En forfinet næse for retfærdighed

Den 64-årige jurist Thomas Rørdam er udpeget som den nye præsident for landets øverste domstol, Højesteret. Rørdam har tidligere markeret sig i en række opsigtsvækkende sager.

Thomas Rørdam er dansk jurist og nyligt udnævnt højesteretsdommer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Der er ikke fugls føde på den historie.«

Det var i efteråret 1997, at ordene faldt fra Thomas Rørdam. Han var dengang forsvarer for den kvindelige pleje­hjemsassistent, der var sigtet for at dræbe 22 beboere i den såkaldte Plejebo-sag. Et på det tidspunkt opsigtsvækkende angreb midt under politiets efterforskning af, hvad der dengang blev kaldt Danmarkshistoriens største drabssag.

Politiet svarede igen, og bad Thomas Rørdam om at blande sig uden om efterforskningen:

»Der er ingen grund til at spilde tiden på en afhøring og få den samme løgnagtige forklaring,« lød det fra drabsafdelingen med henvisning til efterforskningen og afhøringen af Thomas Rørdams klient.

Sådan blev stien lagt til en længerevarende offentlig konflikt mellem de to parter. Thomas Rørdam nåede ved samme lejlighed også at lange ud efter medierne for at agere folkedomstol i sagen. Til sidst fik Thomas Rørdam ret i sine anklager om politiets manglende beviser: Kvinden blev renset, da politiet droppede sagen mod hende.

Selv om den verbale krig med myndighederne ikke var noget, Thomas Rørdam normalt begav sig ud i, er episoden alligevel ganske sigende.

Den nu 64-årige jurist er i denne uge blevet udnævnt til den prestigefyldte post som præsident for Højesteret, hvor han siden 2002 også har været dommer.

Thomas Rørdams juridiske løbebane begyndte i 1976, da han blev uddannet jurist og derefter i en årrække var fuldmægtig i Justitsministeriet. Men det var først, da Thomas Rørdam – på et afbud – blev forsvarer i Blekingegade-sagen, at han blev et kendt ansigt.

Siden har Rørdam været forsvarer i en stribe opsigtvækkende sager. Han har forsvaret alt fra en far, der havde myrdet sine tre børn til finansmanden Klaus Riskær Pedersen og personer fra det autonome miljø. Han har forsvaret den mandlige pædagogmedhjælper, der i den såkaldte Vadstrupgårdsag blev dømt for overgreb mod 20 børn på en institution i Gladsaxe.

Kort forinden Thomas Rørdam blev ansat som dommer i Højesteret, forsøgte også Tvind-stifter Mogens Amdi Pedersen at hyre den rutinerede og kendte topadvokat. Det er med andre ord ikke tilfældigt, at Thomas Rørdam gennem tiden har ført en række kontroversielle sager.

Han helmer ikke ...

Spørger man venner og kolleger, beskriver de Thomas Rørdam som en vidende, professionel og myreflittig person. Men de beskriver samtidig også et menneske, der er stædigt og drevet og af retfærdighedssans.

Netop den førnævnte ageren i Plejebo-sagen er karakteristisk, mener advokat Anders Boel­skifte, der har kendt Thomas Rørdam privat og professionelt gennem 20 år.

»Det er typisk ham at gå ud på den måde. Han forfølger stædigt de mål, som han sætter sig. I Plejebo-sagen blev han voldsomt kritiseret, fordi han henvendte sig til nogle læger og foretog sin egen efterforskning. Men dette var nødvendigt for at påvise, at sagen hvilede på et urigtigt grundlag,« siger Boelskifte.

Og som en anden mangeårig kollega og nær ven siger:

»Hvis han får fornemmelsen af, at noget uretfærdigt er ved at ske, helmer han ikke, før han har gjort alt for at afværge dette. Og han brænder for, at reglerne omkring ordentlig rettergang bliver fulgt – også i sager, hvor stemningen i folkedybet skaber blæst om en given person. Her er han særligt opmærksom på, at reglerne skal følges, og at alle har krav på en fair behandling.«

I 2002 gik Thomas Rørdam fra en meget offentlig rolle som topadvokat og ivrig deltager i den offentlige debat om retspolitiske emner til en mindre synlig rolle som dommer i Højesteret. Selv sagde han i 2002 om skiftet i et interview til Ekstra Bladet:

»Det er klart, at jeg skal lære at være mere forsigtig. Jeg kan blive erklæret inhabil i en sag, hvis jeg melder for direkte ud, og jeg skal passe på ikke at støde nogen fra mig. En højesteretsdommer skal ikke være en kontroversiel person, men derimod nyde bred tillid i befolkningen.«

Ifølge Thomas Rørdam selv gav skiftet mulighed for at være med til at træffe beslutninger i nogle af de »allervigtigste sager«.

Og måske var det netop næsen for retfærdighed og ordentlighed, der ved siden af arbejdet i Højesteret fik Thomas Rørdam til at skrive »Forsvareren«, som blandet handler om etik og habilitet.

Thomas Rørdam tiltræder stillingen som præsident i Højesteret 1. februar 2017.