»En indvending, som gik igen og igen, var, at man ikke både kunne være en god muslim og dansker«

Som journalist med indgående kendskab til islamistiske parallelsamfund, pennefører på Ahmed Akkaris opgør med islamismen og tilrettelægger af TV 2s dokumentarserie »Moskeerne bag sløret« har Martin Kjær Jensens virke sat et afgørende præg på dansk islamdebat.

Martin Kjær Jensens interesse for de religiøse parallelsamfund begyndte i 2012, hvor han som graverjournalist på BTs Aarhus-redaktion ledte efter et nyt emne at kaste sig over. Foto: Mikkel Berg Fold sammen
Læs mere

Martin Kjær Jensen er ikke et navn, der er kendt i den bredere offentlighed. Den stilfærdige 34-årige østjyske journalist er heller ikke blandt dem, der blander sig i den ophedede islamismediskussion gennem polemiske kronikker eller politiske udmeldinger.

Ikke desto mindre har hans arbejde som forfatter, journalist og dokumentarist sat et voldsomt aftryk på den offentlige debat om emnet over de seneste år. Først som forfatter på Ahmed Akkaris biografi, »Min afsked med islamismen«, og senest som tilrettelægger af TV2s dokumentarserie »Moskeerne bag sløret«, der i midten af april blev tildelt den prestigefyldte »Lille Publicistpris«.

Martin Kjær Jensens interesse for de religiøse parallelsamfund begyndte i 2012, hvor han som graverjournalist på BTs Aarhus-redaktion ledte efter et nyt emne at kaste sig over.

»Jeg faldt over rapporten »Indvandrere i Danmark«, som Danmarks Statistik udgiver årligt. Her faldt det mig i øjnene, at efterkommere ikke klarer sig nævneværdigt bedre end forældregenerationen. Faktisk værre på nogle områder. Det stred mod den opfattelse, som jeg – og nok også mange andre – har om, at integrationen bliver bedre over tid.«

Martin Kjær Jensen fortæller, at han ville undgå at tale med eksperter, men i stedet fokusere på de indvandrere i ghettoområderne, som statistikken handler om.

»Jeg kastede mig ud i det og begyndte at tale med dem på gaden. Primært i Gellerup, men også Vollsmose og Tingbjerg. Det var vanvittigt meget op ad bakke, for jeg blev mødt med enorm skepsis som kridhvid journalist.«

Efterhånden fik han dog opbygget et tillidsfuldt forhold til en række kilder. Men det viste sig stort set umuligt at få nogen til at stå frem med navns nævnelse i avisen.

»Ni ud af ti gange, hvor jeg havde en aftale om, at nogen skulle stå frem til citat, blev det aflyst kort forinden. Det var frustrerende, for det var relevante historier om dobbeltliv, tæsk og en kæmpe frygt for at trodse dem, som dikterer, hvad man må og ikke må. Det var et miljø præget af en social kontrol, man slet ikke forstår, hvis man ikke har oplevet den. En indvending, som gik igen og igen, var, at man ikke både kunne være en god muslim og dansker. En sagde direkte »Ingen hvid ved, hvordan det er at bo i Gellerup. Her gælder helt andre regler, og dem bryder man ikke«.«

Hvilken rolle særligt imamerne og deres udlægning af islam spiller i disse miljøer, blev tydeligt for Martin Kjær Jensen, da han kom i dialog med en af arkitekterne bag Muhammedkrisen. I sensommeren 2013 tog Kjær Jensen kontakt til den tidligere imam, Ahmed Akkari, for at høre, hvad der gør det islamistiske tankesæt så tillokkende. Gradvist gik det op for Kjær Jensen, at Akkari var blevet en ganske anden mand end den unge imam, der få år forinden havde rejst Mellemøsten tynd med opfordringer om at straffe Danmark for profetkrænkelse.

Tværtimod lagde Akkari nu afstand til sine tidligere holdninger, og over en række samtaler redegjorde han for, hvordan islamistiske miljøer i Danmark opleves indefra. Det var beretninger om udbredt social svindel, misbrug af den danske foreningslovgivning, fordømmelse af danske værdier, benhård social kontrol via religiøse dogmer og det, Akkari udlagde som imamernes overlagte dobbeltspil.

»Det var i høj grad samtalerne med Akkari, som åbnede mine øjne for, at religion kan bruges på en måde, som har negativ betydning for integrationen. Mit hidtidige billede af imamer som nogen, der går ind for integration, led et alvorligt knæk,« fortæller han.

Samtalerne førte til en række artikler i BT, der igen bragte Akkari i offentlighedens søgelys, men nu som angrende eks-islamist og nyslået demokrat. Men der var mere stof i historien, og Akkaris historie blev derefter omsat til en bog med Martin Kjær Jensen som pennefører.

»Undervejs i skriveprocessen måtte jeg flere gange spørge, om nu han var sikker på, at han huskede rigtigt. Især i begyndelsen kunne jeg nogle gange være nervøs for, at han overdrev eller tog pis på mig. For det miljø, han beskrev, lød simpelthen for ekstremt. Men han havde en lang række mødereferater og anden dokumentation fra sit tidligere virke, og jeg gjorde i processen alt for at dobbelttjekke hans oplysninger. Men der var intet, Akkari fortalte, som jeg kunne modbevise, tværtimod.«

Efter bogen om Akkari fortsatte Martin Kjær Jensen sin research i de islamistiske miljøer, men blev i slutningen af 2014 tilbudt en stilling hos et aarhusiansk produktionsselskab.

Resten er, som man siger, historie.

Kjær Jensens første produktion, »Moskeerne bag sløret«, blev sendt på TV 2 i begyndelsen af 2016 og førte til en massiv debat, hvis efterdønninger endnu ikke har lagt sig. På baggrund af programmerne er planerne om en planlagt stormoské i Gellerup blevet skrinlagt, mens en række borgerlige politikere har krævet, at man indskrænker imamers ytringsfrihed og forhindrer dem i at komme til Danmark.

Dokumentaren har imidlertid også været udsat for massiv kritik for programmernes redigering og metode. En kritik har været, at brugen af skjult kamera i programmerne har været problematisk, fordi imamerne ikke gør andet end at udlægge det, der står i Koranen. Kunne man ikke blot have spurgt imamerne ansigt til ansigt?

»Det er rigtigt, at meget, som imamerne siger, svarer til, hvad der står i Koranen og de øvrige islamiske tekster. Men vi viser, at de tekster bliver omsat til praktiske leveanvisninger for muslimer i Danmark i 2016 i forhold til helt konkrete problemer som hustruvold, skilsmisse og lignende. Min research tydede på, at hvis man som journalist spørger en imam om, hvordan en voldsramt kvinde skal agere, får man et ganske andet svar end det, sådan en kvinde vil få under fire øjne fra samme imam,« siger Martin Kjær Jensen.

Er det derudover ikke et problem, at offentligheden ikke kan kontrollere, om disse muldvarpe faktisk måtte have deres egen agenda, som de har fremmet ved at medvirke?

»Nej, det mener jeg ikke. Muldvarpene har ikke spillet nogen redaktionel rolle. De har groft sagt fungeret som marionetter i vores produktion. Redaktionen bestemte i detaljer, hvem de skulle opsøge samt hvor og hvornår. Vi formulerede de spørgsmål, de skulle stille, og sørgede for, at de blev stillet på samme måde alle steder, så vi kunne sammenligne imamernes svar. Mange af spørgsmålene er med i programmerne, så seerne kan se, at der ikke spørges ledende eller lignende.«

Også Radio24syv har i en række indslag formidlet stærk kritik af udsendelsernes klipning. Her har eksperter blandt andet kritiseret, at et citat om, at en kvinde godt kunne blive skilt fra en voldelig ægtemand, blev udeladt.

Var der tale om, at man via redigeringen fremsatte en urimeligt skarptvinklet kritik?

»Det er helt fair at diskutere de valg, der er truffet undervejs i redigeringen. Men den indvending, mener jeg, er skudt ved siden af. Vi bliver bebrejdet for at udelade en bid om, at man kan blive skilt i henhold til islamisk lov i en bestemt samtale. Det er ret pudsigt, for det budskab er faktisk med i selvsamme samtale. Imamen omtaler skilsmisse flere gange i samtalen, og vi har så bare brugt en anden bid end den, Radio24syv omtaler. I øvrigt fremgår det også tydeligt, at imamen på det kraftigste fraråder skilsmisse til den voldsramte kvinde.«

Men ville det så ikke være oplagt at offentliggøre råbåndene for at imødegå kritikken og selv lade folk bedømme dem, hvilket flere kritikere har opfordret til?

»Jeg kan sagtens forstå den tanke. Men det er desværre ikke helt så enkelt. Der er flere grunde til, at råbåndene ikke bare kan lægges frem. Dels er der oplysninger på optagelserne, som kan gøre det lettere at identificere muldvarpene. Dels er der dybt personlige oplysninger om tredjepersoner og optagelser uden samfundsmæssig interesse, som slet ikke må offentliggøres. Og endelig er det et fast princip hos TV 2 og andre danske medier, at råbånd ikke offentliggøres. Baggrunden for den beslutning må du få hos TV 2, som også har det sidste ord her. På sin vis kan det egentlig godt ærgre mig, for vi har ikke noget at skjule. Der står et stort hold af meget erfarne og dygtige mennesker bag de her dokumentarer, og vi har gjort os ekstraordinært umage for at sikre, at alle samtaler, prædikener osv. er redigeret retvisende. Er der formildende udtalelser i forhold til de givne råd på optagelserne, er de taget med,« siger Martin Kjær Jensen.

Kritikken mod »Moskeerne bag sløret« har primært været rettet mod udsendelsernes vinkling og metode. Personligt har Martin Kjær Jensen ikke modtaget trusler. Men han har fået positiv respons, også fra folk, der har deres gang i parallelsamfundene.

»Flere har fortalt mig, at de var glade for, at der kom en nøgtern skildring af, hvad der foregår i miljøerne. Også fordi mange er bange for, at etniske danskere opfatter alle, der bor her, som dumme, kriminelle og dovne, fordi de simpelthen ikke forstår den kultur og sociale kontrol, der hersker her.«

Efter så lang tids research i disse miljøer, hvad mener du så selv, den typiske etniske dansker ikke forstår?

»Rigtig mange ved ikke, hvor ekstremt stor betydning religionen har i hverdagen i de her miljøer. I den her ortodokse opfattelse har Koranen og hadith (overleveringer om profeten Muhammeds lære, red.) svar på alt. Livet er kort, og derefter ender man enten i Paradis eller Helvede. Særlig forestillingen om helvede er ekstremt nærværende, skræmmende og tydelig på en måde, jeg ikke kender andre steder fra. Derfor bliver livet simpelthen kun en kort eksamen, der skal overstås ved at følge det meget detaljerede regelsæt, som religionen leverer,« siger han.

»Det er afgørende at forstå, at det ikke er ondskab, der får imamerne til at sige ting, som virker fuldstændig vanvittige set fra et ligusterperspektiv. De er faktisk idealister, som gerne vil hjælpe folk ind på det, de opfatter som den rette vej.«

Martin Kjær Jensen er efter »Moskeerne bag sløret« i gang med et nyt projekt inden for samme emnekreds. Præcis hvad er dog foreløbig hemmeligt.

 

Martin Kjær Jensen, journalist, om arbejdet med muslimske kilder i bl.a. Gellerup