Kære Rutschebane

Tillad en forlystelsessyg fan at tage ordet. I virkeligheden er det først den 12. juni, det er din 100-års-dag. Men om lidt åbner Tivoli, og man er vel en utålmodig rad. Hvis du tillader, vil jeg forsøge at trække lidt i bremsen og se bagud.

Fem måneder før du blev indviet, døde ham, som gjorde dig mulig. Brygger Carl Jacobsen. Manden bag templer for nydelse og æstetik som bryggeriet Carlsberg og Tivoli. Han nåede aldrig at opleve dig. Til gengæld oplevede han dine tre spæde forgængere. Du er fra 1914, ja. Lige så gammel som Første Verdenskrig og de første ruteflyvninger. Ikke noget at sige til, at en moderne stavemåde som »Rutsjebanen« ikke er noget for dig.

Du er en gammel »dame«, som de siger i Tivoli. Men stadig i bevægelse. Hele sæsonen. Når jeg tager ordet, er det ikke kun for at sige tak for de hundredvis af kortisol-, endorfin- og adrenalinpumpende stunder (også kaldet sug i maven). Det var inden, jeg blev voksen og blasert. Inden jeg iskoldt fravalgte dig, fordi det ikke var i dine rødgrønne vogne, jeg mest strategisk kunne overskride mine egne grænser og tage en piges hånd. Det havde man Baljerne til.

Jeg vil lige så meget takke dig for at være et holdepunkt i en fortravlet verden. Ligesom Pjerrot og Michael Meyerheim. Altid til at kende. Og dog. Når Tivoli åbner den 10. april er det med en nyetablering af dine gamle bjergtoppe. De blev, som du måske husker, fjernet i 1925, fordi Københavns Kommune ikke mente, det passede sig for den danske hovedstad, at det første, der mødte tilrejsende, når de trådte ud af Hovedbanegården, var snedækkede alpetinder. Alperne får de nu igen. Jeg prøvede dig i sidste uge. Du har også fået lidt nye trækonstruktioner og et kunstigt 22 meter højt vandfald ude på siden. Det skal haven nok få sjov med, når det blæser.

Du er verdens tredjeældste fungerende rutsjebane, og som sådan har du lagt kurver til lidt af hvert. Jeg nævner i flæng: Krisen i 1932, da det kom frem, at din ophavsmand, den irske ingeniør Walther Queenland, uden Tivolis viden havde tegnet din mere vovede konkurrent ude på Bakken. Forræderi, mente man i Tivoli og fyrede Queensland. Man ansatte en ny ingeniør, der efter amerikansk forbillede byggede din første bakke stejlere og tre meter dybere. Man sagde tilmed, at det ville give tre gange længere og tre gange højere skrig fra gæsterne i dine vogne.Du gik desværre heller ikke ram forbi tyskernes besættelse. Som gengæld for modstandsbevægelsens sabotager mod tyskerne, kravlede Schalburgkorpset om aftenen den 24. juni 1944 over Tivolis hegn, hvor de anbragte bomber i Tivolis bygninger. Også på dig. Bomberne sprang og jævnede en del af Haven med jorden. Du tog også skade. Men 25 dage efter åbnede du. Nu drevet med håndkraft, mens gæsterne måtte gå til toppen og hjælpe med at skubbe de 2,5 ton tunge vogne op.

I dag har man, med krigen trygt på afstand, givet et par gyder ved din indgang germanskklingende navne. Bahnhofstrasse. Og på Am Wasserfall kan man se op på dit nye vandfald, der som slikhår glider ned ad dine vægge. Den var vist ikke gået i 1944. Men du har stadig den samme lugt, som jeg husker fra 1960erne og 1970erne. Træ, tjære, forventning. En »duft« er dog forsvundet fra dine hvælvinger: alkoholen.

Husker du, hvordan en vogn i 1952 kom kørende ind på din perron uden chauffør? En passager greb bremsehåndtaget og fik vognen standset. Vognføreren var faldet af sit sæde i den sidste mørke tunnel og blev ramt af den bagvedkommende vogn. Han slap fra ulykken med en voldsom hjernerystelse. Føreren forklarede, at han blot ville vinke til nogle damer, som sad på en bænk neden for dine klippevægge, og derved fik overbalance og faldt af. En blodprøve viste dog, at vognstyreren havde en promille på 1,4, da ulykken indtraf. Han blev idømt 14 dages fængsel for at have bragt andres liv i fare. Herefter blev der indført strengere alkoholpolitik på dig.

Gæster er også faldet ud af dine vogne, når de har forsøgt at stå op under turen. Det kunne hverken du eller Tivolis gode rygte tåle. Så i 1990 installerede man de sikkerhedsbøjler, der giver det trygge og velkendte klik! i alle dine vogntog.

Kære Rutschebane. Du er én af grundene til, at jeg ikke føler mig, som det jeg er: medio femti. Jeg køber stadig i ny og næ en billet til dig og råber og vinker, når jeg ved, at kameraet tager det billede, jeg køber, når turen er forbi. Tak for det. Og tak fordi du på enestående vis favner både det moderne samfunds krav til sug i maven-oplevelser og vores forventning og håb til, at noget stadig er, som det var engang.

Til slut vil jeg citere, hvad Andreas Andersen har sagt om dig. Han er direktør i forlystelsesparken Liseberg i Sverige og er herhjemme kendt for sin store viden om rutsjebaner.

»Objektivt set er den jo ganske tam. Beskeden højdeforskel, ikke meget fart, og alle sving tages i et meget adstadigt tempo. Alligevel er det en af mine favoritrutsjebaner. Bjerget, lugten, træet, udsigten over haven, bremsemænd (og –kvinder) og – ja, sjælen. I mangel af bedre udtryk er alt sammen med til at gøre Rutschebanen i Tivoli til en attraktion i absolutte verdensklasse.«

Lad os løfte vores candyfloss, sætte os til rette på træsædet og råbe et trefoldigt »Wuiiiiiiiiiiiiiiiiiiii!«