En gik i koma, en bliver ved med at falde, og en fik en sten i hovedet: Tilstanden forværret for danske småbørn, der forbliver i syriske fangelejre

I syriske fangelejre sidder fem danske børn uden udsigt til at blive en del af den politisk bestemte evakuering af en større gruppe børn og voksne til Danmark. Tre af de fem børns helbred blev allerede i maj vurderet som kritisk af danske regeringseksperter. Nu advarer organisationer om, at deres tilstand er forværret i en grad, at de i værste fald kan ende med at dø i lejrene. »Hvis det ender sådan, vil det være en ufattelig skændsel,« siger bestyrelsesformand i Repatriate The Children-Denmark.

Berlingske besøgte i foråret de syriske fangelejre, hvor 19 danske børn og deres mødre er tilbageholdt. På billedet ses et telt, hvor nogle af de danske børn bor med deres mor. Asger Ladefoged

En lille treårig dansk dreng legede i juli på sin cykel på en støvet grussti blandt den syriske fangelejrs hvide telte, da en sten ramte ham hårdt på siden af hovedet.

Blodet løb fra såret, og han var grædefærdig. Den treåriges mor – som er født og opvokset i Danmark – hastede til lejrens interimistiske hospital med drengen for at bede om hjælp.