De første 14 dage var et baseballbat Louise Danø-Skjødts trofaste følgesvend i dobbeltsengen.

»Det var lige før, jeg håbede, han ville komme tilbage, så jeg kunne fortælle ham, hvor ondt han havde gjort mig.«

Den første tid tilbragte hun helt alene i huset i Kongens Lyngby. Hendes mand og børn var stadig på forlænget juleferie i familiens sommerhus i Sverige. Det skulle hun egentlig også have været.

Men et videoopkald og ordlyden, »der er noget galt«, sendte hende hjem før tid denne vinter. Louise Danø-Skjødts mor havde opdaget, at familiens hoveddør stod på vid gab.

På en bizar videorundvisning i sit eget hus så hun, hvordan fremmede hænder havde brudt et vindue op, strøet børnetegninger ud over køkkengulvet, gennemrodet alle skufferne på badeværelset og tømt tøjskabene for indhold.

Louise Dano-Skjødt fik et chok. Så begyndte hun at græde.

Da hun ville ringe til politiet, kunne hun ikke huske nummeret.

»Det var umuligt at tænke klart. Jeg sad bare dér i Sverige og kunne absolut ingenting gøre.«

Den magtesløshed er Louise Danø-Skjødt givetvis ikke den eneste i sit område, der har oplevet. Faktisk modtager Nordsjællands Politikreds flere anmeldelser om indbrud i private hjem end noget andet sted i landet.

Samtidig er sandsynligheden for, at et indbrud rent faktisk opklares, meget lille.

Politikredsens opklaringsprocent er »skræmmende lav«, mener Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester, Sofia Osmani (K):

»Dermed er det måske også svært at få bremset problemet med indbrud, for risikoen for at blive taget er jo skræmmende lille. Det er et kæmpe problem for os.«

For at skåne børnene tog Louise Danø-Skjødt alene hjem fra Sverige for at rydde op. Da resten af familien kom hjem 14 dage senere, var alle synlige tegn på indbruddet fjernet.

Vreden var sværere at slippe af med.

Væk var et større kontantbeløb, hun havde brugt ti år på at spare op, arvestykker og 25 års ihærdigt indsamlede jubilæumsmønter. Louise Danø-Skjødt husker, hvordan hun få uger forinden havde haft alle mønterne ude for at vise dem til sin datter.

En ting er den værdi, der er gået tabt. Noget andet er personlige genstande akkumuleret gennem et helt liv, som aldrig nogensinde vil kunne erstattes.

På samme måde som hendes følelse af at være herre i eget hus måske aldrig helt vil vende tilbage.

»Det er mit private, ukrænkelige hjem. Det er her, jeg skal føle mig mest tryg. Det gør mig ekstremt gal, at nogen føler, de bare kan vade direkte ind i mine trygge omgivelser,« siger hun.