»Men alligevel synes jeg, det er vigtigt at anerkende de fremskridt, der trods alt er sket, og samtidig integrere Kina i det internationale samfund. Det ville være en stor hjælp i stedet for bare at kritisere.«

DET KAN IKKE ALTID undgås, at diskussionen bliver heftig, når Xukun Ji diskuterer politik med sin kæreste, Danmarks udenrigsminister.

»Jeg bliver altid meget ophidset, mens han tager det iskoldt. Han er jo så vidende, men alligevel lytter han altid til, hvad jeg siger. Det sætter jeg meget pris på. Jeg kan huske en lille episode fra en juleferie, da Danmark lige havde overtaget EU-formandskabet. En eftermiddag gik han ind i sit arbejdsværelse, og efter en times tid kom han ud og sagde: ’Nu har jeg lavet køreplanen for fred i Mellemøsten’. Det kan være svært ikke at elske sådan en mand.”